Danmark glider ned ad ranglisten for ligestilling

LIGESTILLING: For andet år i træk sakker Danmark bagud på den internationale rangliste over ligestilling. "Danmark står bomstille, når det gælder ligestilling," lyder det fra Kvinfo-direktør.

Danmark må tage til takke med en placering som nummer 19 i verden, når det gælder ligestilling. Det fremgår af den årlige ligestillingsrapport fra World Economic Forum, Global Gender Gap Report 2016. De fire øverste pladser på listen indtages af vores nordiske naboer Island, Finland, Norge og Sverige.

I 2014 lå Danmark på en femte plads, men siden er det gået tilbage. Og det ærgrer organisationen Kvinfo.

”En række andre lande har gjort pæne fremskridt og har overhalet Danmark. Vi er ikke længere førende, når det gælder ligestilling. Og det burde vi være med de forudsætninger vi har,” siger Kvinfos direktør, Nina Groes.

Sidste år var Danmark placeret som nummer 14, men ifølge Kvinfo var der i 2015 fejl i tallene for mænds gennemsnitsindkomst, der var sat for lavt. Det betyder, at sidste års rapport og en placering som nummer 14 var for rosenrød, og derfor holder det ikke at sammenligne hverken den absolutte ligestilling eller placeringerne på ranglisten direkte, fortæller Nina Groes.

”Det er rigtig ærgerligt, der er den her fejl, for det ender med at skygge for det grundlæggende problem – nemlig at Danmark står bomstille, når det gælder ligestilling, og snart har gjort det i en længere årrække,” siger hun.

Hun peger på, at årsagerne til Danmarks placering skyldes, at vi har en væsentlig lavere andel af kvinder i ledelse og politik og forskellen i mænds og kvinders indkomst. Ifølge Nina Groes skyldes det sidste især, at mange kvinder i Danmark arbejder deltid, ligesom Danmark har et ret kønsopdelt arbejdsmarked, hvor kvinder især arbejder i den offentlige sektor med et lavere lønniveau end i den private.

I alt er 144 lande ranglistet, og mens vores nordiske naboer topper listen, ligger Yemen, Pakistan og Syrien nederst.

Forrige artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med? Næste artikel Her er MRSA-redegørelsen