Dagens overblik: Ny politisk ordfører i V og pant på plastikposer

POLITISK OVERBLIK: Britt Bager er valgt som ny politisk ordfører for Venstre, og Karen Ellemann er gruppeformand. Socialdemokratiet er klar med nyt miljø- og klimaudspil. Her er dit overblik over morgenens politiske nyheder.

Hvis du fik nok af at høre om Lars Løkke Rasmussens ministerrokade i går, skal du ikke åbne aviserne i dag. De er nemlig fyldt af reaktioner og analyser af, hvad man skal lægge i udnævnelserne af Eva Kjer, Jakob Ellemann-Jensen og Tommy Ahlers.

Og så bliver der talt og skrevet en del om to andre vigtige politiske begivenheder denne torsdag: Venstre har fundet både ny gruppeformand og politisk ordfører, og Socialdemokraterne præsenterer et miljøudspil.

Ny politisk ordfører i V
Britt Bager er valgt til ny politisk ordfører for Venstre efter Jakob Ellemann-Jensen. Det er netop sket på partiets gruppemøde, som gik i gang klokken 8 torsdag morgen.

Lars Løkke Rasmussen sagde klart i går, at han indstillede Karen Ellemann som ny gruppeformand, og hun er nu også valgt af gruppen.

Posten som politisk ordfører har været mere uvis, siger blandt andre Noa Redington på TV2 News. Flere kommentatorer nævnte dog allerede i går Britt Bager som en mulighed.

"Hun er lidt ukendt for den brede offentlighed, men hun har passet sit arbejde med stor flid og tilfredshed fra ledelsens side i Venstre," sagde Redington på News. 

BT tegnede i 2016 et portræt af den jurauddannede politiker, som blandt andet fortalte om, hvorfor hun bliver kaldt "Lean Britt", og om, hvor nervøs hun var til sin afsluttende eksamen. 

Rokader afgør ikke valg
Og så til rokadeanalyserne. Her er der bred enighed om, at selve udskiftningen ikke nødvendigvis styrker Lars Løkke Rasmussens chancer for genvalg til statsministerposten ved næste valg, og at rokader i sig selv ikke afgør valg.

Læs for eksempel Erik Holsteins analyse her.

Berlingske skriver, at det nye ministerhold nu endegyldigt baner vejen for Kristian Jensen som næste formand for Venstre. Få forklaringen her

Ellemann skubber til balancen mellem by og land
Jyllands-Posten peger på, at udnævnelsen af Jakob Ellemann-Jensen som erstatning for Esben Lunde Larsen som ny miljø- og fødevareminister skubber til regeringens balance mellem land og by. Ikke kun, fordi Ellemann bor i Birkerød og Lunde er vokset op i Vestjylland, men også fordi Ellemann har mere fokus på storbyernes udfordringer end landbrugets.

”Du kommer nok til at se en ny minister, der kommer til at sætte miljø først og fødevarer efter,” siger han til JP

Dermed understreger Løkke med udnævnelsen også signalet om Venstres grønne profil, som partiet i øjeblikket fører kampagne for.

Læs mere om Jakob Ellemann og find ud af, hvorfor han er Venstres rullemarie i Altingets portræt.

K og Eva Kjer stadig uenige
Da Eva Kjer-Hansen blev væltet som minister i 2016, var det Konservative, der trak støtten og gjorde udslaget. Nu skal hun sidde i regering med dem efter at være blevet udnævnt til ny minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde. Men parterne er stadig uenige om det, der dengang var sagens kerne: Nemlig om Eva Kjer som minister gav Folketinget de rigtige oplysninger om udledning af kvælstof. 

”Det fremgik klart af det, jeg sagde på det tidspunkt, at jeg havde lagt alt åbent og ærligt frem,” siger Eva Kjer Hansen til Altinget og pointerer, at hun nu vil se fremad. Også K holder fast. Læs, hvad Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard siger her:

Mulige interessekonflikter for Tommy Ahlers
Også den helt nye løve, som Løkke i går trak op af hatten, har fået mediernes opmærksomhed. Iværksætteren Tommy Ahlers, som nu er minister for uddannelse og forskning, har ingen erfaring som politiker og havde ifølge DR været medlem af Venstre i mindre end et døgn, da han blev udnævnt.

Som du kan læse i Altingets portræt, har han dog markeret sig i den offentlige debat og blandt andet kritiseret Lars Løkke og andre politikere for aldrig at have været ude og selv skabe arbejdspladser i det private.

JP Finans har set nærmere på hans økonomiske interesser og konkluderer, at der er stor risiko for at løbe ind i interessekonflikter som minister. Læs om Ahlers ejerandele i mindst 21 virksomheder her.

S vil lægge pant på plasticposer
Socialdemokratiet varmer op til i dag torsdag at præsentere et samlet miljø- og klimaudspil. Det gør de med nyheden om, at partiet vil indføre pant på plastikflasker til saft og juice, ligesom der i dag er på øl- og sodavandsflasker.

S foreslår også højere afgifter på plastikposer i supermarkederne, en afgift på vand på flaske, og et forbud mod at for eksempel tøjbutikker udleverer gratis plastikposer med hank til kunderne.

”Desværre er der alt for meget plastik derude. Det skal væk fra vores havmiljø og vores strande, fordi fisk kommer til at spise det, og de bliver syge af det. Det ender på vores tallerken, og vi bliver syge,” siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til TV2.

Kristian Jensen er klar til hård kamp mod EU-regning
I går skød EU-Kommissionen kampen om EU’s budget i gang ved at afsløre sit forslag til indtægter og udgifter for fælleskassen i 2021-2027. En central strid står om, hvordan man skal lukke det store hul på indtægtssiden, der opstår, når Storbritannien er endeligt ude.

Finansminister Kristian Jensen fastslår over for Altinget, at han er klar til en hård og og lang kamp om at minimere det ekstrabeløb, et land som Danmark kan komme til at betale i pris.

Vi giver dig også overblikket over, hvad EU-Kommissionens forslag egentlig indeholder.

Forrige artikel Hørt ved ministeroverdragelserne: ”Man kan sagtens være grøn, selvom man er blå” Hørt ved ministeroverdragelserne: ”Man kan sagtens være grøn, selvom man er blå” Næste artikel Jakob Ellemann-Jensen: Venstres rullemarie Jakob Ellemann-Jensen: Venstres rullemarie