Dagens overblik: Løkke er tæt på spærregrænsen i ny måling, og Pia Olsen Dyhr vil gerne være finansminister

S og V går frem i ny måling. Mange danskere er i tvivl om forsvarsforbeholdet. Pia Olsen Dyhr vil gerne være finansminister. Pensionskasser vil kunne eje og drive klimaskove. Baltiske lande tilslutter sig ønske om flyveforbud. Få overblikket over dagens nyheder. 

God morgen og velkommen til ugens sidste gennemgang af dagens politiske nyheder her hos Altinget.

I dag begynder vi med at se på en frisk meningsmåling, som Epinion har lavet for Altinget og DR.

Få uger efter, at russernes invasion af Ukraine har ændret den politiske dagsorden på Christiansborg, går både Socialdemokratiet og Venstre frem.

Ifølge målingen vil regeringspartiet få 28 procent af vælgernes opbakning, hvis der var valg i dag. Det er et spring på 3,2 procentpoint sammenlignet med den forrige måling, som blev foretaget i februar.

Venstre står til at få 15,3 procent, hvilket er en fremgang på 2,3 procentpoint i forhold til sidste måned.

Desuden viser målingen, at tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen ligger snublende tæt på spærregrænsen på to procent med sit parti, Moderaterne.

Ifølge målingen står partiet til at få 1,9 procent af stemmerne. Der er en statistisk usikkerhed, som betyder, at den reelle opbakning svinger med 0,7 procentpoint.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, er dog overbevist om, at Løkke får sit parti i Folketinget efter næste valg. Men den tidligere statsminister kan ikke være tilfreds med målingen, mener han.

”Det er for lidt. Hvis han ikke får de afgørende mandater, så tør jeg godt spå, at Moderaterne får en meget kort levetid. Men det er early days, og Løkke kan på gode dage være rigtig stærk i en valgkamp,” siger Erik Holstein.

Mange danskere er i tvivl om forsvarsforbeholdet
I den nye Epinions-måling bliver danskerne også spurgt ind til forsvarsforbeholdet.

En tredjedel af befolkningen har på nuværende tidspunkt ikke afgjort, hvor de vil sætte deres kryds. Og særligt kvinderne er usikre på, om Danmark skal vinke farvel til forsvarsforbeholdet, viser målingen.

38 procent ønsker at afskaffe forsvarsforbeholdet, mens 23 procent af de adspurgte gerne vil bevare det. 32 procent er ifølge målingen på nuværende tidspunkt i tvivl.

”Hvis man går efter et ja, så ville jeg faktisk læse den her måling med en vis bekymring,” siger professor og valgforsker Kasper Møller Hansen.

”Hvis mønsteret er det samme, som vi har set over de sidste mange folkeafstemninger, så vil ja-siden have tendens til at have vigende opbakning, når de andre partier får finpudset deres argumentation, får mere taletid og bliver mobiliseret,” tilføjer han.

Pia Olsen Dyhr vil gerne være finansminister
I et interview med Avisen Danmark siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, at hun gerne vil i regering igen - hvis hun får tilbuddet.

Her fortæller hun, at hun i en regering vil kunne se sig selv på posten som finansminister.

”Vi var villige til at gå i regering efter sidste valg, og det er vi igen. Vores udgangspunkt er at få mest mulig politik igennem, og de sidste tre år har vist, at SF har fået meget politik igennem,” siger hun til avisen.

Hun afviser samtidig, at SF’s tilslutning til den nyligt indgået forsvarsaftale handlede om at positionere sig til et kommende regeringssamarbejde.

{{toplink}}

Pensionskasser vil kunne eje og drive klimaskove
Danskernes pensionspenge skal i højere grad investeres i klimavenlig skovdrift, mener pensionskasser, som vil have mulighed for at eje og drive skove, skriver Altinget.

I dag er det ikke muligt for pensionskasser at eje skove. Derfor er pensionskasserne gået til Christiansborg for at få ændret lovgivningen med argumentet om flere klimavenlige investeringer.

”I Sverige kan pensionsselskaber og forsikringsselskaber allerede eje og drive skove. Vi ønsker, at de danske regler kommer på omgangshøjde med dem,” siger Jan V. Hansen, vicedirektør i F&P, som er brancheorganisation for forsikrings- og pensionskasser.

”Vores forslag vil sikre, at der kommer klarhed, så pensionskasser får bedre mulighed for at lave produkter, hvor økonomiske aftryk og klimahensyn går hånd i hånd,” tilføjer han.

Alle baltiske lande tilslutter sig ønske om flyveforbud

Både Estland, Letland og Litauen bakker nu op om Ukraines ønske om at indføre et flyveforbud over landet, skriver Berlingske og flere andre medier.

I en erklæring vedtaget af Letlands parlament understreges det, at en flyveforbudszone vil kunne sikre, at FN’s fredsbevarende styrker vil være i stand til at evakuere flere civile samt skabe sikkerhed om de ukrainske atomkraftværker.

Det ukrainske ønske om Nato-støtte til et flyveforbud er tidligere blevet afvist af den amerikanske præsident, Joe Biden.

Det sker i dag:

  • SF holder landsmøde
  • Klokken 14: Joe Biden og Xi Jinping drøfter krigen i Ukraine
    Klokken 15: FN's Sikkerhedsråd holder krisemøde

Forrige artikel S og V går frem i første måling efter Ruslands invasion af Ukraine S og V går frem i første måling efter Ruslands invasion af Ukraine Næste artikel Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med?