Dagens overblik: Forhandlinger om styrket forsvar og ny alliance med Storbritannien

Partiledere forhandler om at styrke dansk forsvar. Danmark indgår ny forsvarsalliance med Storbritannien. Flygtningestrøm kan udhule ulandsbistanden. Og 20 nye sagsanlæg er på vej fra tidligere Godhavnsdrenge. Få overblikket over dagens politiske nyheder. 

God morgen og velkommen til Altingets rids over fredagens vigtigste nyheder, hvor vi igen begynder med at opsummere nogle af de seneste meldinger om krigen i Ukraine.

Natten til fredag udspillede sig en højspændt og farlig situation, da kampe mellem ukrainske og russiske styrker satte brand i et stort atomkraftværk i den ukrainske by Enerhodar.

Forinden havde Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i en pressemeddelelse advaret om, at kampene nær værket måtte stoppe øjeblikkeligt.

Ifølge TV 2 fastslår amerikanske og ukrainske myndigheder nu, at der ikke er tegn på forhøjet stråling i området, og ifølge talsmanden på værket har ingen vitale dele lidt skade under beskydningerne.

Mens kampene fortsætter, er repræsentanter for Rusland og Ukraine blevet enige om at sikre fri passage for civile på flugt fra krigen, skriver flere medier på baggrund af meldinger fra ukrainske toprådgivere.

Sent torsdag aften dansk tid oplyste USA’s Forsvarsministerium ifølge DR desuden, at præsident Joe Biden har besluttet at dele amerikanske efterretninger med ukrainerne.

Fredag mødes Biden med den finske præsident, Sauli Niinistö, for at drøfte et forsvarssamarbejde samt landets partnerskab med Nato, som Finland i dag ikke er medlem af.

Partiledere forhandler om at styrke dansk forsvar
Herhjemme har regeringen og Folketingets partier nu taget hul på forhandlinger om at styrke dansk forsvar, bekræftede Statsministeriet torsdag aften.

Ifølge Altingets oplysninger forhandler partilederne om en straksbevilling til Forsvaret og en principbeslutning om, at det danske forsvarsbudget skal udgøre to procent af bruttonationalproduktet.

Derudover har krisen nu også sat gang reelle diskussioner om det danske forsvarsforbehold, som formentlig kun vil blive afskaffet efter en folkeafstemning.

Hør også Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, udlægge krigens betydning for dansk politik hos Altinget Ajour her.

{{toplink}}

Danmark indgår forsvarsalliance med Storbritannien
Hos Berlingske kan man også læse, hvordan regeringen aktivt arbejder på at styrke de bilaterale forsvarsalliancer.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) vil således fredag skrive under på en ny aftale med den britiske forsvarsminister, Ben Wallace.

”Den nye aftale er et praktisk samarbejde, der skal knytte Storbritannien og Danmark mere sammen inden for rammerne af JEF-samarbejdet. For det er Østersøen og de tre baltiske lande, der skal have vores fulde opmærksomhed,” siger Morten Bødskov til Berlingske.

Ifølge avisen skal aftalen sikre tættere samarbejde mellem Storbritannien og Danmark både i og uden for Nato-regi.

Det vil medføre flere øvelsesaktiviteter, fælles ”operationelle aktiviteter” samt flere militære operationer, lyder det.  

Flygtningestrøm kan udhule ulandsbistanden
S-regeringen arbejder ud fra at kunne modtage 20.000 flygtninge fra Ukraine inden for nærmeste fremtid. 

Det vil påvirke udviklingsbistanden, bekræfter Udenrigsministeriet.

Ifølge eksperter kan det medføre “drastiske” nedskæringer på andre udviklingsområder, skriver Altinget.

Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, vurderer det på baggrund af tidligere flygtningestrømme til Danmark.

“Hvis vi sammenligner med flygtningesituationen i 2015, er det en parallelsituation, vi har at gøre med nu. Derfor kan man bestemt forvente, at der skal bruges en stor andel af udviklingsbistanden på ukrainske flygtninge,” siger han.

20 nye sagsanlæg på vej fra tidligere Godhavnsdrenge
Vi runder dagens overblik af med en nyhed, som ikke omhandler krigen mellem Ukraine og Rusland.

Yderligere 20 af de tidligere Godhavnsdrenge har rejst krav om erstatning fra staten, skriver Altinget.

46 personer fra det berygtede børnehjem har allerede indgået forlig med staten og fået godtgørelse for de overgreb, de blev udsat for.

Staten bliver stævnet for et samlet beløb på seks millioner kroner, fortæller advokat Mads Pramming til Altinget.

“For mig giver det hverken som advokat eller skatteborger nogen som helst mening, at staten tvinger borgere til at anlægge retssager, når man ved, at man har krænket deres menneskerettigheder og alligevel har tænkt sig at betale,” siger han. 

Social- og Ældreministeriet har ikke modtaget stævningen endnu, og derfor kan social- og ældreminister Astrid Krag (S) ikke svare på, hvordan hun forholder sig til stævningen, oplyser ministeriet i en mail til Altinget. 

Det sker i dag:

  • Klokken 9: Forsvarsminister Morten Bødskov (S) mødes med den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, og Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, til en fælles militærøvelse. 
  • Klokken 13: Afsluttende trepartsforhandlinger om seksuel chikane
  • Nato holder ekstraordinært møde

{{toplink}}

Forrige artikel Dansk ulandsbistand kan blive udhulet af flygtningestrøm fra Ukraine Dansk ulandsbistand kan blive udhulet af flygtningestrøm fra Ukraine Næste artikel Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med?