Dagens overblik: DF og R går ind i kamp for sygeplejerskers løn, og S vil forbyde alkoholsalg om natten

DF og Radikale melder sig ind i kampen for bedre løn til sygeplejersker. Socialdemokratiet vil værne mod fest i hovedstaden med forbud for salg af alkohol mellem 22 og 7. Tyske dieselpriser presser Danmarks CO2-udslip op. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit politiske overblik denne fredag, hvor Sverige har forlænget deres restriktioner på grund af høje smittetal.

Det fortæller Sveriges statsminister Stefan Löfven på et pressemøde. Oprindeligt var planen at lempe restriktionerne i Sverige den 3. maj, men nu er datoen rykket til den 17. maj.

Som dansker kan du dog stadigvæk rejse ind i landet, hvis du har hus eller familiemæssige relationer. Se mere hos Udenrigsministeriet.

I dag skal vi runde både sygeplejerskernes overenskomstforhandlinger, et nyt nattelivsforslag fra S og tyske benzin- og dieselpriser, som påvirker Danmarks CO2-udslip. Så lad os komme i gang.

Partier vil hæve sygeplejerskers løn

Torsdag varslede landets sygeplejersker strejker på sygehuse og i kommunerne, fordi de mener, det er tid til at gøre op med tjenestemandsreformen fra 1969. Den er med til, at sygeplejersker får lavere løn end for eksempel lærere og politibetjente.

Nu skriver Jyllands-Posten, at flere partier melder sig ind i kampen om opgøret med reformen. 

Indtil nu har venstrefløjen støttet sygeplejernes kamp for lige løn, men også Dansk Folkeparti og Radikale siger, at Folketinget bør gå ind i sagen.

Det vil koste 20 milliarder kroner, hvis lønløftet gjaldt alle Ligelønsalliancens kvindefag som BUPL, FOA, SL, DSR, skriver DR.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviser at blande sig i forhandlingerne om overenskomsten for sygeplejerskerne.

 

Socialdemokratiet vil forbyde salg af alkohol mellem 22 og 7

Sidste måned skrottede borgerrepræsentationen et udkast til en plan for hovedstadens natteliv, som blandt andet forslog, at serveringssteder ikke skulle have lov til at forny alkoholbevillinger efter 24.

Nu er Socialdemokratiet også på krigsstien overfor det københavnske natteliv. Det skriver Berlingske, som har set partiets udspil om nattelivet, som dog endnu ikke er offentliggjort.

Socialdemokratiet foreslår at stoppe for salg af alkohol fra klokken 22 til 7. Forslaget skal være et værn mod fest i gaden og en håndsrækning til restaurationer med ordentlige forhold, skriver partiet i forslaget.

Konservatives Karina Bergmann forventer ikke, at partiet kan støtte forslaget. Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard mener grundlæggende, at det er en god idé.

Stigende tyske dieselpriser påvirker Danmarks CO2-udslip

Ved årsskiftet hævede Tyskland prisen på diesel og benzin, og derfor blev det mere attraktivt at tanke i Danmark. Det betyder, at Danmarks CO2-udslip nu står til at stige med 300.000 ton, viser nye beregninger fra Skatteministeriet. Det skriver Altinget Transport.

Næste år vil der blive tanket 128 millioner flere liter benzin og diesel i Danmark, viser beregningerne.

Radikale mener, at regeringen bør handle på de nye informationer, da Danmark i forvejen er langt fra at nå vores CO2-mål om at reducere udledningen med 70 procent i 2030.

Eksperter: R mangler at handle på opgør med udlændingepolitikken

Berlingske har på dagens forside spolet tiden tilbage til før folketingsvalget i 2019. Dengang stod Radikale fast på et opgør med udlændingepolitikken, før de ville støtte Mette Frederiksen som statsminister. 

Men ifølge flere politiske eksperter mangler partiet at handle på truslerne.

Det er især Radikales opgør med S og DF’s paradigmeskift på udlændingeområdet og også Radikales fokus på at belønne flygtninge, der lærer sproget og tager del i arbejdsmarkedet, som eksperterne ikke mener, partiet har handlet på.

Nye statsborgerskabsregler får konsekvenser for 16 ansøgere

Ligesom i går skal vi lige runde en historie om de nye regler for statsborgerskab. Mattias Tesfaye oplyser til Jyllands-Posten, at den nye stramning betyder, at 16 personer efter en lang ansøgningsproces alligevel ikke får dansk statsborgerskab.

De 16 ansøgere har fået betingede domme for at bryde straffeloven. Og da de nye regler har nultolerence overfor kriminalitet, udelukker det som udgangspunkt de personerne fra statsborgerskab for evigt.

Statsborgerskab bliver givet via to årlige lovforslag. Næste lovforslag ventes fremsat torsdag den 29. april, og omfatter knap 2.000 nye statsborgere.

Det sker i dag:

  • Folketingets partier mødes for at diskutere afgangsprøver og eksamener til sommer. I februar blev de enige om, at der skal gennemføres færre eksaminer til sommer med mulighed for at justere reglerne efter coronasituationen.
  • Mette Frederiksen taler på Joe Bidens virtuelle klimatopmøde.
  • Demonstranter fra den klimaaktivistiske bevægelse Extinction Rebellion planlægger at blokere for trafik omkring Aalborg Portlands produktion.
  • De amerikanske sundhedsmyndigheder ventes at meddele, om USA vil genoptage brugen af coronavaccinen fra Johnson & Johnson. Brugen af vaccinen har været sat i bero, mens myndighederne undersøger, om brug af vaccinen kan øge risikoen for blodpropper.
  • Klokken 11: Folketingets Epidemiudvalg har kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om minkvarianten cluster-5.

Forrige artikel Eksperter: Bitre sygeplejersker kan blive et alvorligt problem for sundhedsvæsenet Eksperter: Bitre sygeplejersker kan blive et alvorligt problem for sundhedsvæsenet Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?