Dagens overblik: Danske kvinder fra IS-fangelejr er i hemmelighed sigtet for terror

Eksperter sår tvivl om tidsplanen for økonomisk erstatning til minkavlerne. Danske kvinder fra IS-fangelejre er i hemmelighed blevet sigtet for terror. Og så forsvarer Enhedslisten deltagelse i landbrugsaftale, selvom partiet kritiserer den. Få overblikket over dagens nyheder. 

God morgen og velkommen til Altingets nyhedsoverblik.

Vi begynder med DR’s historie om, at flere eksperter nu sår tvivl om tidsplanen for økonomisk erstatning til minkavlerne.

Efter planen skal erstatningerne til avlerne være behandlet i løbet af tre år. Men det kan komme til at tage længere tid, end Fødevareministeriet hidtil har skønnet, vurderer flere eksperter.

”Tidsplanen virker urealistisk, især når man tænker på, at der her skal behandles over tusind sager,” siger Anette Kusk, advokat og partner i Dahl Law, til DR.

I en skriftligt svar oplyser fødevareminister Rasmus Prehn (S), at det fortsat er embedsværkets vurdering, at det vil tage ”cirka tre år”, før alle minkavlere har fået udbetalt deres fulde erstatning.

Enhedslisten forsvarer deltagelse i landbrugsaftale
Allerede under fremlæggelsen af aftalen om landbrugets grønne omstilling kritiserede Enhedslisten den for at være utilstrækkelig.

Men partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, forsvarer i et interview med Altinget beslutningen om alligevel at lægge stemmer til den længe ventede aftale.

For Mai Villadsen er det såkaldte "genbesøg" af aftalen om et par år afgørende for, at Enhedslisten i sidste ende har valgt at skrive under på aftaleteksten.

”Ved genbesøget skal vi sidde med ved bordet og ikke efterlade landbrugspolitikken på Vermunds og Ellemanns hænder,” siger Mai Villadsen til Altinget.

I Altingets analyse kan du læse mere om, hvad det betyder, at størstedelen af reduktionen er udskudt til efter næste valg. 

Danske kvinder i IS-fangelejre er sigtet i hemmelighed

Tre danske kvinder, der sidder i IS-fangelejr i Syren og venter på at komme til Danmark, er allerede blevet sigtet for terror.

Kvinderne er sigtet i dyb hemmelighed ved et grundlovsforhør i sommer, afholdt for såkaldt dobbeltlukkede døre, skriver DR, som har fået indsigt i retsdokumenter i sagen.

”Der skal selvsagt være konkrete beviser for at få kvinderne dømt, men der skal ikke særlig meget til. Det kan for eksempel være udrejseplaner, kontakt til islamister og rabiate tilkendegivelser på sociale medier,” siger professor Jørn Vestergaard til DR.

Nato-chef advarer mod europæisk forsvarsalliance
Efter at Frankrig grundet en ny forsvarspagt mellem Australien, Storbritannien og USA sidste måned mistede en trecifret milliardaftale om at bygge ubåde, har især franske politikere udtrykt støtte til en europæisk forsvarsalliance.

Men det vil risikere at splitte Europa og svække det transatlantiske samarbejde, advarer Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, som er Washington D.C. for at deltage i møder i Det Hvide Hus.

”Ethvert forsøg på at svække det transatlantiske bånd ved at skabe strukturer, der udtrykker idéen om, at vi kan klare os selv, vil ikke bare svække Nato. Det vil også splitte Europa," lød det her fra Stoltenberg, skriver Ritzau.

Overblik over kommende lovforslag

Politikerne har netop taget hul på et nyt folketingsår. Og en energiø i Nordsøen, opfølgning på Ydelseskommissionen og flere billige almene boliger er blot nogle af de ting, som regeringen vil sende til afstemning i Folketinget i løbet af folketingsåret 21/22.  

Altinget har her samlet et udpluk af de planlagte forslag. 

Det sker i dag:

  • Klokken 09:00: Rigsretssagen mod Inger Støjberg fortsætter
  • Klokken 09:30: EU's miljøministre mødes
  • Klokken 11:00: Altinget uddeler årets Ting-Pris. Ting-prisen gives til en dansk politiker med særlig evne til at kommunikere sin politik.

 

Forrige artikel Her er de 174 love og lovændringer, regeringen vil foreslå i dette folketingsår Her er de 174 love og lovændringer, regeringen vil foreslå i dette folketingsår Næste artikel Arbejdsgivere revser ny aftale om arbejdskraft Arbejdsgivere revser ny aftale om arbejdskraft