Corydon: Vi havde ikke behøvet at tabe på udlændingepolitikken i 15 år – og Mette Frederiksen har ikke rene hænder

Bjarne Corydon fortæller en anekdote fra sin barndom. Hans forældre havde ellers altid stemt socialdemokratisk, ikke så meget ud fra store politologiske overvejelser, eller fordi man var voldsomt engageret i det, Corydon stadig kalder bevægelsen.

I Corydons hjem stemte man socialdemokratisk, fordi man kom fra arbejderklassen. Igen, ikke som en sociologisk kasse i en politisk teori, men som et miljø med bestemte værdier og vilkår. Og hvor man var bevidst om, at der fandtes andre miljøer, hvor folk havde andre vilkår og bedre privilegier og stemte borgerligt.

”Jeg er working class,”som Corydon siger på et tidspunkt. Ikke med en stemning af ”jeg rejser mig trodsigt i vrimlen”, mere fra et punkt, hvor faktuel konstatering møder indrømmelse af ubekvemme sandheder.

Men i de tidlige decemberdage i 1981 var tingene anderledes i hjemmet i Kolding. Anker Jørgensen havde udskrevet valg – det femte folketingsvalg på blot otte år – og blandt de mange tusinde stemmer, Anker Jørgensen kom til at tabe, var Bjarne Corydons forældres.

Måske havde den dengang 8-årige Bjarne Corydon haft det på fornemmelsen, for han spurgte faren, om han havde stemt, som de plejede. Det havde han ikke.

”Det har vi ikke råd til i øjeblikket,” svarede faren.

Det var Anker Jørgensen, der ikke var råd til. Det var, at Socialdemokratiet ikke tog fat om at løse problemet med den høje inflation og de skyhøje renter på statsgælden, der tømte statskassen for penge og truede med at sende velfærden i afgrunden. Det var de manglende svar på, hvad der skulle ske med produktiviteten, der var blevet væk sammen med væksten, der ikke var råd til. Og frem for alt var der ikke råd til at blive ramt af den arbejdsløshed, der bare var steget og steget siden 1973, fra næsten ingenting til 10 procent i 1982.

”Min mor havde svært ved at finde arbejde, og det med at være i beskæftigelse dengang, det var ikke noget, man kunne tage for givet. Heller ikke selv om man var flittig og dygtig. Det var dels et økonomisk problem, fordi det betød, at man ikke kunne komme på ferie eller ikke kunne skifte vaskemaskinen ud, hvis den gik i stykker. Men også rent værdighedsmæssigt var der ikke noget værre. Min far havde arbejdet, siden han var 13 år. Tanken om, at han skulle modtage almisser, var ham så inderligt imod,” fortæller Corydon.

Selvom Socialdemokratiet tabte ni mandater i 1981, dannede Anker Jørgensen alligevel en smal og skrøbelig ét-parti-regering, som han præsenterede på årets næstsidste dag. Men regeringsdannelsen var nærmest det eneste, det kunne blive til, og den sad kun ni måneder, inden Anker Jørgensen måtte give op.

Herfra skulle der gå mere end ti år, før en socialdemokrat igen skulle få statsministerposten. I stedet kom Poul Schlüter og de borgerlige til, og med dem reformerne af den danske velfærdsstat, én for én og lidt efter lidt, men aldrig uden at høre op de næste 40 år. Anekdoten om dengang, Corydonhjemmet brød med Socialdemokratiet, er afgørende at have med, når det kommer til Bjarne Corydon, hans tidligere virke som topsocialdemokrat og finansminister, og hvorfor han og partiet har brudt med hinanden. Det er her, det politiske bliver personligt – og det personlige politisk.

”Der var en skam forbundet med 1970’erne og 1980’erne. Det vil jeg gerne sige åbent. Ikke bare for mig, men for min familie,” siger Corydon.

”Vi syntes, at Socialdemokratiet i den periode havde svigtet og været på afveje. Man havde flirtet med at sige nej til EF, som det hed dengang, med at bryde med amerikanerne og bevæge sig væk fra Nato. Ikke evnet at styre økonomien og underlagt sig pamperne i fagbevægelsen. Det brød vi os virkelig ikke om.”

Corydon blev en ung mand i løbet af Schlüters 80’ere, og da han blev partipolitisk professionel i Socialdemokratiet i løbet af 1990’erne fik skammen en politisk overbygning.

”Var der noget, man fik pryglet ind i sjælen, hvis man var ung og ambitiøs i partiet, så var det, at 1970’erne og 1980’erne aldrig nogensinde måtte gentage sig,” som han siger.

Helt kort udgør det Corydons anklageskrift imod Mette Frederiksen og hendes socialdemokrati. At de gentager Anker Jørgensens svigt.

Egentlig er det for at udfordre den anklage, at jeg er troppet op på Bjarne Corydons kontor på Børsen en regnfuld efterårsmorgen. For der var ét navn, der stod mig i hovedet, da Mette Frederiksen i slutningen af september præsenterede regeringens reformprogram, og diamanten i det var et forslag, der udvider udbuddet af arbejdskraft ved at beskære dagpengene for nyuddannede. Hans.

Er afstanden mellem dem egentlig stadig så stor, som såvel partiet som Corydon har malet den op de senere år?

Må han ikke bare indrømme, at Mette Frederiksens socialdemokrati historisk, strategisk og taktisk bare har bedre fat om magten, end dengang det var ham og Helle Thorning-Schmidt, der sad på den?

Og hvis ikke – hvorfor sluttede det hele så for ham efter blot én valgperiode?

Frederiksen har bøjet sig for virkeligheden

I dag har Bjarne Corydon selv for længst brudt med partiet, og partiet med ham. Foreslår man folk i Socialdemokratiet, at det, de har gang i med deres reformprogram, er Corydon op ad dage, skal man afsætte god tid til de lange forklaringer – bistået af ivrig hovedrysten – om, at det er det altså slet, slet ikke.

Hvad siger han selv?

”Idémæssigt er der tale om et stort ryk. Et tavst, men indiskutabelt knæfald for den økonomisk logik, jeg i sin tid prædikede.”

Men?
”Alle de sødestoffer – med ophævelsen af gensidig forsørgerpligt og forhøjelsen af dagpengene som de værste eksempler – som man har hældt ned i gryderetten for at turde servere den, synes jeg var helt ude af takt med, hvordan man plejer at lave den slags politik i Danmark. Det er forslag, der ikke engang kan betale for sig selv. Med ophævelsen af gensidig forsørgerpligt giver man mange tusind mennesker, der aldrig kommer i nærheden af arbejdsmarkedet, en højere ydelse, og med forhøjelsen af dagpengene indfører man en orlovslignende praksis ved jobskifte. Statskassen ville være rigere, hvis man lod være. Det er populisme,” siger Corydon.

Vi sidder rundt om et bord på hans – efter danske chefredaktørers standard – ret lille kontor, som tidligere blev beboet af hans forgængers sekretær. Årene siden han var i vælten i dansk politik synes at være gået sporløst hen over ham. Han ligner sig selv med andre ord. Det bryske og magtfulde tilstedevær, der for ti år siden fik folk til at give ham det mafiøse tilnavn Don Corydon, er intakt.

Der stråler en bokserens glæde ved en modstander i ringen fra hans øjne, når man stikker til hans forklaringer. Undervejs når han at konstatere, at mine spørgsmål er alt fra noget, jeg har fra Enhedslistens Pelle Dragsted (det er ikke en ros, hvis nogle skulle være i tvivl) til, at jeg har ”åbnet endnu et kapitel i infantiliseringens historie”.

Corydon er en mand, der finder en dyb bekræftelse i at møde modstand. Det gør ham interessant at interviewe, men det er også sådan, han ser på sit eget politiske eftermæle. For ham er modvind sådan, det føles for en leder, når han gør noget rigtigt.

”Hvis du vil lave reformpolitik i Danmark med lav smertetærskel, hvor du sikrer dig, at du ikke kommer ud i den form for modvind, som jeg har intens erfaring med, så får du ikke udrettet en pind. Og jeg synes, hele Danmarkshistorien demonstrerer det – når politiske ledere, og ikke kun de socialdemokratiske, for alvor udrettede noget, har de været villige til at betale en politisk pris for det,” som han udtrykker det.

Det er det substantielle i Corydons angreb på regeringen. Den mangler lederskab, fordi man ikke vil gøre det, der gør ondt lige nu, måske særligt på ens egne vælgere, men er godt, igen særligt for ens egne vælgere, på lang sigt. Og dermed svigter man også kernen i Socialdemokratiets arv.

”Jamen, hvad er Socialdemokratiet historisk? Det er jo et langt eksperiment i lederskab, hvor man ikke bare går ved siden af de mennesker, man repræsenterer, men foran dem. Hvor målet er at forene deres og hele landets interesser. Klassekamp er for beton-kommunister og fantaster på venstrefløjen. Det forstod de bedste socialdemokratiske ledere for mange årtier siden. Det er, som om Frederiksens hold har fortrængt den del af historien. Alle de beslutninger, man har truffet historisk: Nato-medlemskab, EF-medlemskab, indkomstpolitik, det er alt sammen været kendetegnet af, at man har forstået repræsentation temmelig avanceret – nemlig godt for samfundet og godt for dem, man snævert set har repræsenteret på længere sigt. Meget ofte til deres umiddelbare misnøje.”

Ikke en skid at gøre med åndelig forvildelse

Det er her, Corydon støder frontalt ind i den fortælling, som Mette Frederiksens socialde- mokrati med Kaare Dybvad Bek og Peter Hummelgaard som ideologer har fremført. Nemlig, at partiet i løbet af 1990’erne, nul- lerne og første halvdel af tierne havde kappet forbindelsen til netop de vælgere, man skulle repræsentere. På velfærdspolitikken og især på udlændingepolitikken, hvor man ikke havde villet se problemerne i øjnene og tage affære.

At Mette Frederiksen så genetablerede forbindelsen til de tabte vælgere, først via en vedvarende kampagne igennem de første tre år af hendes formandskab, hvor hun igen og igen understregede, at moderpartiet havde taget fejl i udlændingepolitikken, og borg- mestrene på Vestegnen, der stod til halsen i integrationsproblemer, havde ret. At forsla- get om en ret til tidlig pension – Arnes tur – bekræftede de vælgere i, at ”vi er blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik,” som Frederiksen sagde på partikongressen i 2018. Den fortælling er – ifølge Corydon – decideret forkert.

”Når udlændingepolitikken ikke kunne sættes på plads i partiet, er det fordi, at de, der havde ambitioner om at bestemme og indtage formandsposten, brugte det som et mobiliseringsvåben mod dem, der havde magten. Igen og igen. Og der er ingen, som har rene hænder i det der. Heller ikke Mette Frederiksen.”

Hvordan det?

”De første skridt på hendes karrierestige handlede jo om at bebrejde Poul Nyrup og Karen Jespersen, at de ville føre en strammere udlændingepolitik, efter Socialdemokratiet havde tabt valget i 2001. Det var meget populært i dele af Socialdemokratiet og dele af baglandet, og det kunne man bygge sig en base på.”

”De mennesker, der bestemte i Socialdemokratiet, valgte med åbne øjne, at forfølgelsen af deres personlige ambitioner var vigtigere end at få løst partiets problemer med udlændingepolitikken, og det betalte både partiet og Danmark en pris for. Det ville jo klæde dem at få en samtale med sig selv og hinanden og offentligheden om det i dag. Og det gælder også den siddende statsminister.”

Men har hun ikke netop gjort det?

”Men har hun åbent været ved, at hun forhindrede Socialdemokratiet i at gøre det rigtige. Proaktivt?”

Det mener du ikke?

”Nej. Altså, da Lykketoft gik efter formandsposten, brugte han blandt andet udlændingepolitikken til at underminere Nyrup, arm i arm med Ritt Bjerregaard, der blev valgt til integrationsordfører i 2001, hvor Nyrup stadig troede, han kunne blive siddende. En af de største kampe i Socialdemokratiet var, om man måtte, sige at antallet af udlændinge spillede en rolle. Det virker helt barokt i dag. I Ritt Bjerregaards tid måtte man ikke sige det, og hvem stod lige bag hende? Det gjorde Mette Frederiksen. Da Lykketoft så blev formand, og tænkte, at man nok hellere måtte stramme op på udlændingepolitikken alligevel, så var det hans tur til at blive undermineret af den gamle Aukenfløj. Og så blev det Helle Thornings tur – og jeg er selvfølgelig biased i retning af at give Helle, hvad der er Helles, for det er hende, der laver det gennembrud ved at få overtalt de Radikale til 24-årsreglen og tilknytningskravet og siden den vel indiskutabelt vigtigste stramning siden Fogh om midlertidigt ophold til syrerne. Hun indså fra begyndelsen i 2005, da hun blev formand, at hun var nødt til at gøre noget, og hun prøvede også at indgå aftaler med Fogh-regeringen. Igen – fuldstændig klar underminering fra Aukenfløjen. Fordi de mente det? Ja, men også fordi de gerne ville svække hende.”

”Så det har ikke en skid at gøre med en åndelig forvildelse fra ledende socialdemokraters side, hvor de var blinde overfor problemerne med udlændinge. Grundlæggende har man ligget kynisk og brugt det som våben i en personlig magtkamp på bekostning af deres parti i 20 år. Mette Frederiksen inklusive. And that’s it!”

Jeg hørte folks angst

Jeg indvender, at det vel er sådan, politik er. Måske var det netop, fordi Mette Frederiksen tilhørte den udlændingepolitiske slapperfløj, at hun kunne flytte Socialdemokratiet. Det er Corydon enig i.

”Ja, det er Nixon goes to China: Den, der ender med at gennemføre det, er den, der forhindrede det kunne ske,” som han siger med henvisning til, den amerikanske præsident, der i 1972 førte kampagne imod Demokraternes George McGovern for at være for eftergivende over for kommunismen, og bagefter selv besøgte Mao Zedong.

”Det holder heller ikke mig vågen om natten, det vigtigste er jo altid resultatet,” slår han fast.

”Men hvis du vil drage en lære af forløbet, bliver du nødt til at forstå sandheden om, hvad der faktisk skete.”

Jeg indvender også, at da Mette Frederiksen flyttede partiet på udlændingepolitikken, var det ikke bare en reformulering af ét politikområde, men en større omkalfatring af partiet, dets verdensbillede og grundlæggende samfundsanalyse.

Især af forholdet mellem Socialdemokratiet, velfærdsstaten og globaliseringen, hvor det nuværende socialdemokrati i dag ser det som sin opgave at beskytte velfærden og borgerne mod de negative konsekvenser af globaliseringen – herunder migration. At man nu solidariserer sig med den følelse af utryghed og udsathed, globaliseringen har ført med sig, og på et strategisk plan har man derfor opgivet storbyvælgeren, som er overladt til de øvrige partier i centrum-ven- stre, mens Socialdemokratiet er blevet provinsens parti for dem uden en lang universitetsuddannelse. Og at det har flyttet vælgere og magt til Socialdemokratiets store fordel.

Corydon er for så vidt enig, men han ser det som udtryk for svigt af historiske proportioner.

”Du er helt inde ved nerven, men fra at sige, at man har lyttet til menneskers bekymring og til så at sige, at jeres verdensbillede er fuldstændig korrekt, og det vil jeg gøre alt for at lade, som om at jeg styrer landet efter. Der er der jo en afgrundsdyb afstand,” siger han.

”Dengang i 1970’erne hvor dagpengeperioden var uendelig, var det da også sådan, at en masse helt konkrete mennesker følte en helt konkret tryghed i forhold til det. Min mor var én af dem. Og der skete det, at da man endelig begyndte at reformere det – og det skete i realiteten først i 90erne – var der nogle mennesker, der mistede den tryghed. Ikke mindst mange unge, der virkelig fik en hård tur. Men det var derfor – alene derfor – at det lykkedes at bevæge samfundet hen i en retning, der fungerede bedre for de selvsamme mennesker. Fordi prisen for at have den der type beskyttelse var jo unødvendig høj arbejdsløshed og tabt velstand, og dermed unødvendigt store problemer med at finansiere vores velfærd,” siger han.

Hørte du den ængstelighed, da du sad med rorpinden i partiet?

”Ja, da.”

Men gav du udtryk for det, da du sad på magten? Har den gruppe vælgere følt, du hørte dem? Havde du et svar til dem?

”Lad os lige starte med at skille udlændinge ud af det. Jeg har arbejdet sammen med Mette Frederiksen i 14 år, i meget skiftende kapaciteter. I hele den periode kan ingen være i tvivl kan om, at i forhold til udlændinge har jeg haft en meget mere kontant holdning, end hun har. Det kan bare ikke diskuteres. Det ved alle, der har haft noget med os at gøre. Men respekt for at flytte sig. Det ville jeg også have gjort.”

Okay...

”Jeg synes, jeg repræsenterede de mennesker glimrende. Det, de primært var angste for i den periode, hvor jeg havde politisk magt, det var arbejdsløshed. Det, der primært bekymrede dem, det var økonomisk uansvarlighed. Og husk altid, at middelklassen er mange ting. Mange af de mennesker, der stemte på Thorning i 2015 var ikke bange, men stolte og ambitiøse. På landets, deres egne og deres børns vegne. De ville gerne kraftigt frabede sig fremtidsangst fortidsromantik. Mange af dem søger muligheder i de store byer. Hvem repræsenterer dem i dag?”

”Der er jo en kæmpe forskel på, om man ser folks ængstelighed, anerkender, repræsenterer det, og måske også er født af det i forhold til ens personlige biografi, og så om man lader sig fortabe i det. Og den forskel er i mine øjne forskellen på populisme og det, jeg ville kalde moderne socialdemokratisme.”

Og hvis vi tager udlændingepolitikken med igen?

”Så kan man sige, at udlændinge er et delelement i det. Kunne det være fixet langt tidligere og uden at give køb på så meget arvegods? Svaret er åbenlyst ja. Men igen; det handler kun om interne magtkampe.”

Men det virker nu – Socialdemokratiet har med Mette Frederiksen løst partiets problem på udlændingepolitikken og står historisk stærkt?

”Ja, men hvis vi skal lave en intellektuel analyse af, hvornår hvem fik hvilke idéer med hvilken effekt, så er det bare indiskutabelt, at det der i dag sikrer Socialdemokratiet flere vælgere, nemlig udlændingepolitikken, det kunne man uden problemer have gjort for længe siden. Og det er en af de største misforståelser blandt dem, der analyserer Socialdemokratiet, men som ikke selv har været en del af det. Det, Mette Frederiksen har gjort på udlændingepolitikken, er ikke noget, hun har gjort gratis. Det er noget, hun har købt.”

Hvad betyder det?

”For at blive stram på udlændingepolitikken, er hun blevet slap på økonomi, og det er den deal, hun har lavet for at få for de socialdemokratiske medlemmer og de røde støttepartier til at spise det. Men det havde man ikke behøvet, hvis man havde været villig til at udvise noget lederskab. Det er noget, hun har gjort, fordi kommunikation betyder så meget for hende. Prisen for at bevæge sig derhen på udlændinge er, at man har måttet opgive det, der fungerede på økonomi.”

”Det regeringen gør, det er, at den tænker: vi kan sagtens smide et par ting på bålet af kommunikationsårsager – Arne, velfærdslov, højere dagpenge, gensidig forsørgerpligt. Og det fremstilles så som den store innovation. Men der er jo ikke noget innovativt i at falde for en fristelse til at gøre noget kortsigtet. Den option har været til rådighed for alle socialdemokratiske ledere, men der har været en grundopfattelse af, at hvis man først går ned ad de slisker, så fører de tilbage til 1970’erne. Hvad der ikke er investeret i at få knæsat nogle principper, for eksempel at vi grundlæggende skal skifte vægten i de offentlige udgifter fra overførsler til service, mindre passivt og mere aktivt, at vi skal have flere og ikke færre til at arbejde – altså, udvide arbejdsudbuddet. Det man har gjort, det er at skride fra de principper af kommunikative hensyn.”

Eller repræsentative hensyn?

”Kommunikative.”

På et tidspunkt mister man troen

Som sagt: Corydon er stadig sig selv. På et tidspunkt tegner han et billede på et stykke papir af, hvad politisk ledelse er: En mand, der løber med en elastik i ryggen, som er fastgjort til en cementblok. Cementblokken er partiet, og manden med elastikken, der bli- ver sværere og sværere at strække ud, er den politiske leder, der løber og løber for at flytte blokken.

Han og Thorning har været den mand, Nyrup og Lykketoft var det i 1990erne, Tony Blair og Gerhard Schröder har også været den mand. Folk, der i Corydons øjne har forsøgt – og også til dels er lykkedes med – at flytte deres socialdemokratiske partier og samfundet ind i en god fremtid. Men som til sidst også har måttet give op.

”Partierne er under en form for nedbrydning i dag, hvor deres kapacitet til at træffe egentlige strategiske beslutninger på samfundets vegne er under stadig afvikling. Færre og færre medlemmer, der bliver ældre og ældre, og som mere og mere ude af sync med vælgerne som helhed. Det gælder alle steder. Også i Socialdemokratiet. De tænker, nu er det min tur til få lidt hjælp af fjederen, så skidt med at jeg faktisk skal løbe baglæns. Jeg tror måske alligevel ikke på, at jeg kan flytte cementblokken længere, særligt når der ikke rigtig er andre, der vil trække med. På et tidspunkt mister man troen på, at skidtet kan rykkes videre. Det var der, jeg endte. Jeg ville bare ikke være med til at løbe baglæns.”

Men kan man ikke også komme til at dyrke den indstilling for meget – du opsøgte så mange slåskampe, fordi det bekræftede dig i, at du havde ret?

”Det er et smukt psykologisk greb, og det kan der da også være en vis sandhed i. Men mit svar til det er, at hvis du ser på samfundsudviklingen, og ikke bare i Danmark, er problemet i de her år ikke, at vi har for modige politikere, der søger bekræftelse i modstand. Det er vel det modsatte. Det er snarere populisme og polarisering, der bekymrer folk i dag.”

”Jeg vil meget nødig efterlade dig med det indtryk, at jeg er pessimist. Faktisk har jeg det lige omvendt. Intet er jo afgjort endnu. Måske er tidens populisme bare en parentes i historien. Jeg tror, at mange moderne vælgere og store dele af erhvervslivet føler sig politisk hjemløse. Og tiden rummer én helt oplagt mulighed for at genopfinde ideen om politisk ledelse og lade sig inspirere af de fortidens reformbedrifter. Omfavne og forny alt det, Frederiksen fornægter. Den grønne omstilling kan kun lykkes, hvis det sker. Her er en sag, som virkelig mange mennesker bakker op om. En sag, der helt indlysende kræver noget nyt af os alle sammen. Ligesom med den økonomiske genopretning efter 1970’erne. Vi kunne dengang, og vi kan igen. Men ikke uden lederskab. Og lederskab er ikke i længden foreneligt med at have kommunikation som førsteprioritet.”

es@altinget.dk