Corona har afsløret et fællesskab, jeg aldrig før har været opmærksom på
Den interessante del af fællesskabet er 'det store fællesskab'; de ukendte stemmers og ansigters fællesskab. Kan vi holde sammen, eller er vi ved at blive polariserede? Står vi snart og råber til hinanden?
Fællesskab. Jeg har lært det på den hårde måde i det forløbne år. Mange af os er overbeviste om, at først er det subjektet, mig selv, mine tanker det kommer an på - og så kommer de andre: Fællesskabet.
Det er fællesskabet, der er mit udgangspunkt. Det har jeg lært i år efter at have været disciplineret på afstand af mennesker.
Jeg har savnet den daglige omgang med andre. I et vist omfang har de været der virtuelt, men livet er ikke virtuelt! Man kan ikke sidde og se “fjernsyn” hele dagen og bilde sig ind, at de er der. Jeg kan ikke mærke deres skramlen med fødderne, høre deres suk, se deres trætte ansigtstræk (for de slukker kameraet).
En enkelt gang i årets løb kom én til at glemme at slukke for sin mikrofon, og da den ærede taler for gud ved hvilken gang hævdede sit synspunkt, kom det træt og for fuldt brøl fra ham, der troede, han var alene: “Hold nu kæft!” Det var ren befrielse, men hvor var musehullet?
Fællesskab. Hvad er det egentlig for noget?
Der er et nationalt fællesskab. Vi er opvokset i dette land, med dette sprog og denne kultur.
Der er et kirkeligt fællesskab. Vi er sammen om en gudstjeneste, nogle salmer og noget musik.
Der er et større fællesskab. Alle kristne på jorden. Der er også et fællesskab af religiøse i forskellige religioner.
Der er et politisk fællesskab: Partiet. Den større samling af alle politisk interesserede.
Der er fællesskabet, som manifesterer sig i plastikkort fra dankortet til årskortet til Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet. Der er fitnessklubben, sportsforeningen, galleriet, filmklubben.
Det er alle de fællesskaber, jeg selv opsøger og indgår i - og som jeg investerer i med mit medlemsbidrag. Det fællesskab savner jeg.
Men i løbet af året har jeg opdaget et andet fællesskab, som jeg aldrig før har været så opmærksom på. Kald det bare det anonyme fællesskab, ryggenes og de ukendte ansigters og stemmers fællesskab. Det er nok også det vanskelige fællesskab. Her skal jeg stå min prøve.
Opfatter jeg mig som borger i dette samfund, eller er jeg bare en “kunde”, der indkøber valgfællesskaber og ikke opfatter mig som medejer til hele “butikken”.
Den interessante del af fællesskabet er det store fællesskab - de ukendte stemmers og ansigters fællesskab. Kan vi holde sammen, eller er vi ved at blive polariserede? Står vi snart og råber til hinanden?
Jeg ved godt, at nogen mener, at vi er sammen om at gå mod døden. Det er vores fælles skæbne. I mit univers er det anderledes. Vi går sammen mod livet.
På den vandring sker der ting, der ikke burde være sket. Der er svigt, uvenskab, had på vejen. Der sker ting, der er uigenkaldelige, og som hviler dystert over os.
Derfor taler vi om tillid og tilgivelse. Hvis ikke den fælles vandring skal være en vandring mod død, må det blive en vandring præget af et håb om, at tilgivelsen er en mulighed.
Hvis tilgivelsen skal være en mulighed, og ikke bare et stort ord, der bruges ved særligt højstemte lejligheder, kommer det ikke på tale at glemme uretfærdighed, vilkårlighed og uopdragen opførsel.
Man bliver nødt til at komme ind i den vanskelige forsoning. Det er et sted, hvor man vælger at opgive en del af sin retfærdige vrede i tillid til, at den anden og jeg igen kan mødes i fællesskabet og respektere samfundets regler.
Et demokratis styrke er afhængig af, at jeg tør have tillid til mine modstanderes redelighed, og det er afhængigt af, at jeg lever med en tolerance over for mine modstandere og giver dem ret til at være der - også selv om jeg afskyr deres holdninger eller deres tro.
Vi bevæger os inden for en lovgivning. Den er opbygget på baggrund af en tiltro til, at politik skal bygge frihed op i samfundet, så man kan være borger i et fællesskab på den måde, man allerhelst vil være borger. Derfor har vi meningsfrihed, trosfrihed og ytringsfrihed.
Jeg er biskop i en kirke, hvor jeg ved, at der er medlemmer, som ærgrer sig grumt over, at jeg ikke blev tysklærer, for de anser mig for enten på grænsen for kættersk eller langt over den, og de vil aldrig give mig taletid i deres prædikestol endsige noget andet sted.
Jeg er på alle måder uenig med dem; men jeg er nu glad for, at vi stadig er knyttet sammen i den samme kirke og respekterer modstanderens ret og er med i samme vandring, selv om vi mildest talt ikke går ved siden af hinanden.
Sådan må det også være i det danske samfund. Åndsfrihed og frisind har vi for at holde os sammen og for at turde håbe om livet i fremtiden. Men det kræver tålmodighed og samtale og forsoning.
Uskønt OL i vaccineræs
Biden ville afslutte "the forever wars", men er allerede blevet suget dybere ind
