Carolina M. Maier: Lad os tale om psykisk vold. Her er min historie

Man skal bare kaste et helt kort blik på tallene. Under corona-nedlukningen er antallet af henvendelser til landets krisecentre på baggrund af vold i hjemmet steget markant.

Organisationen Lev Uden Volds tal viser, at hvor de på en normal måned modtager mellem 200 og 300 henvendelser, så lå tallene for månederne efter pandemien brød ud og resten af året mellem knap 400 til helt op mod 500 henvendelser per måned.

Tal fra Det Kriminalpræventive råd viser, at 0,1 procent af den danske befolkning årligt udsættes for fysisk partnervold. Af disse er 90 procent af ofrene kvinder. Det samme tal for psykisk partnervold er på 2,5 procent af befolkningen – også her er kvinder overrepræsenterede, idet fire ud af 100 kvinder udsættes for psykisk partnervold, mens tallet for mænd er én ud af 100. Dette er dog før-corona-tal.

I 2019 kriminaliserede Folketinget psykisk vold på lige fod med fysisk vold. Det er godt og nødvendigt, at politikerne har fået øjnene op for, hvor ødelæggende og traumatiserende det kan være at være udsat for psykisk vold.

Men det er en svær størrelse at håndtere, når det kommer til juraen. Dels kan offeret være i tvivl om, hvorvidt han eller hun egentlig er udsat for vold, eller hvorvidt det "bare" handler om et meget konfliktfyldt parforhold. Grænsen er jo flydende. Dels kræver det – med god grund – dokumentation, hvis en anklage om psykisk vold skal føre til domfældelse.

Så selv om lovgivningen har stor og vigtig signalværdi, skal vi ikke forvente, at psykisk vold med et fingerknips forsvinder, bare fordi det er blevet strafbart. Det er nemlig med det, som med så meget andet: For at vi for alvor kan få øjnene op for problemet, skal vi tale højt om det. Meget højt.

Hvor 2020 var året, hvor seksuelle krænkelser kom på dagsordenen, hvor modige kvinder stillede sig frem med frygtelige historier, og hvor arbejdspladser pludselig fik alvorligt travlt med at granske egne kulturer, så lad 2021 blive året, hvor det bliver legitimt at stille sig frem og fortælle om den psykiske vold, som alt for mange kvinder – og også nogle mænd – oplever på daglig basis.

For præcis som det også er tilfældet med de seksuelle overgreb, så er der særligt ét kendetegn ved at have været udsat for psykisk vold, som er så frygteligt effektivt, når det kommer til at gå stille med dørene om sine oplevelser: At det er så skamfuldt.

Det er skamfuldt at være blevet "taget ved næsen", ikke at have sagt fra i tide, at lade sine grænser overtræde, at blive i et forhold til en person, som kontinuerligt nedgør og nedvurderer dig, og som grundlæggende ikke respekterer dig. Det er måske særligt skamfuldt for de af os, der egentlig har en forståelse af os selv som stærke og selvstændige individer. Men dynamikkerne i relationer præget af psykisk vold er komplekse – det kan fagpersoner udfolde. Det kan være så nemt at blive fanget ind. Og så usandsynligt svært at gå.

Jeg har selv været fanget i et sådant forhold. Til en mand, som grundlæggende set ikke var i relationen for min eller vores fælles kærligheds skyld, men for sin egen. Det var et forhold præget af svigt, løgne, utroskab og små, næsten umærkelige, men hyppige nedvurderinger – som at mit tøj var grimt, mit hår var forkert, det samme var mine sko, min parfume duftede ikke godt, og mit arbejde var en børnehave, som ingen kunne tage seriøst.

Det åbenlyse spørgsmål, man ofte får, når man fortæller om en sådan relation, er naturligvis: "Men hvorfor gik du ikke bare?"

Det er nok det sværeste spørgsmål at besvare. De af jer, der læser dette, og som selv har været i et tilsvarende forhold, ved, hvor svært det er at besvare lige præcis dét spørgsmål. Men nogle af svarene er, at den nedgørende kritik bliver serveret så subtilt og kun bag lukkede døre. At man kæmper og kæmper for at finde tilbage til det gode, der var engang, og som jo stadig dukker op i øjeblikke og gør alting bekymringsløst for en stund. At man synes, det er synd for sin partner, at han har det svært. At ens dømmekraft stille og roligt bliver fucket up. At man synes, at det at bruge et ord som "vold" om det, man oplever, er alt for grænseoverskridende. Og at man jo elsker det andet menneske højt.

Da jeg endelig kom ud af mit dysfunktionelle forhold og var kommet igennem den første traumatiske fase (de fleste af sådanne forhold slutter dramatisk, tror jeg - således også mit), blev jeg nysgerrig på de spørgsmål, jeg kunne stille mig selv: Hvorfor var jeg faldet for en mand, der ikke respekterede mig? Hvorfor blev jeg i det så længe? Og hvad var det, der gjorde, at jeg kunne gå?

Min nysgerrighed bragte mig til at efterlyse kvinder, der havde været i tilsvarende forhold, med henblik på at interviewe dem om deres perspektiver på de samme spørgsmål. Det har resulteret i, at fem utroligt fantastiske og modige kvinder har delt deres historie og ikke mindst deres ærlige selv-refleksioner i podcasten Dysfunktion, som jeg for kort tid siden udgav.

I forbindelse med arbejdet med podcasten interviewede jeg også psykoterapeut Christina Copty, som har specialiseret sig i narcissisme og psykisk vold i parforhold. Hun møder i sin praksis mange, særligt kvinder, med store ar på sjælen og i hjertet.

En af de ting, Christina Copty sagde, som gjorde stort indtryk på mig, var, at et fællestræk for mange af os, der har været i et sådant dysfunktionelt forhold, er, at vi fra barnsben har lært, at kærlighed er det samme som at længes efter kærlighed – frem for at kærlighed er en forløsning, hvor vi bliver mødt i vores behov.

Den forståelse af kærlighed som en længsel tager vi med ind i vores voksne parforhold, hvilket kan resultere i disse dramatiske og dysfunktionelle parforhold i stedet for 'sunde' relationer, som måske er mere rolige. Denne forståelse af kærlighed som en længsel får i den forstand en karakter af medskyldighed i, at vi ender i disse forhold til partnere, som manipulerer og udøver psykisk vold.

Det hverken undskylder for den afstumpede adfærd, det er at manipulere med sin partners kærlighed eller gør den manipulerede partner til medskyldig i at blive behandlet disrespektfuldt. Men det giver os, der har befundet os i sådanne forhold, en mulighed for at se ærligt og kritisk indad for at forsøge at forstå, hvorfor vi overhovedet blev draget ind i forholdet i første omgang. Og den indsigt og selverkendelse kan give os det allervigtigste: nemlig handlekraften til at gå andre veje en anden gang.

Det er – som en del af min egen proces, men ikke mindst i mødet med de modige kvinder, jeg har interviewet – gået op for mig, at som med alt andet, så kommer vi kun dette frygtelige fænomen til livs ved at tale højt om det. Det kan godt være, der er nogle, der i den anledning skriver grimt om os på Facebook eller Twitter, eller som beskylder os for at være primadonnaer, drama queens eller forurettede og hævngerrige ultrafeminister. So be it.

Det er simpelthen på tide, at vi tager bladet fra munden og peger på det frygtelige fænomen, der lever alt for godt og alt for stille i mange hjem og parforhold: psykisk vold og narcissistisk adfærd. For kun ved at tale højt om det, kan vi hjælpe alle de, kvinder som mænd, der dagligt får nedgørende bemærkninger, svigt, løgne og manipulation retur for den kærlighed, de fra bunden af deres hjerte øser ud af.

Nu har jeg taget bladet fra munden. Og jeg er så uendeligt imponeret over de kvinder, der gør det i min podcast. Nu er ballet åbnet. Lad 2021 være året, hvor også den psykiske partnervold kan se sine egne bedste tider forsvinde i bakspejlet.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.