Britiske premierministerkandidater hyrer Obamas topfolk før bitter valgkamp

WASHINGTON, DC - De britiske premierministerkandidater, der det næste år skal overbevise vælgerne om at sætte krydset ud for dem, er ikke enige om meget.

De to blokke står klart og stejlt over for hinanden,  men én ting er de store partiers ledere - den nuværende premierminister, David Cameron, fra de konservative på den ene side og skyggestatsministeren Ed Miliband fra arbejderpartiet på den anden - dog enige om:

Ingen kan føre valgkamp som amerikanerne, og især ikke Barack Obama. Både Cameron og Miliband har således besluttet at trække på Barack Obamas i dag verdensberømte PR-, analyse-, dataintegrations og kampagnemaskine i den årelange valgkamp, der allerede så småt er gået i gang.

I sidste uge offentliggjorde flere amerikanske og britiske medier således, at Labour har ansat spinmesteren David Axelrod, Obamas mest kendte rådgiver, mens David Camerons "toryer" allerede i 2013 rekrutterede den talentfulde rådgiver Jim Messina.

Messina stod i spidsen for præsident Obamas 2012-kampagne, der som bekendt fik præsidenten genvalgt, mens David Axelrod i USA ofte får tillagt en stor del af æren for forvandlingen af Obama fra ukendt senator fra Illinois til troværdig præsidentkandidat.

Store forventninger
Axelrod er fortsat er tæt på præsidenten, om end han i dag arbejder som privat konsulent, og der er store forventninger til ham:

"Han kommer til at blive en enorm gevinst for vores kampagne, en kampagne hvor vi agter at vise det britiske folk, hvordan vi kan gøre vort land til et bedre sted,"  lød det fra Miliband ved annonceringen af beslutningen torsdag i sidste uge.

Både Axelrod og Messina er hyret som strategiske rådgivere, og Messina skal bistå både Downing Street og partihovedkvarteret med såkaldt strategisk rådgivning, mens Axelrod kommer til at fokusere på valgkampen.

Axelrod sagde anerkendende, at hans nye arbejdsgiver Miliband "har forstået, at en økonomi i vækst kræver bred velstandsfordeling. Det nytter ikke noget, at en lille skare i toppen bliver rigere og rigere, mens middelklassen bliver klemt. Det problem findes ikke kun i Storbritannien, men over alt i den rige del af verden, inklusive her i USA."

Der er en vis tradition for amerikanske rådgivere i Labour - Tony Blair trak også på en række kampagnemagere fra Bill Clintons indercirkel. Og Miliband har ifølge mange kritiske britiske iagttagere et problem, der minder om den unge amerikanske senator i sin tid: han virker ikke altid moden og "statsmandsagtig" nok i vælgernes øjne. At forsyne Labour-lederen med tyngde, kommunikative redskaber og et blik for strategi bliver en af Axelrods største arbejdsopgaver det næste år, ligesom han gjorde det med Obama i 2008.

Kongerne af analyse og integration af big data
Derudover hungrer begge de britiske ledere efter noget, som både Axelrod og Messina kender rigtig meget til: Et indgående kendskab til den banebrydende anvendelse af integration af "big data" om vælgerskaren, som Obama-kampagnen med stor succes anvendte i både 2008 og i 2012.

Det er velkendt, at de ypperste hjerner og unge tech-genier fra Silicon Valley stod i kø hos demokraterne ved begge præsidentvalg. Både softwaren og teknikken var omgærdet af et betydeligt hemmelighedskræmmeri. Ikke desto mindre blev integrationen og analysen af vælgerdata tillagt afgørende betydning for Obamas to sejre.

Omvendt blev det i den ene store baggrundsartikel efter den anden i de amerikanske medier betonet, at republikanerne - hvis partiapparat er ældre og mindre velsmurt samt teknologisk mere trægt - var faldet bag om dansen på dette punkt. Og at dette bidrog til de to nederlag for henholdsvis John McCain og Mitt Romney.

Det handler med andre ord mere om teknik, kommunikation, datakendskab og strategi, end det handler om substans.

Og om end det ved et første blik kan synes bizart, at en siddende amerikansk præsident leverer to af sine mest kendte valgguruer til de to modsatte sider i den britiske valgkamp - hvilket har været den altoverskyggende vinkel i de amerikanske medier - så er det logisk, hvis man betragter moderne politik langt mere som et kommunikativt spil om databehandling og analyse, end som den ideologiske slagmark mellem "højre og venstre", som politik traditionelt opfattes som.

Samme tendens i Danmark
Med den vinkel på er valget af Messina og Axelrod med andre ord logisk.

Det er i øvrigt også et godt bud på, hvorfor de danske socialdemokrater til dele af baglandets betydelige forargelse valgte den tidligere folkesocialistiske skatteminister, Thor Möger Pedersen, som ny udviklingschef. For Möger Pedersen er ikke bare tidligere højre-SF'er eller en del af den fiasko, som sendte SF ud af regeringen.

Han er også chefarkitekten bag hele den forvandling af SF's image, der gjorde partiet spiseligt for både vælgerne samt S og R i første omgang. Og den nu 29-årige tidligere minister og tidligere formands-rådgiver tildeles som regel æren for hele den kommunikative strategi, Villy Søvndal havde så stor succes med, da S og SF op til valget i 2011 indgik i et tættere samarbejde ved at udforme det fælles S-SF udspil, "Fair Løsning".

Udspillet blev udgangspunktet for Helle Thorning-Schmidts og Villy Søvndals valgkamp op til det valg, der sendte førstnævnte ind i Statsministeriet.

I London står en ting imidlertid logisk nok klart: Kun én af Obamas tidligere spinguruer kan være med til at hive en sejr hjem i maj 2015, uanset at de begge kommer anstigende med de amerikanske metoder.

De to blokke står relativt klart og dertil stejlt over for hinanden på adskillige områder - især på indenrigspolitikken og EU.

Spørgsmålet er, om substansen alligevel vil være afgørende, eller om det blot handler om, hvem der er bedst til at indsamle, integrere, analysere og kommunikere vælgerdata.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC.

annegrethe@altinget.dk