Breum: Aki-Matildas sprog-aktion i Folketinget afdækker nye udfordringer for rigsfællesskabet

Aki-Matilda Høegh-Dam er siden hendes første dag i Folketinget efter valget i 2019 blevet kendt som udfordreren fra Grønland, der uforfærdet insisterer på at forfægte, det hun anser for sin og andre grønlænderes retmæssige plads i kongeriget.

Og gerne på utraditionel vis, som da hun valgte at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol.

Den parlamentariske dialog i folketingssalen brød dermed for en stund sammen midt under debatten om statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets tilstand, men Aki-Matilda Høegh-Dam anser det ikke for at være hendes ansvar.

Tværtimod havde hun ifølge egen forklaring på forhånd anmeldt til Folketingets præsidium, at hun ville tale grønlandsk netop ved denne lejlighed. Præsidiet havde altså, som sagen indtil nu er præsenteret, haft tid til at engagere en tolk, men havde ikke ageret på muligheden. 

{{toplink}}

"Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i," sagde Aki-Matilda Høegh-Dam til Ritzau.

Både Enhedslisten og Liberal Alliance støtter hendes grundsynspunkt, at det bør være muligt at tale grønlandsk og færøsk i Folketinget med simultantolkning. Folketingets præsidium skal diskutere sagen 14. juni.

En del anså tydeligvis Høegh-Dams aktion for barnlig og unødigt antagonistisk, et billigt mediestunt. Andre vil givetvis opfatte den som en påmindelse om behovet for fornyelse af det rigsfællesskab, statsministeren redegjorde for.

Aki-Matilde Høegh-Dam og en del i Grønland mener eksempelvis ikke, at "rigsfælleskab" er et dækkende begreb, men alene et retorisk dække over historisk grundfæstede og aldrig aflivede magt-ubalancer og manglende ligeværdighed mellem de to dele af riget.

Det identitære

I bagklogskabens lys kan man mene, at sprog-aktionen i hvert fald ikke burde være kommet bag på nogen. Aki-Matilda Høegh-Dam har ikke lagt skjul på, at hun agter at bruge sin indflydelse i Folketinget til at opnå også den form for indflydelse, man vinder ved at udfordre status quo uden frygt for at støde nogen fra sig.  

Et par eksempler: Da hun ene kvinde – og i øvrigt tingets yngste medlem på det tidspunkt – rykkede ind i 2019, afviste hun det kontor, der blev anvist hende.

Aki-Matilda Høegh-Dam påpegede, at hun ikke bare repræsenterer sig selv, men sit parti, Siumut, så hun formelt set udgør en hel folketingsgruppe.

Hun har derfor efter bogen ret til mere end blot et almindeligt medlemskontor på gangen nær Folketingssalen, hvor de øvrige tre medlemmer fra Nordatlanten har fundet sig til rette.

Efter seje tovtrækkerier fik hun derfor tildelt mere rummelige lokaler andet steds i huset, hvor hun i dag præsiderer over sit sekretariat.

Senere fik Aki-Matilda Høeg-Dam, der har adgang til Socialdemokratiets gruppemøder, ved mindst én lejlighed i Mette Frederiksens første regeringsperiode den socialdemokratiske folketingsgruppe inklusive flere ministre til at synge grønlandske sange – på grønlandsk; en forsmag på sidste uges aktion.

Hendes første tale

Da det ved Folketingets åbning blev tid til hendes første tale fra talerstolen, kasserede hun et mere pragmatisk udkast, hendes medarbejdere havde forberedt.

I stedet redegjorde hun i Folketingssalen uden omsvøb for alle de dybe skader, hun mener, at Danmark påførte Grønland under kolonitiden, herunder de såkaldte intergenerationelle traumer, der længe efter kolonitiden, som formelt endte i 1953, stadig rammer unge mennesker som hende selv:

“Jeg blev født i 1996, altså da Hjemmestyret var 17 år, og jeg var 12 år gammel, da vi fik Selvstyret. Men alligevel oplever jeg som ung grønlænder og nu som folketingsmedlem stadig kolonitidens efterslæb. (...)"

"For selv om det ikke var mig, der var statsborgerskabsløs som min brors far, da han blev født, og selv om det var mig, der var den første årgang, som ikke gik i segregerede skoler som mine forældre, mine søskende, ja, som hele min familie gjorde, er jeg alligevel vokset op med eftervirkningerne af kolonitiden. (...)"

"Det er gået ud over familierelationer, har ført til forøget vold, alkohol- og stofmisbrug, der desværre er ført videre til de næste generationer, til os,” sagde hun. 

{{toplink}}

Mens Mette Frederiksen lyttede med hævede øjenbryn, krævede Aki-Matilde Høegh-Dam på Grønlands vegne en undskyldning for samtlige 300 års koloniherredømme, og gerne straks:

"Det starter med en anerkendelse af vores fælles forhistorie på godt og ondt, det starter med en undskyldning," lød det. Hun forklarede, at Folketinget efter hendes opfattelsen har et stort ansvar for, om Grønland vil ønske at samarbejde med Danmark i fremtiden:

"Grønland er jo på vej mod selvstændighed, hvilket enten kan styrke eller svække samarbejdet med Danmark, alt efter hvordan vi også opfatter denne rejse. Det er nu op til os sammen at vælge, om den svækkede tillid, der var og er mellem Danmark og Grønland, skal forbedres, eller om vi yderligere skal skabe afgrund," sagde hun.

To veje til mål

For at komme nærmere en forståelse af Aki-Matilde Høegh-Dams praksis og tale-grønlandsk-aktionen kan det være nyttigt at sammenligne med Folketingets andet medlem fra Grønland.

Aaja Chemnitz, der har været medlem for partiet Inuit Ataqatigiit siden 2015, er blevet kendt på Christiansborg som overordentlig kapabel og resultatsøgende i den klassiske, nærmest ideale forstand, hvor en myreflittig pragmatisk og imødekommende politiker opnår solide resultater efter lange, seje træk i Folketingssalen, i udvalgsarbejder, samtaler med ministre, afholdelse af konferencer og så videre.

Aaja Chemnitz, der få år tilbage arbejdede i FN i New York, er tidligere børnetalsmand i Grønland og tidligere socialchef i Grønlands største kommune, skolet i det lange seje træk for konkrete forbedringer for Grønland, for de svageste og nationen som helhed.

Hun fremviser gerne den betragtelige liste af økonomiske og politiske sejre for Grønland, der er vundet på Christiansborg i hendes tid. Det er politik i genkendelige rammer, hvor økonomi, social lighed, job, vækst, fred, sikkerhed og materielle fremskridt prioriteres højt.

Ikke underligt, at Aaja Chemnitz i dag også er formand for Arctic Parliamentarians, et netværk af politikere fra alle de otte arktiske lande – de fem nordiske, USA, Canada og Rusland.

{{toplink}}

Aki-Matilda Høegh-Dam forfølger i bredeste forstand sin politik ad et andet og identitært spor, hvor hun insisterer på et Grønland forstået som en samlet sum af kultur og stolte traditioner, historie, sprog og anden egenart, herunder og arven fra kolonitidens tre århundreder.

Ideologisk tankegods

Listen over de mest kendte danske overgreb er snart velkendte; tvangsflytninger, juridisk faderløse, fødestedskriteriet, eksperimentbørnene, spiralkampagnen med videre.

Bag den bevægelse i Grønland, som Aki-Matilde Høegh-Dam er en del af, ligger dog også en opfattelse af mere systemisk undertrykkelse og udnyttelse.

Der har i en årrække været anseelig grøde i det grønlandske politiske miljø, hvor Aki-Matilda Høegh-Dam og andre af beslægtet indstilling – af og til under sloganet "decolonize" – bygger videre på tidligere årtiers politiske fokus på genrejsning af grønlandsk kultur, national egenart og sprog.

Her er opmærksomheden ikke mindst på diskriminationen af den halvdel af befolkningen, der kun taler grønlandsk, og på det der opfattes som en fortsat kolonial økonomisk strukturer mellem Danmark og Grønland, der i kritikernes øjne fastholder kolonitidens mønstre, så væsentlige værdier i Grønland ikke i rimeligt omfang kommer den menige grønlænder til gode – herunder indtjeningen på rejer og fisk. 

Bevægelsens følgere taler om historisk betinget forfordeling af dem i Grønland, der har aktier i det danske, hvad enten det danske forstås som sproget, økonomien, de uskrevne privilegier, kulturel kapital eller andre måder, hvorpå "det danske" kan veksles til magt.

Bevægelsen har ingen egentlige institutioner eller nedskrevet manifest, men spreder sig over flere partier og grupperinger.

På den facon trækker Aki-Matilda Høegh-Dams praksis, herunder hendes tale-grønlandsk-aktion, på ideologiske gods fra identitære bevægelser i resten af verden; herunder Black-Lives-Matter som den globalt set mest indflydelserige. (Se for eksempel Kenan Malik: Not so Black & White, a History of Racism from White Supremacy to Identity Politics,” 2023).

Som i resten af verden er billedet i Grønland ikke simpelt, ikke sort/hvidt. Der er på lange stræk sammenfald mellem Aaja Chemnitz’ og Aki-Matilda Høegh-Dams politik; deres to partier regerer i øjeblikket Grønland i en fælles koalition. Aaja Chemnitz er også enig i, at det bør være muligt at tale grønlandsk i Folketinget.

Begge politikere slås for konkrete fremskridt, der kan forbedre hverdagen for de svageste i Grønland, for grønlændere i Danmark og styrke Grønlands sammenhængskraft.

Begge partier ønsker, at Grønlands bliver en selvstændig stat engang i fremtiden, men de to politikere angriber arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter og ofte med markant forskellige midler.

Gnister

Forskellighederne slår ind imellem gnister. Vi så med Aki-Mathilda Høegh-Dams aktion, hvordan det især kan virke som stærk kost på mange i Danmark (og i Grønland), når prioriteringen af egenart, etnicitet, sprog, og historiske rødder bliver ekstra tydelig.

Samme ses i kølvandet på forslaget fra det grønlandske parti Naleraq om et inuit-register, hvor mennesker med inuit-baggrund skal kunne lade sig registrere i Grønland.

En del af formålet er ifølge de foreløbige udlægninger af projektet blandt andet at gøre det muligt til sin tid at udelukke grupper af ikke-inuitter fra en eventuel folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark.

Dansk Folkepartis Grønlands-ordfører Axel Ahrendtsen kaldte under debatten om Mette Frederiksens redegørelse for rigsfællesskabet Naleraqs formand Pelle Broberg for racist; en betegnelse, Broberg formentlig vil anfægte.

{{toplink}}

Andre vil mene, at en hvid, midaldrende dansker, der end ikke forstår grønlandsk, bør afholde sig fra at skrive om politiske strømpile i grønlandsk farvand på Altinget, selv når dønningerne skvulper helt ind i folketingssalen.

"Pass-the-mike" er en gængs frase i identitære bevægelser – også i Grønland. I Danmark vil der omvendt være dem, der mener, at teksten her er alt for venlig overfor Aki-Matilda Høegh-Dams bevidst provokerende aktion, og vi kan med sikkerhed se frem til flere udvekslinger.

Intensiteten i rigsfællesskabets indre liv er accelererende, og der er allerede dygtige folk både i Danmark og Grønland, der før har boltret sig utvunget i offentligheden, som nu tøver eller tier af frygt for at få ørerne i maskinen.   

Folketingets præsidium kan foreløbigt nøjes med at tage stilling til, hvordan grønlandsk og færøsk tale i Folketingssalen fremover skal håndteres. I Inatsisartut, Grønlands parlament, tales der rutinemæssigt både dansk og grønlandsk med tilhørende simultantolkning.