Bred aftale på plads: Taskforce skal vurdere om Syrien-børn kan komme til Danmark

Regeringen har indgået en bred aftale med flere partier om at nedsætte en taskforce, som skal vurdere mulighederne for at hente danske børn hjem fra Syrien. Enhedslisten står uden for aftalen.

En ny taskforce skal senest 15. maj afdække mulighederne for, at danske børn kan hentes hjem til Danmark uden deres forældre.

Sådan lyder det i en ny aftale, som S-regeringen har indgået med støttepartierne SF og Radikale samt oppositionspartierne Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

Støttepartiet Enhedslisten står uden for aftalen. 

"Det er klart for enhver, at vi kommer fra forskellige udgangspunkter i den her sag. Men dét, vi alle har til fælles på tværs af standpunkter i forhold til forældrene, er, at vi gerne vil hjælpe børnene. Dét fælles ønske, er vi nu blevet enige om at udmønte i en række tiltag, der kan hjælpe børnene både på kort og længere sigt," siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse

Regeringen vil parallelt med taskforcen igangsætte tiltag, der på kortere sigt kan forbedre børnenes vilkår i lejrene. Det er endnu uvist hvilke konkrete initiativer, der er tale om.

Mødre er stridspunktet
Taskforcen skal på baggrund af individuelle vurderinger af de danske børns sager vurdere, om børnene kan evakueres fra de syriske fangelejre uden deres forældre på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde og inden for rammerne af Danmarks konventionsmæssige forpligtelser.

Målet er, at børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt, fremgår det af aftalen. 

I Enhedslisten frygter retsordfører Rosa Lund, at aftalen bliver "en syltekrukke". 

"Vi har vendt hver en paragraf i det her før, det har man også gjort i andre lande - uden der kom nogen børn hjem. Lige nu spilder vi tid som de børn ikke har," skriver hun på Twitter

Det er netop spørgsmålet om forældrene, der udgør en gordisk knude i diskussionen om, hvorvidt det er muligt at hente danske børn til Danmark. Selvom både Venstre og Konservative er med i aftalen, har de to partier ikke til hensigt at bøje sig i forhold til børnenes forældre. 

"Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil se på at undersøge, hvordan vi kan hjælpe børnene, men vi vil under ingen omstændigheder hverken direkte eller indirekte have forældrene til Danmark, så der er ikke noget ændret for os," siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, i pressemeddelelsen. 

Når resultaterne af taskforcens arbejde er klar, vil regeringen inviterer aftalepartierne til nye drøftelser om, hvordan sagen skal håndteres. Taskforcens bud på mulige løsningsmodeller vil desuden blive genstand for offentlig høring, fremgår det af aftalen. 

Forrige artikel Dagens overblik: Forsvarsministeriet mørklægger alle dokumenter om nyt politisk sekretariat Dagens overblik: Forsvarsministeriet mørklægger alle dokumenter om nyt politisk sekretariat Næste artikel Regeringen klar med ny analyseenhed, der skal sikre konsulentbesparelser Regeringen klar med ny analyseenhed, der skal sikre konsulentbesparelser