Borgmestre vil sætte skatten op trods udsigt til statslig straf

KOMMUNESKAT: En række kommuner landet over lægger med næste års budgetter op til at hæve skatten. Borgmestre holder fast, selv om det med stor sandsynlighed fører til et brud med skatteloftet og udløser en statslig sanktion.

Ønsket om at hæve kommuneskatten er betydeligt større end viljen til at sænke den.

Derfor styrer landets kommuner for tredje år i træk mod en statslig straf for at forbryde sig mod skatteloftet.

For mens kommunale budgetforlig på tværs af landet lægger op til en samlet skattestigning på den anden side af 200 millioner kroner, så er der langt fra kommuner, der er villige til at sænke tilsvarende.

Og for hver krone, én kommune hæver skatten, skal en anden kommune sænke skatten.

”Og det gør andre kommuner ikke. Så regeringen kommer til at gå ud og sanktionere, det er der ingen tvivl om,” siger Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune, som vil sætte skatten op med godt 20 millioner kroner næste år.

Også KL-formand Jacob Bundsgaard erkender i dette interview, at der er lagt op til statslig straf.

København kommer ikke til hjælp
Flere kommuner kan endnu nå at melde sig med skattesænkninger, så det bliver lettere for KL at få puslespillet til at gå op. Sker det ikke, og ender kommunerne med samlet set at sætte skatten op, vil de få trukket et tilsvarende beløb i det årlige tilskud fra staten.

Ti kommuner - herunder Roskilde - har fået tilsagn fra Social- og Indenrigsministeriet om, at de må hæve skatten med samlet 200 millioner kroner. Og derfor mener borgmester i Roskilde Kommune Tomas Breddam (S), at andre kommuner bør leve op til den generelle aftale og tilsvarende sætte skatten ned.

”I KL kan man jo tage fat på dem, der har en meget høj likviditet, og spørge, hvorfor de ikke sætter skatten ned fremfor først at tage fat på os, der vil hæve skatten og har fået lov til det uden individuel sanktion,” siger han.

Borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S) ser først og fremmest den gentagne ballade om de kommunale skatter som et tegn på, at systemet bør laves om.

”Det giver ikke mening, at man har et system, hvor man stiller nogen i udsigt, at de kan hæve skatten. Og så kan de måske eller måske ikke gøre det. Det er et molbosystem, som bør revideres,” siger Rahbæk Juel.

I hovedstaden vil det kun kræve en beskeden procentvis reduktion af skattesatsen, for at alle øvrige kommuner kan få deres skatteønsker opfyldt. Men det kommer ikke til at ske, melder S i Københavns Borgerrepræsentation. 

Læs hvorfor på Altinget Kommunal, hvor du også kan læse, hvorfor Stevns Kommune dropper sin planlagte skattestigning, mens Kolding og Odense holder fast.

Forrige artikel Finanslov: SF vil bekæmpe social dumping med øget overvågning af lastbiler Finanslov: SF vil bekæmpe social dumping med øget overvågning af lastbiler Næste artikel Boris Johnson indleder valgkamp med forspring i målingerne Boris Johnson indleder valgkamp med forspring i målingerne