Blå blok øver sig på magten

MAGTBALANCE: Ugentlige møder i blå blok skal sikre fred og fordragelighed frem mod valget og gode relationer til tiden med magten. Målet er at undgå de fejl, som man stadig kæmper med i rød lejr. Øvelsen er en svær balancegang mellem profilering og sammenhold. 

 

Da Venstres formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på valgnatten i 2011 havde erkendt sit nederlag, blev det i samme åndedrag fulgt op af et løfte om at tage magten igen efter næste valg. Nøglerne til statsministeriet var nemlig kun til låns.

Løkke konkluderede hurtigt, at en central ingrediens til at vinde magten tilbage er sammenhold i blå blok. Analysen var ikke mindst belært af den nedsmeltning, som S-SF oplevede under valgkampen, hvor der var så meget panik, at SF på selve valgdagen advarede mod at stemme på den kommende regeringspartner – De Radikale.

Løkke eksekverede hurtigt efter valget, og partispidserne i blå blok nåede derfor allerede at stikke hovederne sammen i statsministerboligen på Marienborg, inden Helle Thorning-Schmidt officielt var dansk statsminister.

Det møde har sidenhen udviklet sig til et form for koordineringsudvalg i blå blok med faste møder hver tirsdag kl. 10 på Løkkes kontor på Christiansborg - en gang imellem hjemme hos Løkke med god mad og en mere løssluppen stemning.

Der er tale om de absolutte parti-spidser med Lars Løkke Rasmussen for bordenden, flankeret af Kristian Jensen (V) og Claus Hjort Frederiksen (V). Dansk Folkeparti stiller med Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Skaarup (DF). Konservative med Søren Pape Poulsen (K) og Brian Mikkelsen (K), mens Anders Samuelsen (LA) og Simon Emil Ammitzbøll (LA) holder den liberalistiske fane højt.

Ret skytset mod regeringen
Derudover mødes en gruppe af partiernes pressefolk og rådgivere tirsdage kl. 14. Det er den politiske gruppe, der træffer beslutninger, mens kommunikationsgruppen eksekverer eventuelle aftaler. Møderne handler både om dag-til-dag-koordinering om at undgå uenigheder i valgkampen, men også at sikre et godt arbejdsklima i blokken, efter man har taget magten. Oftest handler det om, at partierne fortæller hinanden om kommende udspil, og at Venstre fortæller, at man nu skal huske at rette skytset mod regeringen.

Gode relationer
Det hører til undtagelsen, at samarbejdet fører til egentlige forhandlinger, som har mundet ud i fælles udspil. Dog skrev partierne en fælles kronik op til finanslovforhandlingerne, hvor man blev enige om fire pejlemærker for fremtiden. Men partierne er enige om, at det ikke giver meget mening at forhandle om store fælles valgoplæg frem mod valget. Især ikke, hvor der er væsentlig uenighed.

Nogle partier ser stort behov for frihed til store armbevægelser, mens andre lægger vægt på, at det først giver mening at forhandle de store knaster, når man ved, hvordan mandaterne falder. I stedet handler tirsdagene hos Løkke mestendels om, at man i god tid skaber forståelse for hinandens ømme punkter, så man undgår unødige konflikter under valgkampen.

Perspektivet er også mere langsigtet, fordi det handler om at skabe gode relationer, til den dag magten skal effektueres. Kompromisser bliver simpelthen lettere, hvis man godt kan lide og respekterer hinanden.

V har mest brug for ro
Det er Løkke, der satte samarbejdet i gang, og det er da også Venstre, der har klart den største interesse i at holde ro på den blå bagsmæk: Partiet har ikke samme behov for at køre solo som resten af flokken. Partiet har statsministerkandidaten, så derfor er man per definition et relevant parti for vælgerne, lyder det.

Hos Socialdemokraterne taler man i disse dage om, at der er to mennesker, der kan gå på vandet. Den ene er Jesus, og den anden er Kristian Thulesen Dahl. Det faktum, at DF står til kæmpe indflydelse, hvis magten tipper, betyder at Dansk Folkeparti også har særlig interesse i at holde balladen på et minimum. Det er mere tvivlsomt, hvor helhjertet Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen vil gå efter ro.

De er i spidsen for to partier, som har brug for profilering frem mod valget. Det er da heller ingen tilfældighed, da man i sommer så netop de to partier i intern krig, efter at Samuelsen havde langet ud efter Konservative. Der er næppe nogen tvivl om, at de to partier vil være mest tøvende over for fælles udspil, der udvisker profilen.

Læren fra rød lejr
Logikken i blå blok er drevet meget af, hvad man opfatter som skræmmeeksemplet fra rød lejr. Faktisk var Helle Thorning-Schmidt, ligesom Løkke, indstillet på, at ro var afgørende for en valgsejr, efter man i 2007 igen havde tabt til Anders Fogh. Men hun greb det helt anderledes an.

S valgte at samle en stærk akse mellem S og SF, mens Radikale og Enhedslisten ikke var tiltænkt en væsentlig rolle. Som bekendt førte den analyse til, at S-SF allerede lang tid før valget begyndte at finde fælles fodslag på tre afgørende uenigheder: Skat, økonomi og udlændinge.

Rød bloks koordineringsudvalg bestod af Ole Sohn, Henrik Sass Larsen, Bjarne Corydon og Thor Möger, der havde faste møder, men til forskel fra blå blok blev der her forhandlet på livet løs. Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal deltog også i ny og næ.

Der blev aldrig tale om møder mellem alle fire røde partier, men Radikale blev regelmæssigt inddraget det sidste årstid frem mod valget, efter S og SF var enige om skitsen for et kommende regeringssamarbejde. Margrethe Vestager og Morten Østergaard var nu med, ligesom at de tre partiers toprådgivere også holdt fælles møder.

Respekten skulle koldstartes
Samarbejdet bar dog mest præg af orientering og skabte ikke den gode relation, som man taler om i blå blok. Radikale oplevede mere møderne som voksenmobning, hvor S-SF pralede af, hvor meget vælgerne og Enhedslisten elskede Fair Løsning.

Der er bred enighed i rød blok om, at tilliden mellem de tre regeringspartier var så dårlig, da magten skiftede, at respekten for hinanden skulle koldstartes. Og at den dårlige relation i årene op til valget er en afgørende årsag til de mange konflikter, som har præget den nuværende regering. - Hvor SF i sidste ende måtte træde ud.

Enhedslisten blev nærmest ikke inddraget og mødtes kun med S og SF omkring fire gange det sidste år op til valget. Det handlede ikke mindst om, at den første finanslov, der ville ligge kort efter valget, var klappet rimeligt af. Som en af få ting lykkedes den del af forberedelserne faktisk for den røde lejr.


Denne artikel er en del af Altinget : magasin. Læs hele magasinet her.

 

Forrige artikel Risbjerg: Venstre stiger op mod overfladen Risbjerg: Venstre stiger op mod overfladen Næste artikel Sådan forløber Folketingets åbning Sådan forløber Folketingets åbning