Bertel Haarder: Ja, jeg har været med til at indskrænke visse friheder
Kommentar
Bertel Haarder | |
Print
![Fra venstre: Muslimsk fredagsbøn på den islamisk-Arabisk Skole i i København. I midten: Imam Mostafa chendid. Til højre: Amdi Petersen, Tvind 1974. [Foto: Niels Ahlmann Olesen & Gitte Sofie Hansen/Scanpix Ritzau].](/images/article/167090/40072.jpg)
KOMMENTAR: Frihed forudsætter et vist mål af fælles værdigrundlag. Kan man ikke længere regne med, at et stort flertal føler sig forpligtet på et fælles værdigrundlag, bliver man nødt til at nedskrive det selvfølgelige, mener Bertel Haarder.
Skal jeg have dårlig samvittighed, fordi jeg er med til at indskrænke visse friheder, som jeg tidligere har lovprist?
Måske, men hvis jeg skal være helt ærlig, så angrer jeg intet. Jeg har lært, at friheden forudsætter et vist mål af fælles værdigrundlag. Hvis man ikke længere kan regne med, at et overvældende flertal føler sig forpligtet på et fælles værdigrundlag, der betragtes som selvfølgeligt, så bliver man nødt til at nedskrive det selvfølgelige.
Det skete med højskoleloven, da Tvind-imperiet brugte den kortfattede tilskudslovgivning på måder, som ingen tidligere havde drømt om.
Amdi Petersen og co. gjorde det til ”undervisning”, at eleverne lagde tæpper på hoteller i London osv., og de skovlede penge hjem til brug for erhvervelser på Cayman Island, hvor han vist fortsat bor. Så måtte vi komme efter dem, og Højesteret bestemte, at vi var nødt til at gøre loven meget mere detaljeret for at stoppe den praksis, vi ikke ville tolerere.
Det skete med friskoleloven, da jeg som undervisningsminister fik indskrevet, at det var en tilskudsbetingelse, at skolerne forberedte eleverne til et samfund med ”frihed og folkestyre”. Dermed afskaffede jeg friheden for nazister, kommunister og islamister til at oprette skoler præget af deres holdninger. Den frihed havde jeg tidligere pralet af og brugt som eksempel på grundtvigsk frisind.
Men da intolerante ideologier truede med at bruge disse friheder til deres ufrie formål, så blev jeg klogere. Og så trøstede jeg mig med, at Grundtvig selv skrev: ”Frihed, men ikke som ulv og bjørn / ikkun som voksne menneskebørn”. Han advarede mod de ”tyranner under frihedskappe”, der omsatte friheden til tyranni under den Franske Revolution.
Det skete med folkeoplysningsloven, der tilsvarende blev ændret som led i ”imam-pakken”, som jeg selv forhandlede på plads. Og det vil utvivlsomt ske på andre områder i takt med, at den danske enhedskultur udfordres.
Allerede som integrationsminister lærte jeg nemlig, at visse ting er så vigtige, at de ikke kan være liberale. Opdragelsen og skolen, kærligheden og ægteskabet, grænsekontrol, politi og forsvar, begrænsninger på asyltilstrømning og familiesammenføringer og så videre.
I teorien har de forargede liberale klummeskrivere ret i, at vi svigter vore tidligere annoncerede idealer. Men det var da værre, hvis disse idealer stillede sig i vejen for, at vi kunne blive klogere på, hvad der er vigtigst her i tilværelsen. – I øvrigt har Venstre aldrig været et liberalistisk parti. Det er et liberalt-folkeligt parti, der bygger på visse fælles værdier, som gør forskellen.
----------
David Trads: Komiske Fogh burde lære af Rohdes selvopgør
Jarl Cordua: Socialdemokraternes DR-dilemma
