Benny Damsgaard: De blå taber valget, hvis de bliver ved med at tale om mink
Selvom bunden er ved at gå ud af dansk økonomi, og danskerne frygter, at de ikke kan få råd til varme til vinter, insisterer de borgerlige partier på at tale mink. Hvis de fortsætter med det, er det her valg tabt for det borgerlige Danmark, skriver Benny Damsgaard.
Det er en gammelkendt grundregel i politik, at vælgere ikke stemmer i taknemmelighed. De stemmer først og fremmest på det, de håber kommer. På fremtiden og det der skal få dem sikkert gennem fremtiden, hvis den som nu ser dyster ud.
Det klassiske eksempel er Bill Clintons præsidentkampagne i 1992. Efter en årrække med stigende arbejdsløshed og lavkonjunktur i USA under Bush Senior var Clinton-kampagnens fokus på at få økonomien i gang igen.
På at skabe vækst og på at genskabe optimismen. Alt sammen opsummeret i Fleetwood Mac’s ikoniske klassiker "Don’t stop thinking about tomorrow", som blev valgt som kampagnens effektfulde kendingsmelodi.
Mandag kunne Danmarks Statistik offentliggøre, at inflationen herhjemme var på 10 procent i september måned. En stigning fra 8,9 i august.
Det er den højeste årsstigning i forbrugerprisindekset siden november 1982. Kigger man over der seneste år, er varer i gennemsnit steget 15,9 procent det seneste år. Det er den højeste årsstigning siden juni 1980.
Dagligt er der historier i pressen om familier, som er blevet tvunget fra hus og hjem på grund af stigende energipriser. Selv familier med robust økonomi kan se friværdi og opsparing forsvinde mellem hænderne på dem samtidigt med, at deres realløn udhules. Og lige om hjørnet venter recessionen med stigende arbejdsløshed og frygten for en kold vinter.
Selvom det ikke har skortet på omtale, så virker det som om, at situationens alvor ikke helt er gået op for oppositionen. Den har i hvert fald ikke fået opdateret deres kampagneplaner efter sommerens mink-rapport.
I stedet for at hamre på regeringen for ikke at gøre nok for danskerne i en svær tid, brugte Venstre og Konservative hovedparten af deres taletid under åbningsdebatten i sidste uge på at tale mink.
Igen og igen skulle Statsministeriet konfronteres på mink-sagen – eller mink-skandalen som oppositionen konsekvent kalder den - og presses på at sige undskyld.
Det samme gjorde sig gældende under triellen søndag aften på TV 2. Under den første del af debatten, hvor temaet var lederskab og hvor der var flest seere, brugte Ellemann og Pape taletiden på at tale mink.
Statsministeren skulle for rullende kameraer – endnu engang – udstilles som magtfuldkommen, fordi hun ikke ville sige ordentligt undskyld til minkavlerne. Intet om at de ville være bedre ledere til at få Danmark sikkert gennem krisen. Kritik, kritik, kritik.
Det har været tydeligt, at mink-sagen og især kritikken af statsministeren og regeringens ageren i mink-sagen har været en af de ting, som kunne forene en stadig mere splittet opposition. Når man ikke var politisk enige, kunne man altid samles om at angribe regeringen for mink-sagen og tale om, hvor magtfuldkommen statsministeren var.
I perioder har det været som om, at mink-kritik af statsministeren blandt en række af de borgerlige partier har været en slags markør på, om man var ægte borgerlig. Lidt ligesom udlændingepolitikken har været i mange år.
Stram udlændingepolitik som "borgerlig" markør er nu blevet suppleret med mink og en noget ukonkret kritik af især statsministeren for at være magtfuldkommen. Og undervejs har man fået hidset sig selv så meget op, at man har givet køb på centrale borgerlige principper.
Selvom Venstre og Konservative har indrømmet, at de ikke burde have stemt for borgerforslaget om at sende statsministeren for en rigsret, som kom i salen inden granskningskommissionen var gået i gang med sit arbejde, så står den sag tilbage som en skamplet på de to partier.
Frygten for at stå tilbage som mink-slapper fik Venstre og Konservative, som brude vide bedre, til at glemme alle retsprincipper.
{{toplink}}
Og det er nok her, at en del af forklaringen skal findes på, at især V og K stædigt holder fast i mink-sagen som centralt angrebspunkt, selvom alt tyder på, at befolkningen er rykket videre.
Man er ganske enkelt bange for at åbne en flanke overfor de fire andre partier på højrefløjen. Partier som for nogens vedkommende har slået sig op på at være de hårdeste kritikere af statsministeren i mink-sagen, og som bliver afgørende for, hvem der bliver borgerlig statsminister, hvis der kommer et borgerligt flertal.
Prisen for de borgerliges fastholdelse af mink-sagen som angrebspunkt ser vi i dag i målingerne. Efter en hård sommer har regeringen og statsministeren fået fornyet opbakning og opadgående momentum i målingerne ved effektivt at stille sig i spidsen for at få landet sikkert gennem en urolig tid.
Hvis ikke Venstre og Konservative formulerer et troværdigt modsvar, så får de meget svært ved vende udviklingen.
Pelle Dragsted til Jakob Ellemann: Er jeres forslag om at sælge Ørsted en joke?
Mogens Lykketoft: Lige nu er det vigtigste for Vesten en pragmatisk holdning til Kina
