Belgisk EU-kommissær vil være generalsekretær for Europarådet

Den belgiske EU-kommissær for retlige anliggender, Didier Reynders, stiller op til den magtfulde stilling som generalsekretær for Europarådet. Det sker efter hans partifælle Charles Michels melding om, at han vil være partiets topkandidat ved Europa-Parlamentsvalget i juni.

EU-Kommissionens retskommissær, Didier Reynders, har fået støtte fra den belgiske regering til at føre kampagne om stillingen som generalsekretær for Europarådet.

Det skriver Politico.

Europarådet er særlig kendt for at have ansvaret for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der fortolker og dømmer ud fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Europarådet er dermed ikke en del af EU og inkluderer også flere stater, der ikke er EU-medlemmer.

Reynders stillede i 2019 op til generalsekretærsposten men tabte dengang jobbet til kroatiske Marija Pejčinović Burić. Mandatet som generalsekretær for Europarådet ophører dog efter fem år, og der er derfor planlagt kampvalg i juni senere i år.

{{toplink}}

Reynders har tidligere vist interesse for at fortsætte endnu en kommissionsperiode. Han er imidlertid blevet nødt til at genoverveje sine muligheder, efter Charles Michel, præsidenten for Det Europæiske Råd, tidligere i januar fortalte, at han ville stille op som topkandidat for sit parti ved europaparlamentsvalget i juni.

Michel og Reynders er begge medlemmer af det fransktalende "Reformbevægelsen"-parti i Belgien.

Den schweiziske præsident, Alain Berset, og Estlands forhenværende kulturminister, Indrek Saar, er desuden med i løbet om stillingen som generalsekretær for Europarådet.

Forrige artikel Jakob Ellemann skal være podcastvært Jakob Ellemann skal være podcastvært Næste artikel Martin Henriksen overvejer at gå efter formandsposten i Nye Borgerlige Martin Henriksen overvejer at gå efter formandsposten i Nye Borgerlige