Ammitzbøll-Bille har besluttet sig: Jeg forlader politik

Den tidligere LA-minister og nuværende løsgænger er færdig i Folketinget efter næste folketingsvalg. Inden den endelige beslutning har han haft drøftelser om et potentielt kandidatur for et andet parti.

Han har i længere tid været tættere på udgangen end indgangen på Christiansborg.

Men nu er beslutningen endegyldigt truffet. Simon Emil Ammitzbøll-Billes navn vil ikke være at finde på stemmesedlen til næste folketingsvalg.

Det er den nuværende løsgænger og tidligere LA-minister nået frem til i løbet af sin sommerferie, hvor han har haft anledning til at tænke over sin fremtid i dansk politik.

”Allerede da vi nedlagde partiet Fremad, tænkte jeg, at nu var det nok også ved at være tid. Men sådan en beslutning skal man ikke bare træffe. Det skal man lige lade bundfælde sig,” siger han og tilføjer:

”Hen over sommerferien blev jeg så enig med mig selv om, at ja, i denne omgang er jeg færdig med at være politiker på Christiansborg.”

I denne omgang?

”Klog af skade har jeg lært, at man aldrig skal sige aldrig. Men jeg kommer i hvert fald ikke til at stille op til det kommende folketingsvalg.”

Drøftelser om kandidatur for et andet parti

Den kommende afslutning på tilværelsen på Christiansborg begrundes dels med, at 43-årige Simon Emil Ammitzbøll-Bille mener, at han har aftjent sin "samfundsmæssige værnepligt". Men forklaringen kan også findes i, at hvis han skulle genopstille til Folketinget, ville han skulle finde et nyt parti.

Det er svært for ham at få øje på det rette match.

”Alternativet er, at jeg i stedet skulle gå ind i et af de etablerede partier, og det kan jeg ikke lige se for mig. Jeg betragter mig selv som en frihedsorienteret socialliberal, og jeg har svært ved at se den platform, hvor jeg skulle arbejde for det.”

Han vil dog ikke afvise, at han har talt med sit gamle parti Radikale, om hvorvidt han skulle stille for partiet:

”Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke har talt med nogen. Men det er i hvert fald ikke noget, der er blevet til noget. Og hvilke partier det i givet fald måtte være, det vil jeg holde for mig selv.”

De første otte år i LA var højdepunktet

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har indtil videre siddet i Folketinget i mere end 16 år, hvor han har repræsenteret hele fire forskellige partier. Han startede som radikalt folketingsmedlem i 2005. Han brød dog med partiet i efteråret 2008 og stiftede kort tid efter partiet Borgerligt Centrum.

Det nye partis tid i Folketinget blev dog kort, for efter et halvt års levetid besluttede han sig for at fusionere partiet med Liberal Alliance, som blev ledet af Anders Samuelsen. Dermed fandt Simon Emil Ammitzbøll-Bille også det parti, som han endte med at repræsentere længst tid i Folketinget.

Tiden i Liberal Alliance blev også den periode i dansk politik, hvor Ammitzbøll-Bille har befundet sig bedst. I hvert fald størstedelen af tiden.

”Dengang, hvor jeg havde det allerbedst i dansk politik, var tiden i Liberal Alliance fra 2009 og frem til det der skattesammenbrud i 2017 under den blå regering. De 8,5 år var nok højdepunktet for mig,” siger han.

LA skulle have sagt nej til den rene V-regering

Med Liberal Alliances indtræden i regeringen i 2016 opnåede Simon Emil Ammitzbøll-Bille den højeste placering i sin politiske karriere, da han blev udnævnt til økonomi- og indenrigsminister.

Men regeringsdeltagelsen blev også startskuddet til en stormfuld tid for partiet, som især toppede i 2017, hvor partileder Anders Samuelsen truede med at stemme imod regeringens egen finanslov, hvis der ikke kom en aftale om skattelettelser inden julen. Han faldt ned fra sit træ, og partiets popularitet tog gradvis samme tur frem mod 2019-valget.
 
Hvad er din vigtigste lære fra tiden i VLAK-regeringen?

”Min vigtigste lære er i virkeligheden, at små partier skal lade være med at gøre folk til statsministre for hurtigt efter et valg. Lars Løkke skulle aldrig have haft lov til at danne et-partiregeringen. Det burde være Liberal Alliances vigtigste lære. Og det skulle Radikale også have lært af og ladet være med at lade Mette Frederiksen danne en et-partiregering. Det er noget fanden har skabt.”

Hvorfor?

”Enten bliver de så stærke, som Mette Frederiksens, så Folketinget i virkeligheden bliver bovlamme. Ellers bliver de så svage, som Lars Løkkes et-partiregering var, så det hele i virkeligheden bliver spild af tid.”

Men hvad er alternativet?

”Jeg tror, at sidste valgperiode havde set meget anderledes ud, hvis man havde indgået koalitionsregeringen fra begyndelsen. Så havde der ikke behøvet at være 1,5 års bitterhed før, man dannede den regering, der egentlig skulle dannes.”

”Men Løkke ville jo ikke,” tilføjer Ammitzbøll-Bille.

Et-partiregeringen var dog ikke det eneste onde under sidste valgperiode ifølge Ammitzbøll-Bille, der ikke lægger skjul på, at Dansk Folkeparti bevidste, at det såkaldte politiske spil kan fylde for meget på Christiansborg:

”Under VLAK-regeringen var det, som om Dansk Folkeparti ikke tænkte på andet end, hvordan de kunne genere Liberal Alliance mest muligt, også selvom det risikerede at ramme deres egne interesser,” siger han.

Partidisciplin er farligere for demokratiet end partiskifte

Ved valget i juni 2019 opnåede Simon Emil Ammitzbøll-Billes allierede gennem 10 år, Anders Samuelsen, ikke genvalg. Få måneder efter sagde han selv farvel til partiet og forsøgte igen at stifte et nyt parti med navnet Fremad. Det projekt skrinlagde han dog et år senere, hvor blandt andet en kræftsygdom havde forhindret ham i sætte gang i partiet og indsamlingen af vælgererklæringer.

Du har været partistifter – og nedlagt dem igen – to gange. Er der noget, som du fortryder i forhold til det?

”Det vigtigste er, at man er tro mod sig selv. Der er lidt for mange, der bare bider i sig og ender med at være medlem af et parti, hvor de ikke aner, hvorfor de er medlem af det, udover de nu engang har været der længe,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille og tilføjer:

”Der er mange, der siger, at partiskifte er farligt for demokratiet. Men man skal huske, at de fleste af partierne i Folketinget er lavet af partiskiftere. Jeg tror i virkeligheden, at partidisciplin og topstyring er et langt større problem for demokratiet.”

Men nu har Simon Emil Ammitzbøll-Bille ikke selv flere partier i kikkerten, og han begynder i stedet at se frem mod, hvad der skal ske udenfor Christiansborg. Blandt andet vil der nu blive tid til, at han kan færdiggøre sin bog om VLAK-regeringen.

”Det skal gøres færdigt, sådan at jeg også kan binde en krølle på noget af det, jeg har oplevet i politik,” siger han og tilføjer, at han ellers ikke endnu har nogle planer for, hvad han skal, når valgperioden rinder ud:

”Det vil jeg så begynde så småt at finde ud af,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Så du bliver siddende indtil udgangen af valgperioden eller?

"Jeg vil ikke afvise noget. Men altså jeg kan i hvert fald sige, at jeg bliver ikke siddende til længere end næste valg."

Læs flere af Simon Emil Ammitzbøll-Billes tanker om sin tid dansk politik, mens han står på tærsklen til at sige farvel i Altinget Magasins store interview med ham fra maj.

Forrige artikel Danske organisationer bliver i Afghanistan – men savner flere penge fra regeringen Danske organisationer bliver i Afghanistan – men savner flere penge fra regeringen Næste artikel Loyal, lyttende og en driftssikker partifælle: Her er ministeren, der skal kæmpe kulturpolitikkens kamp Loyal, lyttende og en driftssikker partifælle: Her er ministeren, der skal kæmpe kulturpolitikkens kamp