Aktører frygter EU-forbud mod jagt og fiskeri i beskyttet natur: ”Det er helt ude i hampen”

NATUR: Det vækker bekymring, at EU-Kommissionen lægger op til at forbyde fiskeri og jagt i strengt beskyttede naturområder. Men beskyttede områder er ikke en trussel mod bæredygtig jagt, lyder det fra Kommissionen.

En enkelt formulering i en 18 sider lang vejledning har skabt stor røre i dele af dansk friluftsliv.

Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund er nemlig begge stærkt bekymrede for, at EU-Kommissionen i en ny vejledning lægger op til at forbyde fiskeri og jagt i de ti procent af landarealet, der i 2030 skal udlægges som strengt beskyttet natur.

”Jagt er ikke en hindring for at forbedre naturen i et beskyttet område. Derfor skal jagt og andre friluftsaktiviteter selvfølgelig være tilladte,” siger formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, og fortsætter:

”Det er helt ude i hampen, at Kommissionen sidestiller jagt med minedrift.”

I Danmarks Sportsfiskerforbund er fiskebiolog Kaare Manniche Ebert helt på linje. Han frygter, at vejledningen vil føre til, at lystfiskeriet bliver forbudt på ti procent af det danske areal.

”Det danske laksefiskeri er noget af det mest regulerede i hele verden. Og vi har dokumentation for, at bestandene går frem. Derfor vil det være unfair og unuanceret, hvis man vil forbyde en aktivitet, der ikke har nogen negativ effekt,” siger Kaare Manniche Ebert.

EU plan for bedre natur
Det 18 sider lange dokument er et udkast til en vejledning til, hvordan EU’s store biodiversitetsstrategi for 2030 tænkes ført ud i livet. Vejledningen skal drøftes med både aktører og EU’s medlemslande, før den er endelig. Kommissionen har som bekendt lagt op til, at 30 procent af EU’s landareal skal være beskyttet natur. Og at ti procent skal være strengt beskyttet. Og det er i forhold til sidstnævnte, at det ifølge jægere og sportsfiskere går galt.

Her skriver kommissionen nemlig, at aktiviteter såsom ”minedrift, fiskeri, jagt eller skovbrug” er ”uforeneligt” med det strenge beskyttelsesniveau (se hele formuleringen i faktaboks). Ifølge Danmarks Jægerforbund kommer formuleringen som et lyn fra en klar himmel.

"Der stod intet om det tidligere. Og vi undrer os meget over, hvor det kommer fra,” siger Claus Lind Christensen.

Vil ikke hjælpe laksen
Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund understreger, at han bakker helt op om, at lystfiskeriet fortsat bliver reguleret, så det bliver udført bæredygtigt. Han mener ligefrem, at et forbud vil være til skade for tilstanden i de danske vandløb.

”Hvis man fjerner muligheden for at fiske i de her områder, så vil man også fjerne incitamentet til at gøre noget som helst. Så vil laksen forsvinde ud af folks bevidsthed og gå en stille død i møde,” siger Kaare Manniche Ebert.

Men det må da trods alt være en forbedring for laksen, hvis man stopper med at fiske på den?

”Det tror jeg ikke. For der bliver brugt rigtig mange frivillige timer blandt lystfiskere. Det er det store frivillige engagement, der har været driveren bag laksens positive udvikling,” siger Kaare Manniche Ebert.

EU: Bæredygtighed skal sikres
Altinget har forholdt EU-Kommissionen bekymringerne om et forbud. Og herfra nedtoner man formuleringen.

”Jagt kan være tilladt eller begrænset i beskyttede områder allerede nu, og det er generelt reguleret med hensyn til, hvornår og hvor det finder sted, hvilken art det drejer sig om, og hvordan det praktiseres. Der er ikke noget nyt ved dette i strategierne for biodiversitet,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Vivian Loonela, der er koordinerende talsperson for EU’s Green Deal.

Hun understreger i øvrigt, at et eventuelt forbud eller begrænsning af jagt i de strengt beskyttede områder vil være noget, de enkelte medlemsstater vil skulle tage stilling til, om er nødvendigt.

”For strengt beskyttede områder, hvor de økologiske krav til beskyttede levesteder og arter har brug for, at økologiske processer efterlades uforstyrret, kan menneskelige aktiviteter begrænses eller udelukkes, hvis de ikke er forenelige med disse krav. Dette skal de nationale myndigheder beslutte fra sag til sag,” siger hun og slår fast:

”Beskyttede områder er ikke en trussel mod bæredygtig jagt, men bæredygtighed skal sikres, og dette kræver involvering og konstruktiv ånd hos alle involverede.”

"Et meget interessant svar"
I Danmarks Sportsfiskerforbund bliver man en smule beroliget af Kommissionens svar, som man vurderer lægger op til et mere nuanceret syn på spørgsmålet.

”Der er da stadigvæk muligheder. Men det rykker ikke ved, at vi helst vil have den formulering fuldstændig ud,” siger Kaare Manniche Ebert.

Jægerformanden er også mere positiv efter at have læst svaret fra Kommissionen.

”Det er et meget interessant svar fra Kommissionen, og jeg hæfter mig ved, at Kommissionen nu mener, at jagt ikke er en hindring for biodiversiteten. Derfor må det være en naturlig konsekvens at tage sætningen om jagt og fiskeri ud af vejledningen,” siger Claus Lind Christensen.

Altinget har bedt om en kommentar fra miljøminister Lea Wermelin (S), som er kommet med følgende svar:

”Miljøministeriet er ved at se nærmere på udkastet fra Kommissionen, som er en del af de videre diskussioner i EU-regi på natur-og biodiversitetsområdet, der pågår over det næste år.”

Forrige artikel Lang næse til Helle Thorning ved EU-topmøde Lang næse til Helle Thorning ved EU-topmøde Næste artikel Julekalender med Henrik Frandsen: Da Peter Plys-fløjen tabte i Venstre, stiftede Tønders borgmester sit eget parti Julekalender med Henrik Frandsen: Da Peter Plys-fløjen tabte i Venstre, stiftede Tønders borgmester sit eget parti