7. december: Kristian Jensen

JULEKALENDER: Hver dag frem mod juleaftensdag vil Altinget.dk bringe et interview med en folketingspolitiker. I dag er det Kristian Jensen fra Venstre.

Hvorfor gik du ind i politik?

Det gjorde jeg, fordi jeg godt kan lide at have indflydelse på de ting, der sker omkring mig. Derfor har jeg også lavet meget foreningsarbejde på forskellige niveauer. Politik styrer så meget i samfundet, og det vil jeg også være med til at bestemme. Derfor meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom, og siden har det ene skridt taget det andet.

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

Jeg tror på, at alle er eksperter i deres eget liv. Jeg vil gerne skabe frihed, så alle kan stræbe efter det liv, de selv ønsker. Som politikere skal vi ikke definere det gode og rigtige liv. Nogle vil gerne bo i kollektiv, andre i kolonihavehuse, nogle vil bo på stenbroen og andre ved Vesterhavet. Jeg ved ikke, hvad andre ønsker. Så i stedet for at jeg skal definere, hvad der er det rigtige liv, så vil jeg gerne skabe mest mulig frihed, så den enkelte kan forfølge sin drøm.

Hvilken dansk politiker har været en inspiration for dig?

Det er svært, for der er flere hver for sig, som har lagt en sten på vejen. Jeg er blandt andet inspireret af Ivar Hansen. Det er jeg, fordi han aldrig nogensinde skrev en tale på forhånd. Når han stod og holdt en tale, så sagde han altid det, han mente. Man kunne mærke på ham, han virkelig brændte for det. Den evne ville jeg også have - at kunne tale uden et papir at støtte sig til. Omvendt vil jeg sige, at de to personer, som gjorde, jeg gik ind i folketingspolitik, er Uffe Ellemann og Anders Fogh Rasmussen. De har betydet utrolig meget for mig.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

Det har jeg for Marianne Jelved. Vi har haft en lang række samtaler undervejs, og jeg kan rigtig godt lide Marianne. Hun er saglig uden at være kedelig. Hun er velforberedt, og så er hun ordholdende. Og det er utroligt væsentligt, når man skal have et tillidsfuldt forhold til nogen, man er uenige med.

Hvad gør du for at slappe af efter en travl dag?

Jeg læser en bog. Jeg er meget glad for Ken Follett, både hans middelalderromaner og den nye trilogi om det 21. århundrede. Ellers løber jeg en tur, så kan jeg rense hovedet for politik, Christiansborg og persondiskussioner.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

I år må det være Ken Folletts "Giganternes Fald", som er den første del af trilogien. Jeg er egentlig gået i gang med anden del, men jeg tror ikke, jeg bliver færdig med den i år.

Er du stadig politiker om fem år?

Ja. Jeg ved ikke, om jeg laver det samme. Men jeg er stadig politiker og politisk aktiv. Det vil jeg være, til den dag jeg dør, tror jeg. Jeg vil altid blande mig i samfundet. Men det er ikke sikkert, jeg er på Christiansborg. Der er to forudsætninger, som skal være opfyldt for, at jeg bliver. Det første er, at jeg skal kunne gøre en forskel. Og det andet er, at det skal være sjovt. Hvis jeg ikke længere kan gøre en forskel, eller det ikke længere er sjovt, så vil jeg finde noget andet. Men lige nu kan jeg simpelthen ikke forestille mig noget bedre end det, jeg laver.

Hvad fortryder du fra 2012? 

Jeg fortryder, at jeg var syv måneder for tidligt ude med budskabet om, at den offentlige sektor må klare sig for det, den nu engang har. Men hellere være forud for sin tid end bagud.

Hvad ser du frem til i 2013?

Jeg ser frem til de store politiske reformer, som jeg tror 2013 vil byde på. Der er kontanthjælp og SU-reform. Og så er der overenskomstforhandlinger inden for den offentlige sektor, som regeringen har bebudet, den vil bruge til at lave mere fleksible arbejdstidsregler. Jeg tror, det bliver tre rigtig store ting, der kommer til at afgøre, hvordan Danmark vil udvikle sig fremover.

Forrige artikel Elbæks sidste luftnummer Elbæks sidste luftnummer Næste artikel Danskerne: Corydons sms var ikke i orden Danskerne: Corydons sms var ikke i orden