3. december: Mette Bock

Hvorfor gik du ind i politik?

Jeg har hele mit liv haft politik tæt ind på livet. Min far sad i Folketinget fra 1968-1973, og jeg har været opstillet for flere partier. Jeg har været næstformand for Radikale Venstres landsorganisation, men da jeg kort efter blev chefredaktør på en avis, måtte jeg så trække mig igen.

Jeg har tit stået på sidelinjen og som lederskribent og kommentator ofte følt, at der var mange ting herinde på Christiansborg, der kunne gøres bedre.

På et tidspunkt bliver man også nødt til selv at stille sig til rådighed, og da muligheden opstod i 2011, valgte jeg så at sige ja tak til at blive opstillet for Liberal Alliance.

Men jeg var altså 54 år, da jeg kom ind i Folketinget, og det kan godt være en hård nyser at komme ind i det politiske system, når jeg har været vant til at færdes i mange forskellige organisationer og på almindelige arbejdspladser.

Uenighederne drives tit for langt
Hvordan er det anderledes at arbejde på Christiansborg?

Det er klart, at Christiansborg har nogle helt andre mekanismer end på almindelige arbejdspladser. Der sætter man sig ned, identificerer problemerne og beslutter så hurtigt, hvad man kan gøre ved det.

Herinde er det meget ”kampen”, som er dominerende. Vi er her alle sammen, fordi vi er politisk uenige, og der synes jeg, at den politiske uenighed af og til drives langt længere, end den egentlig kan bære, alene for kampens skyld.

Jeg synes ofte, det er for lidt løsningsorienteriet. Jeg er selvfølgelig klar over, at der er forskellige veje at gå, men nogle gange drives uenighederne for langt, i forhold til hvilke problemer landet står over for.

Liberalismens århundrede
Hvad er dit vigtigste politiske mål?

Mit vigtigste mål er at få drejet landet i en mere liberal retning. 1900-tallet var i høj grad Socialdemokratiets århundrede, og der blev gennemført mange vigtige reformer.

Men viljen til at regulere borgernes adfærd i flere og flere detaljer er i dag gået for vidt. Vi har brug for at dreje pendulet igen, og jeg er ret overbevist om, at det århundrede, vi er gået ind i nu, bliver et liberalt århundrede med vægt på større frihed til borgerne uden at efterlade folk på bagsmækken.

Hvilke politikere har inspireret dig særligt?

Jeg synes, det i den forbindelse er vigtigt at skelne mellem en liberal og en liberalist. Hvis man er liberal, er man åben og frisindet samt løsningsorienteriet. At være liberalist handler mere om at være økonomisk liberal.

Jeg har derfor kunnet hente inspiration fra personer med forskellig politisk observans, men som alle sammen har været liberale.

I begyndelsen af 1990'erne var jeg skribent på SF'eren Lilli Gyldenkildes erindringsbog ”Fra fabrik til folketing”.

Hun var en af de politikere, jeg har stor respekt for, fordi hun fordomsfrit gik ind i diskussionerne og var interesseret i at finde gode løsninger frem for den politiske kamp om magten.

Opgør med den brede socialdemokratiske midterbane
Hvilken politisk modstander har du så størst respekt for?

Jeg kan faktisk finde mange herinde på Christiansborg fra vidt forskellige partier. En Per Stig Møller (K), en Esben Lunde Larsen (V) og en Christian Juhl (EL).

Men helt fundamentalt vil jeg sige, at der, hvor midt oprør sætter ind, det er på den brede socialdemokratiske midterbane, som i de sidste 10 år har vist sig at omfatte Socialdemokratiet, Radikale Venstre og også Venstre og de Konservative.

Næsten alle partier er blevet socialdemokratiske i deres tankegang, og det er dét, jeg vil sætte ind imod, dér, hvor der er brug for en skarpere liberal stemme, og det er derfor, jeg er her på Christiansborg.

Vigtigt at prioritere 
Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere?

Jeg kommer fra lederstillinger i erhvervslivet, hvor jeg har været på 24 timer i døgnet og mere, end jeg er her.

Så jeg hører ikke til dem, der synes, at livet som politiker på Christiansborg er fuldstændig sindssygt belastende. Belastningen er for mig mindre på Christiansborg end mange andre steder.

Men jeg har selvfølgelig også et behov for at trække stikket ud en gang imellem, og der har jeg altid været tvunget til at prioritere.

Jeg har en familie, 3 børn og børnebørn, så jeg synes selv, at jeg er god til at prioritere.

Det bliver kun stressende og belastende, hvis man ikke er god til at prioritere, og så kan det være stressende at være på Christiansborg, for vi bliver overdænget med papirer og henvendelser hele tiden.

Hvilken bog er den bedste, du har læst i år?

Hvis jeg skal pege på en politisk bog, så må det være bogen om Winston Churchill, Winston Churchill - den ultimative biografi af Roy Jenkins, som er en kæmpe mursten på over 1000 sider. 

Den er utrolig inspirerende, fordi den fortæller historien om et utroligt spændende menneskes tilgang til politik. Et menneske, som ikke kun havde det politiske at stå på, men som også var bredt dannet og dybt interesseret i andre ting end politik såsom kunst, kultur og litteratur.

For mig er politik heller ikke alting. Jeg er også meget optaget af kunst, kultur, musik og litteratur. Det er med til at afbalancere alt det politik, vi laver herinde på Christiansborg, hvor jeg må sige, at meget af det, vi laver, også er petitesser og småreguleringer.

Politikere er blevet til embedsmænd 
Min oplevelse er faktisk, at politikere i vidt omfang er reduceret til embedsmænd, mens de egentlige politikere rent faktisk er embedsmændene.

Hvad kan man gøre ved det?

Politikerne skal selv sætte sig for bordenden igen og tage initiativet tilbage og insistere på at udstikke retningen for, hvordan landet skal bevæge sig.

På et tidspunkt var der en, der sagde til mig, at hvis man ville vide, hvad der var på vej rent politisk, skulle man ikke spørge politikerne, men embedsmændene. Det er for mig helt galt i en demokratisk sammenhæng.

Skal vi til at have politisk udpegede embedsmænd?

Jeg er uddannet i filosofi og statskundskab, hvor det blev tæsket ind i hovedet på os, at embedsmænd var upolitiske og neutrale, samt at de skulle kunne servicere den til enhver tid siddende regering.

Det er et rigtig godt princip, og så længe vi ikke har politisk udpegede embedsmænd, er det vigtigt at holde fast i, hvad en god og dygtig embedsmænd er.

Og der har vi set en række sager, senest Friis Bach-sagen, hvor embedsmændene ikke har levet op til normen om god embedsmandsskik.

Derfor skal vi lave systemet om, hvis vi skal have politiserende embedsmænd. Vi skal ikke bilde folk ind, at vi har et upartisk system, hvis vi i virkeligheden ikke har det.

Vi skal kalde en spade for en spade.

Hvis vi til gengæld vælger at holde fast i det nuværende system, som er et godt system, må vi sikre os, at embedsmændene også lever op til det.

Ny offentlighedslov var en skandale 
Men nu har vi så fået en offentlighedslov, som i højere grad lægger en bræmme omkring systemet, så vi ikke kan få indsigt i, om embedsmændene politiserer eller ej. Det er dybt problematisk og et klart skridt i den forkerte retning rent demokratisk.

Er der noget, du fortyder fra 2013?

Den helt store skandale i år har været offentlighedsloven, fordi jeg er meget optaget af demokratiets grundvilkår.

Det er beskæmmende, at vi har en regering, som pludselig går ind for en offentlighedslov, som den var imod, da den sad i opposition.

Hvis jeg vender mig mod den nuværende VKO-opposition, er det også beskæmmende, at den har ændret holdning i forhold til randzonerne. Da den havde regeringsmagten, ville den sætte randzoner omkring danske vandløb, mens den nu pludselig er imod det.

De to eksempler irriterer mig, for man skal ikke skifte holdning, afhængig af om man sidder i regering eller opposition. Det er bestemt ikke med til at øge troværdigheden af dansk politik. Jeg kan slet ikke acceptere det.

I 2014 skal vi afbureaukratisere 
Hvad ser du så særligt frem til i 2014?

Vi skal omsider have gjort noget ved den stigende bureaukratisering i den offentlige sektor, og vi skal have genvundet tilliden til de offentligt ansatte og skabt større frihed til borgerne.

Jeg har indtil videre ikke været med til at afskaffe én eneste regel, mens jeg har siddet i Folketinget, og det håber jeg, at vi får gjort i 2014.

Kan du pege på nogle konkrete områder, hvor der er et regel-tyranni af den anden verden?

Ja. Organisationernes egne tal viser, at en socialrådgiver i gennemsnit kun bruger 23 procent af hele sin sin tid sammen med borgerne. En læge bruger kun 25 procent, mens en lærer kun bruger 29 procent. Det burde få alle alarmklokkerne til at ringe.

Men herinde i Folketinget lægger vi hele tiden flere regler ovenpå. Jeg har en teori om, at det på et tidspunkt må bryde sammen.

Når en beskæftigelseslovgivning er på hele 21.000 sider, så må vi jo på et tidspunkt få det friseret igennem og starte forfra.

Hvis vi ser på udlændingelovgivningen, så tror jeg, at der er gennemført mellem 60 og 70 ændringer i løbet af de seneste 20 år. Nogle af de ting, der står i den, er decideret modsatrettede.

Som lovgiver må vi på et tidspunkt sige stop og gøre lovene mere forståelige for borgerne. Spørgsmålet er bare hvornår.

red@altinget.dk