Tidligere V-rådgiver: Ida Auken og Jan E. Jørgensen risikerer at få to af de værste job på Christiansborg

I ethvert økosystem er der et hierarki. Nogle er øverst i fødekæden, mens andre må tage til takke med mindre gloværdige, men ikke desto mindre nødvendige, roller. Sådan er Christiansborg også.

Øverst i hierarkiet er de centrale ministre og de tungeste partiledere. De mest magtfulde ministre er især dem med sæde i de centrale regeringsudvalg, især det nyetablerede Udvalg for Regeringsledelse samt det altid magtfulde Koordinationsudvalget.

Og for de øvrige partiledere afgøres positionen i fødekæden blandt andet af partiets mandater samt lederens egen erfaring og evner. Disse ministre og partiledere er de største dyr på den politiske savanne. De bestrider job fyldt med prestige, magt, mange tjenende ånder og næsten garanti for genvalg.

Traditionelt har man – lige under toppen – fundet de allertungeste ordførere, som repræsenterer de mandater som afgør, om en aftale kan få opbakning fra mindst 90 af de 179 folketingsmedlemmer. Dem der står centralt placeret i tv-billedet, når der er doorstep på stengangen i Finansministeriet efter endnu et sent forlig. De kan magtspillet i søvne, trives i det politiske maskinrum og partiers succes kan afhænge af deres indsigt, forhandlingsevner og fingerspidsfornemmelse.

Tænk bare på Kristian Thulesen Dahl som DF’s finansordfører i 00’erne, som det måske bedste eksempel. Hans mapper fyldt med notater påklistret gule posts its blev legendariske i forhandlingslokalerne og uden hans deltagelse kunne Anders Fogh (V), Thor Pedersen (V) og Claus Hjort (V) ikke have haft så smidigt samarbejde med Dansk Folkeparti i næsten et årti.

Og hvert år var det tydeligt, at DF "havde været der" og eksempelvis forhandlet en ældrecheck, flere ressourcer til Politiet eller lavere afgifter på grænsehandelsvarer hjem som pris for at bakke op om regeringens økonomiske politik.

Pænt oppe i hierarkiet har vi selvfølgelig også de menige ressortministre. De har en fin titel, en ministerbil, modtager invitationer til hofbal og har meget at skulle have sagt på eget ressortområde.

Men kun på eget ressort. De er nemlig hegnet ind og skal alene holde snuden i eget spor. Hvis der virkelig sker noget vigtigt på deres område, så flytter beslutningerne alligevel over i Finans- eller Statsministeriet. Denne gruppe er jaget vildt på Christiansborg og i medierne. De kan ofres og ministerdrømmen ende brat, hvis dømmekraften svigter, sagerne hober sig op eller flertallet pludselig vakler, men hvis en ressortminister lykkes godt, så kan det omvendt også være et springbræt, som bringer én opad.

Kaare Dybvad Bek (S) er et godt eksempel på et ret anonymt folketingsmedlem, som fik succes på en lille ministerpost som boligminister ved at skabe debat og formå at løfte et traditionelt anonymt politikområde til en ideologisk slagmark. Den slags bekommer Socialdemokratiet godt. Derfor blev han hurtigt forfremmet ved også at få ansvar for indenrigsområdet og i foråret kunne han så fejre endnu en forfremmelse til udlændinge- og integrationsminister. En post, han har fået lov til at beholde i den nye regering. Succes!*

Modsat gik det Trine Bramsen, som ikke satte sig nævneværdige spor som hverken transport- eller forsvarsminister og derfor fik en fyreseddel af Mette Frederiksen i sidste uge.

Herefter kommer vi til den brede gruppe af folketingsmedlemmer, som spiller vigtige roller som ordførere, udvalgsmedlemmer og repræsentanter for deres parti og lokalområde. De findes i alle partier og udgør til sammen flertallet i Folketinget og er den uundværlige rugbrødsmotor, som får parti og parlament til at fungere.

De har indflydelse fra sag til sag og de dygtigste formår at løse både store og små problemer, som gør en forskel for deres vælgere - også selvom de sjældent når forsiderne. Nogle i denne gruppe er knap nok på Twitter (!?), nej de bruger – klogeligt – Facebook, fordi det er dér, deres vælgere er.

Én personlig favorit er Flemming Damgaard Larsen (V), som i årevis holdt fast i et yderligt Venstre-mandat i Sjællands Storkreds alene baseret på hans enorme flid i lokalområdet Lejre. Han er ophavsmand til mit favoritcitat fra mange år på Christiansborg, da Flemming på et gruppemøde i Venstre forsvarede en (i folketingsgruppen upopulær) regeringsbeslutning med ordene: "Jeg støtter ikke forslaget. Men jeg støtter regeringen, så derfor støtter jeg forslaget." Den slags holdspillere er guld værd fordi intern splid og splittelse er gift for enhver folketingsgruppe.

{{toplink}}

Og endelig er vi nået til dem med det mest utaknemmelige job på Christiansborg: regeringsordførerne. De folketingsmedlemmer, som er blevet forbigået ved udnævnelse af ministre, og hvis rolle i alt væsentlighed består af at bakke de siddende ministre op i et og alt.

Deres mulighed for egen profilering er oftest begrænset til enten at gå imod regeringens linje i offentligheden eller ved at rende efter de lunser, som en barmhjertig minister allernådigst smider til dem.

Den rolle var svær i forvejen, men kan blevet direkte utaknemmelig med en SMV-regering bestående af tidligere modstandere. Jeg glæder mig eksempelvis til at se, hvor mange knuder socialdemokratiets profilerede kulturordfører Ida Auken skal slå på sig selv for loyalt at bakke op om kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Eller om Venstres retspolitiske duo, Preben Bang Henriksen og Jan E. Jørgensen, kommer til at være med- eller modspiller for justitsminister Peter Hummelgaard (S). Eller hvordan samspillet bliver mellem socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Moderaternes nyvalgte gadejurist Nanna Gotfredsen.

De er jo nu alle en del af samme "arbejdsfællesskab", men det kan godt komme til at slå gnister. God arbejdslyst!

*I en tidligere version af indlægget fremgik det, at Kaare Dybvad blev forfremmet til udlændinge- og integrationsminister "i sidste uge". Det har han imidlertid været siden maj 2022. Altinget beklager fejlen.