2.500 statsligt ansatte skal flyttes rundt i København

OMROKERING: De store udflytningsrunder har givet staten mulighed for at spare millioner på huslejer i København. Den såkaldte lokaletilpasning vil betyde nye arbejdssteder for 2.500 statsansatte i hovedstaden.

Regeringens udflytninger af arbejdspladser vil også føre til mange skift af kontorpladser for de statslige ansatte, der stadig skal arbejde i København. Cirka 2.500 ansatte forventes således at skifte arbejdssted inden for hovedstadsområdet i løbet af de næste tre år, bekræfter Finansministeriet.

"Flytningen af tusindvis af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til andre byer rundt om i landet betyder, at vi ikke har brug for så mange kvadratmeter i København som tidligere. Derfor kan vi spare mange penge ved blandt andet at opsige dyre, private lejemål i indre by og bruge de kvadratmeter, vi selv råder over i staten, på en bedre måde," siger innovationsminister Sophie Løhde (V) til Altinget.

Forventningen er, at manøvren vil spare omkring 200 millioner kroner årligt, når den såkaldte lokaletilpasning er gennemført i 2021. Det svarer til knap en tredjedel af statens nuværende udgifter til lokaler i hovedstadsområdet.

Større rokade
En større rokade, som er planlagt, handler om Miljøstyrelsens lokaler på Østerbro. Når styrelsen er flyttet til Odense, kan den gamle miljøforvaltning blive overtaget af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Styrelsen for Forskning og Uddannelse samt Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.

"De fysiske rammer på arbejdspladserne skal være i orden. Og det har været vigtigt for os at sikre, at de medarbejdere, der nu skal flytte adresse, fortsat kan arbejde i ejendomme og lokaler med en høj kvalitet og en god beliggenhed," understreger Sophie Løhde.

Ud over de statsligt ansatte i København er der også planer om mindre lokaletilpasninger inden for Aarhus og Odense. Her kan tilsammen 250 ansatte forvente nyt arbejdssted i de kommende år.

Forrige artikel Overblik: Ambassadørernes sommerferie-bøger Overblik: Ambassadørernes sommerferie-bøger Næste artikel Dagens overblik: Minister siger stop for udflytning af statslige arbejdspladser Dagens overblik: Minister siger stop for udflytning af statslige arbejdspladser