Kritik af statsstøttet tænketank breder sig til Christiansborg

KRITIK: Uroen i geledderne hos Atlantsammenslutningen vokser. Dansk Folkepartis Peter Skaarup vil have udenrigsministeren og forsvarsministeren på banen i sagen om regnskabsrodet i tænketanken, der hvert år modtager mere end en million kroner i offentlig støtte.

Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, vil have udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) til personligt at gå ind i sagen om regnskabsrodet i tænketanken Atlantsammenslutningen, der hvert år modtager mere end en million kroner i offentlige tilskud.

I tænketankens årsrapport for 2019 kom revisionsfirmaet PwC med en række kritiske bemærkninger til regnskabet.  Det har ført til, at Udenrigsministeriet har sat Atlantsammenslutningen under øget tilsyn, og at tænketanken ikke har fået udbetalt sit tilskud for 2021. Det får den kun, hvis den i slutningen af denne måned kan fremvise et regnskab med en blank revisionspåtegning.

Men det er i Peter Skaarups optik ikke nok, at sagen overlades til embedsmænd.

"Jeg kan blot konstatere, at der selvfølgelig skal være styr på de organisationer, der modtager offentlige skattekroner. Udenrigsministeren og forsvarsministeren må sætte ind og finde ud af, hvad der er op og ned i sagen," siger Peter Skaarup, der selv er medlem af tænketankens repræsentantskab.

Skærpet tilsyn
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) mener dog, at det er tilstrækkeligt, at embedsmændene tager hånd om sagen.

"Udenrigsministeriet reagerede straks i sagen, satte en stopper for nye udbetalinger og indførte skærpet tilsyn, ligesom tilgangen til udbetalinger nu ændres. Når man modtager støtte fra Udenrigsministeriet, skal tingene være i orden. Det har de ikke været i den her sag, og jeg forventer, at Atlantsammenslutningen nu får rettet op i forhold til de kritikpunkter, der er rejst fra revisors og ministeriets side," siger Jeppe Kofod.

"Det er klart, at der skal være styr på, hvordan de midler som Atlantsammenslutningen – og alle andre statsligt støttede organisationer modtager – bliver anvendt. I forbindelse med den konkrete sag er det besluttet at føre skærpet tilsyn med Atlantsammenslutningen i dette budgetår," påpeger Trine Bramsen.

Hvis ikke ministerierne er tilfredse med det, de får at se fra Atlantsammenslutningen i fremtiden, så må Rigsrevisionen på banen, mener det konservative folketingsmedlem Naser Khader, der er medlem af Atlantsammenslutningens repræsentantskab.

"Jeg har en forventning om, at hvis der er den mindste tvivl om regnskabets rigtighed eller lignende, så må Rigsrevisionen undersøge det nærmere," siger Naser Khader.

Adresseres hurtigt og effektivt
Regnskabsrodet møder også kritik fra flere andre af de mere end 50 medlemmer af tænketankens repræsentantskab. Det består blandt andet af 12 folketingsmedlemmer, to tidligere udenrigsministre, en række topofficerer fra Forsvaret og direktører fra den danske forsvarsindustri samt topembedsmænd fra flere ministerier.

"Der skal selvsagt være orden i regnskabet. Derfor er det også utilfredsstillende, at der kan rejses kritik fra revisor. De konkrete kritikpunkter skal selvsagt adresseres både hurtigt og effektiv," siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Annette Lind.

Hun er medlem af Atlantsammenslutningens repræsentantskab. Det samme er sognepræst og samfundsdebattør Kathrine Lilleør. 

"Der skal være orden på regnskaberne. Hvis der ikke er det, er det et problem, medmindre man en rigtigt god forklaring," siger Kathrine Lilleør.

Småting i det samlede spil
Atlantsammenslutningen sendte i mandags sit regnskab for 2020 ind til revision hos PwC.

"Lakmusprøven nu er, om vi har et regnskab for 2020, der får en blank revisorpåtegning. Hvis vi ikke får det, så skal vi da tage en seriøs drøftelse af det i bestyrelsen. For så er der stadig nogle ting, der skal på plads," siger Atlantsammenslutningens formand John Dyrby Paulsen.

Han har tidligere over for Altinget erklæret, at det vigtigste for ham er, at Atlantsammenslutningen bidrager til at lave folkeoplysning og debat om Nato og viden om forsvars- og sikkerhedspolitik i Danmark.

Læs mere om sagen på Altinget Forsvar.

, ,

Forrige artikel Statsministeriets ledende pressesekretær rykker ind i Forsvarsministeriet Statsministeriets ledende pressesekretær rykker ind i Forsvarsministeriet Næste artikel Dagens overblik: Partier enige om anklageskrift mod Støjberg Dagens overblik: Partier enige om anklageskrift mod Støjberg