Thorning: Slut med blokpolitikken

S-KONGRES: Helle Thorning-Schmidt understregede, at en regering under hendes ledelse vil gøre op med blokpolitikken. Thorning priste samarbejdet med SF, men strakte også hånden ud til Radikale.

En dybtfølt tak til partifællerne.
Det var det følelsesmæssige højdepunkt i S-formand Helle Thorning-Schmidts tale, da hun præcis 12.20 åbnede Socialdemokraternes kongres i Aalborg.
Takken gjaldt den opbakning, hun havde fået under skattesagen, hvor Socialdemokraterne i modsætning til tidligere epoker slog ring om deres formand.

Helle Thorning-Schmidt betonede flere gange, at hun vil søge et bredt samarbejde, hvis hun indtager Statsministeriet efter næste valg:
"Jeg kan ikke love de mange, der støtter en ny regering, at de vil få magten for sig selv ... Vi erstatter ikke en dødssyg blokpolitik med en ny blokpolitik," lød det fra S-formanden.

Thorning skabte et ideelt udgangspunkt for SF-formand Villy Søvndals entre på S-kongressen søndag, da hun betegnede samarbejdet med SF for "rygraden i et nyt flertal" og talte om et "historisk samarbejde".

Mere bemærkelsesværdigt viste S-formanden sig også imødekommende over for Radikale med ordene: "Vi lytter til jer. Og vi stoler på jer ... Og I vil altid være velkomne i en socialdemokratisk ledet regering."

De mere kontroversielle emner - herunder værdipolitik - var udeladt i S-formandens tale, der mest var en peptalk til baglandet. Derfor var talen koncentreret om at fremhæve forskellene mellem S og VK-regeringen på velfærdsområdet, hvor regeringen gentagne gange blev beskyldt for at svigte. Ikke mindst var det et angrebspunkt, at VK-regeringen har "soldet en stor af gevinsten op på ufinansierede skattelettelser".

S-kongressen slutter søndag eftermiddag. 

,

Forrige artikel Thorborg: Mediestøtte er bestikkelse af dagblade Thorborg: Mediestøtte er bestikkelse af dagblade Næste artikel Thornings tale til Socialdemokraternes kongres Thornings tale til Socialdemokraternes kongres