Ekspert: Bemærkelsesværdig dom giver veteraner ny chance for PTSD-erstatning

VETERANER: En landsretsdom kan få stor betydning for mere end 400 veteraner, der tidligere har fået afslag på at få PTSD anerkendt som arbejdsskade. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil lade dommen indgå i efterårets drøftelser om veteranindsatsen.

En ny landsretsdom kan betyde, at mere end 400 veteraner, der tidligere har fået afslag på at få posttraumatisk stresslidelse (PTSD) anerkendt som en arbejdsskade, skal have deres sager vurderet på ny.

Det vurderer en ekspert, efter at Vestre Landsret i Viborg den 26. juni underkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Ankestyrelsens principper for, hvornår en krigsveteran kan få PTSD anerkendt som en arbejdsskade.

AES og Ankestyrelsen træffer i dag sine afgørelser ud fra, at der højest må være gået seks måneder fra veteranen var udsendt til de første symptomer på PTSD viser sig, samt at PTSD'en skal være fuldt udviklet inden for få år.

Men det holder ikke, hvis PTSD-lidelsen i overvejende grad er forårsaget af en udsendelse til en krigs- eller konfliktzone. Så er tidskravet irrelevant, fastslår Vestre Landsret.

”Det er en meget bemærkelsesværdig dom, da Ankestyrelsens vurdering af årsagssammenhængen bliver sat i skammekrogen,” påpeger professor Ask Elklit fra Institut for psykologi på Syddansk Universitet.

Genvurdere sager
Ifølge en opgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) fra november 2019 har 414 veteraner fået afslag på at få anerkendt deres PTSD som en arbejdsskade med henvisning til at de ikke levede op til tidskravet.

”En stor del af sagerne vil kunne blive genvurderet i lyset af denne her dom,” vurderer Ask Elklit.

I veteranmiljøet vækker dommen glæde og håb.

”Hvis det kommer til at ændre opfattelsen og sagsbehandlingen hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, så er det en meget vigtig dom. Så har vi af den vej opnået noget, som vi har brugt ti år på at opnå politisk,” siger talsmand Claus Stenberg fra Veteranalliancen.

Læge sagde ja, men veteran fik alligevel nej
Den konkrete sag, som landsretten afsagde dom i, handler om en veteran, der var udsendt til Bosnien i 1997 i forbindelse med den jugoslaviske borgerkrig. Fire år senere fastslog en læge, at veteranen havde begyndende symptomer på PTSD. Og først i 2009 - 12 år efter sin udsendelse - havde veteranen fuldt udviklede PTSD-symptomer. Derfor havde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen afvist at anerkende PTSD'en som en arbejdsskade.

Ankestyrelsen har besluttet ikke at anke landsrettens afgørelse til Højesteret.

Indgå i drøftelser
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har også bemærket dommen og sat sit system i arbejde. 

"Dommen fra Vestre Landsret rejser nogle spørgsmål i forhold til praksis for anerkendelse af PTSD. Det drejer sig for eksempel om, hvilke diagnosekriterier der i fremtiden skal lægges til grund i sagerne. Det er centralt ikke mindst, fordi der er tale om soldater, som vi politisk har besluttet at sende ud til verdens brændpunkter. For mig er det centralt, at de spørgsmål afklares hurtigst muligt, og at sagsbehandlingen baserer sig på den nyeste forskningsmæssige viden om de enkelte sygdomme," siger Peter Hummelgaard til Altinget.

Ministeren har bedt Erhvervssygdomsudvalget i AES afklare, om dommen giver anledning til at ændre praksis. Peter Hummelgaard vil også lade dommen og dens konsekvenser indgå i de politiske drøftelser af den kommende veteranindsats, som han har til hensigt at indkalde til i løbet af efteråret.

Forrige artikel Se DFs pressemøde: Thulesen Dahl kan ikke forestille sig en Arne-aftale uden penge fra udlændingeområdet Se DFs pressemøde: Thulesen Dahl kan ikke forestille sig en Arne-aftale uden penge fra udlændingeområdet Næste artikel Centralt vidne sår ny tvivl om Støjbergs forklaring i retten Centralt vidne sår ny tvivl om Støjbergs forklaring i retten