Ulovlige læk bliver ikke undersøgt

ULOVLIGT: Mindst ni gange siden januar 2016 er der blevet lækket fortrolige oplysninger til medierne om sager i Det Udenrigspolitiske Nævn. Lækagerne bliver dog hverken undersøgt eller politianmeldt.

Fortrolige oplysninger om sager, der behandles i Det Udenrigspolitiske Nævn, flyder i en lind strøm ud til medier og offentlighed på trods af, at det kan give op til to års fængsel at videregive oplysninger fra nævnet.

En optælling, Altinget har foretaget, viser, at der de sidste 3,5 år mindst ni gange er blevet lækket oplysninger, som har ført til medieomtale af eksempelvis planer om udsendelse af danske specialstyrker og kampfly til Syrien samt planer om sanktioner mod Rusland og udvisning af russiske diplomater.

Ingen af lækagerne er dog blevet undersøgt eller politianmeldt.

Formelt er det regeringens oplysninger, som den overbringer til nævnet, og derfor også regeringens oplysninger, der bliver lækket. I Udenrigsministeriet har man efter fire dage dog ikke kunnet svare på, hvorfor lækagerne ikke er blevet undersøgt eller politianmeldt.

Det Udenrigspolitiske Nævns formand, Martin Lidegaard (R), vil ikke udelukke, at nævnet en dag selv griber til politianmeldelse.

"Jeg vil nødig komme i den situation, hvor vi skal til at politianmelde. Men hvis det er et tilbagevendende problem, så vil jeg ikke udelukke, at jeg vil tage det skridt," siger Martin Lidegaard.

Specialstyrker til Syrien
Det nyeste eksempel på lækage af oplysninger fra nævnets møder er fra juli i år. Her kunne Politiken under en uge efter et nævnsmøde fortælle, at nævnet var blevet orienteret om, at USA ønsker, at Danmark og andre lande sender specialstyrker til Syrien.

Som det fremgår af tidslinjen herunder, så er lækagen i juli blot den seneste i en række lækager af oplysninger om sager fra Det Udenrigspolitiske Nævn de senere år. 

Læs mere om sagen på Altinget: Forsvar.

  

Forrige artikel For et år siden lå LMS i ruiner: Nu er der grøn smiley og overskud For et år siden lå LMS i ruiner: Nu er der grøn smiley og overskud Næste artikel Trods milliarder til kommunerne sikrer ny økonomiaftale ikke bedre velfærd Trods milliarder til kommunerne sikrer ny økonomiaftale ikke bedre velfærd