Snit af meningsmålinger: DF står til dårligste valgresultat siden 1998

RISBJERGSNIT: Dansk Folkeparti fortsætter nedturen i meningsmålingerne og står halvvejs i valgkampen til det dårligste valgresultatet siden 1998. Kristendemokraterne er til gengæld tæt på at opnå valg.

Halvvejs i valgkampen er det stadig ikke lykkedes Dansk Folkeparti at vende meningsmålingerne.

Var der folketingsvalg i dag, ville Kristian Thulesen Dahls (DF) parti næsten blive halveret i forhold til valgtriumfen i 2015.

Det viser det kvalitetsvægtede gennemsnit af meningsmålinger, som professor Kasper Møller Hansen laver for Altinget.

Ifølge snittet står Dansk Folkeparti til en opbakning fra vælgerne på 11,6 procent – langt fra de 21,1 procent, der var valgresultatet i 2015. Og faktisk skal vi på den anden side af 2001-valget for at finde et mindre DF.

”Nedturen for Dansk Folkeparti har stået på i noget tid nu, og den er vanskelig lige at vende, for partiet er under kraftig beskydning fra to sider: Fra venstre side Socialdemokratiet og fra højre side Nye Borgerlige og Stram Kurs,” siger Rune Stubager, valgforsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han fortæller, at Dansk Folkeparti har arbejdet bevidst på at gøre sig til et midterparti, der naturligt kan samarbejde med en socialdemokratisk- eller Venstreledet-regering – men at den øvelse samtidig har åbnet op for, at DF-vælgerne lettere også kunne stemme på Socialdemokratiet eller omvendt stemme på nogle, der taler med større bogstaver.

KD tæt på Folketinget
Mens DF er i knæ, ser det ud til, at Kristendemokraternes formandsskifte bærer frugt. Isabella Arendt overtog roret efter Stig Grenov, som trak sig midlertidigt på grund af stress. Partiet ligger stadig under spærregrænsen, men der sker en bevægelse, fortæller Kasper Møller Hansen, der også laver geografiske prognoser af mandaternes fordeling for Altinget..

”Kristendemokraterne har en statistisk sikker fremgang. I flere målinger ser vi også nu, at de ligger over spærregrænsen. Og med den seneste fremgang er Kristendemokraterne meget tæt på at kunne hente et kredsmandat i Vestjylland, hvor de står stærkest – også selvom de ikke skulle komme over spærregrænsen for hele landet,” siger Kasper Møller Hansen.

 

Se det foreløbige resultatet af Løkkes SV-flirt i den fulde artikel på Altinget: christiansborg (kræver abonnement).

Forrige artikel Milliarder fra Løkke og Frederiksen rækker kun til historisk lav vækst på velfærden Milliarder fra Løkke og Frederiksen rækker kun til historisk lav vækst på velfærden Næste artikel Dagens valgoverblik: Topchefer dybt bekymrede over valgkampen Dagens valgoverblik: Topchefer dybt bekymrede over valgkampen