Facebook strammer kravene til politiske annoncer kort før valget

REKLAMER: Facebook vil screene afsendere af politiske reklamer, før de får lov at promovere deres budskab på platformen. Timingen er under al kritik, mener Venstre.

Folketingskandidater, organisationer og privatpersoner, der ønsker at betale Facebook for at sprede politiske budskaber i den kommende valgkamp, skal først godkendes af Facebook.

Det skyldes nye krav, som platformen indfører allerede fra midten af april.

Facebook vil med egne ord beskytte integriteten af valg og fokuserer i Europa på det kommende valg til Europa-Parlamentet, der som bekendt som minimum kommer til at finde sted tæt på det kommende folketingsvalg.

”Vi vil sikre, at folk, der reklamerer politisk i et land i forbindelse med et valg, har en legitim grund til at gøre det,” siger Ella Fallows, manager for Politics og Government Outreach i Storbritannien, Irland og de nordiske lande.

I kølvandet på især det amerikanske præsidentvalg, hvor russisk aktivitet på Facebook kan have spillet en rolle i afgørelsen, har den amerikanske techgigant nemlig hanket op i sig selv.

Der er en generel trend i retning af øget gennemsigtighed på jeres platform. Har Facebook været naiv i fortiden?

”Vi er ved at indhente problemerne og sikre, at vi har de nødvendige redskaber. Vi ser behovet for øget gennemsigtighed, og det prøver vi så at understøtte,” siger Ella Fallows.

V kritiserer timingen
Kravene er altså nye i Europa, men Facebook har allerede haft dem i brug i forbindelse med efterårets midtvejsvalg i USA og ved det seneste valg i Indien.

Hos Venstre, hvor man støtter formålet generelt, er partisekretær Claus Richter alligevel ikke tilfreds med, at systemet bliver rullet ud med så kort varsel.

”Det er under al kritik, at så vigtig en medieaktør behandler de danske partier på denne måde,” siger han.

Han anslår, at alene Venstre vil skulle have autoriseret flere hundrede kandidater og kampagnemedarbejdere.

De nye regler gælder også på Instagram, som er ejet af Facebook.

Få mere baggrund om sagen og endnu flere kommentarer på Altinget: digital.

Forrige artikel Dagens overblik: S og DF vil ikke sætte jobmål i ny regering Dagens overblik: S og DF vil ikke sætte jobmål i ny regering Næste artikel Pernille Skipper: Det er ren retorik, når Mette Frederiksen siger, hun nu vil bekæmpe ulighed Pernille Skipper: Det er ren retorik, når Mette Frederiksen siger, hun nu vil bekæmpe ulighed