Ny vurdering: Truslen for spionage og cyberkriminalitet er meget høj

HACKING: På to områder er cybertruslen mod Danmark meget høj. Det siger Center for Cybersikkerhed i en ny trusselsvurdering.

Truslen for cyberspionage og cyberkriminalitet mod danske virksomheder og myndigheder er meget høj.

Det vurderer Center for Cybersikkerhed i sin årlige trusselsvurdering.

”Oversat til almindeligt dansk betyder det, at der er en række ondsigtede hackere, som enten er ansat, sponseret eller tolereret af en stat, eller tilhører kriminelle grupper, som har et ønske om at angribe danske institutioner, som har viljen til at gøre det, og som ikke mindst har evnerne til at gøre det,” siger Thomas Lund-Sørensen, der er chef for centeret.

Det er særligt virksomheder og myndigheder inden for de såkaldt samfundsvigtige sektorer, der står for skud.

Fremhæver fire lande
Trusselsbilledet ændrer sig hurtigt, og derfor kigger trusselsvurderingen på en periode på bare et-to år. Visse ting går dog igen.

”Vi taler om spionageindsatser, som typisk gennemføres af stater og deres efterretningstjenester, og som typisk gennemføres med det formål at forblive skjult igennem lang tid for at kunne hive informationer ud. Det gør det svært at opdage,” siger Thomas Lund-Sørensen.

En række lande er særligt aktive: Rusland, Kina, Iran og Nordkorea. De har global kapacitet til at udføre cyberangreb. En række lande er i færd med at opbygge kapaciteten, og det vil fortsætte i de kommende år, vurderer han.

Brug for et løft
Eksperterne ser stadig, at hackere har held med helt simple angreb som phishing-mails. Generelt er der brug for et løft af bundniveauet for it-sikkerhed hos danske virksomheder, lyder det i vurderingen.

Trusselsvurderingen finder derudover, at der er en middel trussel for såkaldt cyberaktivisme, hvor hackere angriber og lammer eksempelvis en hjemmeside for at gøre opmærksom på en politisk sag. Endelig er truslen om cyberterror mod danske virksomheder og myndigheder lav.

Trusselsbilledet kan som nævnt ændre sig, og nye teknologier som kunstig intelligens kan om få år vende op og end på tingene, fortæller chefen for Center for Cybersikkerhed (CFCS).

Det fortæller han mere om i denne artikel på Altinget: digital, hvor man også kan læse, hvordan CFCS forbereder sig på et år med to valg. Artiklen kræver abonnement. Du kan tegne et gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Regeringen sparker fremtiden for specialiserede institutioner til hjørne Regeringen sparker fremtiden for specialiserede institutioner til hjørne Næste artikel S vil ikke bandlyse omstridt partistøtte-metode i egne rækker S vil ikke bandlyse omstridt partistøtte-metode i egne rækker