DF nægter at forhandle folkeskole i Finansministeriet

SKOLE: Dansk Folkeparti vil ikke møde op til forhandlinger om folkeskolen i Finansministeriet. "Forhandlingerne skal selvfølgelig fortsætte i Undervisningsministeriet," siger partiets folkeskoleordfører.

En personlig hetz fra Socialdemokratiet mod undervisningsministeren skal ikke diktere, hvor forhandlinger om folkeskolen skal foregå.

Sådan kan holdningen fra Dansk Folkeparti opsummeres.

Partiets folkeskoleordfører, Alex Ahrendtsen, slår således fast, at Folketingets næststørste parti ikke vil følge med, når finansministeren overtager forhandlinger om justeringer af folkeskolereformen fra 2014.

"Vi har ingen intentioner om at forhandle i Finansministeriet. Ministeriet må gerne sende indbydelser, men forhandlingerne skal selvfølgelig fortsætte i Undervisningsministeriet under ledelse af undervisningsministeren. Det er derfor, at man har en minister til den slags," siger han.

Alex Ahrendtsen erklærer sig "meget tilfreds" med undervisningsminister Merete Riisager og "med måden, hun får forhandlingerne til at forløbe".

"Og derfor skal forhandlingerne selvfølgelig fortsætte i Undervisningsministeriet og ikke i Finansministeriet," siger han.

Uvis fremtid
Debatten om, hvor forhandlingerne om regeringens ønskede justeringer af reformen skal føres, udstiller bemærkelsesværdige skillelinjer i dansk uddannelsespolitik.

Som Altinget tidligere har beskrevet, har undervisningsministeren fra starten af sin embedsperiode kæmpet med modstand fra særligt Venstre og Socialdemokratiet på grundskoleområdet.

Da finansministeren i sidste uge overtog ansvaret for de aktuelle forhandlinger, var det således, fordi regeringstoppen fra Venstre valgte at imødekomme et ønske fra Socialdemokratiet.

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse, hvor undervisningsminister Merete Riisager blandt andet forholder sig til DF's standpunkt. 

,

Forrige artikel DF fik ikke Lomborgs ulandsprojekt på finansloven DF fik ikke Lomborgs ulandsprojekt på finansloven Næste artikel Vismænd: ”Dansk økonomi er i væsentlig bedre form end i årene op til finanskrisen” Vismænd: ”Dansk økonomi er i væsentlig bedre form end i årene op til finanskrisen”