Snit af målinger: Liberal Alliance er næsten halveret

RISBJERGSNITTET: Nedturen fortsætter for Liberal Alliance, der for første gang siden 2014 er mindre end Konservative i snittet af meningsmålinger. Stadig stabilt rødt flertal.

Vælgerne siver væk fra Liberal Alliance, der nu næsten er halveret siden folketingsvalget i 2015.

Det viser det kvalitetsvægtede gennemsnit af meningsmålinger, som professor Kasper Møller Hansen laver hver måned for Altinget.

Ved valget fik Liberal Alliance opbakning fra 7,5 procent af vælgerne, hvilket udløste 13 mandater i Folketinget. I snittet af meningsmålinger er partiet faldet til 4,2 procent og 7 mandater.

Det gør Liberal Alliance til mindre end Konservative for første gang siden august 2014.

”Det er nærmest gået som en nedadgående trappe for Liberal Alliance siden august 2016, hvor Anders Samuelsen (LA) stod meget stejlt på kravet om topskattelettelser og truede med et valg,” siger Kasper Møller Hansen.

Skuffede vælgere
På det tidspunkt stod Liberal Alliance til 8,4 procent og 15 mandater i meningsmålingerne, men da partiet ikke fik hevet stikket hjem, begyndte vælgerne at søge andre steder hen.

”Liberal Alliance har dygtigt fået ejerskab over dagsordenen om skattelettelser, hvilket også er partiets stærkeste mærkesag. Problemet for Anders Samuelsen og co har så været, at de også har fået skabt meget store forventninger til, at der ville komme noget, men uden at kunne levere. Ad flere omgange. Og der viser deres historie nu, at det straffer vælgerne,” siger Kasper Møller Hansen.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Mens Liberal Alliance straffes af vælgerne oven på dramaet om finanslov, udlændingestramninger og skattelettelser op til jul, så går Nye Borgerlige og Venstre frem i januars meningsmålinger.

Statsministerpartiet Venstre er tilbage på valgresultatet fra 2015 på 19,5 procent og 34 mandater, hvilket også er partiets højeste niveau i hele valgperioden.

Dansk Folkeparti ligger for tredje måned i træk stabilt lige omkring de 17 procent, hvilket giver 30 mandater.

I rød blok er der ikke de store bevægelser. Alternativet og Enhedslisten går hver et mandat frem, mens Radikale går et tilbage.

Samlet hiver rød blok endnu et mandat på de borgerlige. Så det nu heder 92 mod 83 i rød bloks favør.

Se hele snittet af meningsmålinger for alle partierne på Altinget: christiansborg her (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel EU vil tage udvidelsesproces ud af dybfryseren EU vil tage udvidelsesproces ud af dybfryseren Næste artikel Regeringen klar med burkaforbud Regeringen klar med burkaforbud