Justitsministeriet topper Ombudsmandens synderegister

KRITIK: Justitsministeriet er den myndighed, der får klart mest kritik fra Folketingets Ombudsmand. Departementschef Barbara Bertelsen bebuder en evaluering af de seneste års mange sager med kritik.

Tilsyn med frihedsberøvede, overvågning af tvangsudsendelser og efterprøvning af afslag på aktindsigter.

Folketingets Ombudsmand har nok at tage fat på, når han bevæger sig ind på Justitsministeriets ressort.

Det afspejler sig i statistikkerne over Ombudsmandens afgørelser, hvor Justitsministeriet kommer ind som den statslige myndighed med absolut flest sager, der har ført til kritik og henstillinger.

I 2015 gjaldt det for 39 sager. Der er lidt færre end det foregående år, som bød på 50 sager med kritik.

Men i mellemtiden er ministeriet også blevet splittet op, så nogle af de justitsministerielle klagesager tæller med hos det nyoprettede Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium.

Også de forudgående år topper Justitsministeriet den årlige opgørelse i Ombudsmandens beretning. 

Kritik fra Ombudsmanden er noget ministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, tager meget alvorligt. 

"I lyset af de tal, Altinget har beskrevet, vil vi nu lave en samlet evaluering af de konkrete sager, der i de seneste år har ført til kritik, henstillinger eller anbefalinger. Det gør vi for at blive klogere på, hvad vi fremadrettet kan lære af sagerne," skriver Barabara Bertelsen i en skriftlig kommentar.

Hun mener, at en del af forklaringen skal findes i, at der er tale om en stor koncern, der dækker et bredt område. Samtidig er der det særlige forhold på Justitsministeriets område, at ombudsmanden er forpligtet til at føre tilsyn over for blandt andet institutionerne i kriminalforsorgen

Ingen skønhedskonkurrence

Hos Ombudsmanden understreger direktør Jonas Bering Liisberg, at opgørelsen ikke er lavet for at give de enkelte ministerier karakterer eller at hjælpe Ombudsmanden med at identificere systemfejl.

Men han går ud fra, at ministerierne læser tallene og forholder sig til dem.

”For os er det ingen skønhedskonkurrence, og det er ikke et materiale, som vi bruger til at drage konklusioner eller indlede undersøgelser på baggrund af. Men tallene kan meget vel have en internt disciplinerende virkning for den enkelte myndighed,” siger Jonas Bering Liisberg.

Justitsministeriet får kritik i knap hver femte sag, som Ombudsmanden foretager en egentlig undersøgelse af. For ministerierne samlet udtaler Ombudsmanden kritik i omkring 14 procent af sagerne.

Ifølge Jonas Bering Liisberg er der flere typer sager, der fylder i Justitsministeriets klageportefølje. Blandt andet tæller Ombudsmandens tilsyn i arresthuse samt fængsler og institutioner for frihedsberøvede asylansøgere.

Læs hele artiklen på Altinget: justits (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her

Forrige artikel  EU-dom underkender danske regler om familiesammenføring EU-dom underkender danske regler om familiesammenføring Næste artikel Dyresager vil vinde med nyt borgerinitiativ Dyresager vil vinde med nyt borgerinitiativ