Pia Kjærsgaard skyder skatteombudsmand ned

FEJLUDLÆGNING: Der kommer ingen særlig skatteombudsmand. Det slår Folketingets formand nu fast oven på udmeldinger om det modsatte fra Liberal Alliance og skatteministeren.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, kritiserer nu skatteminister Karsten Lauritzen (V) og Liberal Alliance for at oplyse om, at der oprettes en ny skatteombudsmand. 

En sådan særlig ombudsmand er nemlig ikke på tegnebrættet, slår Pia Kjærsgaard fast i en mail sendt til Folketingets skatteordførere. 

Her understreger formanden, at hverken hun eller Folketingets Præsidium - i sin egenskab af Ombudsmandens formelle arbejdsgiver - har givet grønt lys for etableringen af en skatteombudsmand.

”De klovner lidt rundt i det. Vi laver ikke en selvstændig skatteombudsmand eller nogen ny institution, som hedder noget med ’ombudsmand’," siger Pia Kjærsgaard til Altinget.

'Skatteombudsmand' skulle ikke bruges
Fredag udsendte Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager, en pressemeddelelse med overskriften ”Bred politisk opbakning til LA’s skatteombudsmand”.  

Samme dag skrev skatteminister Karsten Lauritzen på sin officielle Facebook-profil, at der nu er bred opbakning i Folketinget til at etablere en ”decideret skatteombudsmandsfunktion,” som kan holde et vågent og kritisk øje med skatteborgernes retssikkerhed. Men Pia Kjærsgaard understreger, at der udelukkende er tale om at lægge flere sager ind under den nuværende ombudsmandsinstitution og opruste på ressourcer her.

På et møde fredag var der ifølge Pia Kjærsgaard enighed om, at udtrykket ’skatteombudsmand’ ikke skulle anvendes.

Derfor har Pia Kjærsgaard også mere end svært ved at forstå, hvordan Liberal Alliance kort tid efter kunne finde på at udsende et pressemeddelelse, hvor netop ordet ’skatteombudsmand’ indgår i overskriften.

LA og Lauritzen beklager
Hos Liberal Alliance erkender skatteordfører Merete Riisager, at hun gik lidt for langt i sit ordvalg, da hun fredag fik udsendt pressemeddelelsen om den nye skatteombudsmand.

”Jeg kom til at bruge ordet skatteombudsmand, som ikke er korrekt i forhold til det mål, vi er enige om. Jeg lagde også mærke til, at ministeren kom til at bruge det samme ord senere på dagen. Det er jo fordi, det er det, vi har kaldt det i nogle år, og det kan være svært at aflære det begreb,” siger hun.

Merete Riisager fortæller, at hun har beklaget ordvalget over for formanden og lovet Pia Kjærsgaard, at hun fremadrettet vil bruge begreberne mere korrekt.

Også skatteminister Karsten Lauritzen beklager, hvis hans Facebook-formulering har været med til at forlede nogen til at få det indtryk, at der rent faktisk oprettes en selvstændig skatteombudsmand.

”Hvis mine formuleringer her har medført misforståelser, er det selvfølgelig beklageligt. Jeg er helt enig med Folketingets formand og Folketingets partier i, at der er tale om en på skatteområdet retssikkerhedsmæssig oprustning hos Folketingets Ombudsmand - ikke en ny ombudsmand,” skriver Karsten Lauritzen i en skriftlig kommentar til Altinget.

,

Forrige artikel Jarlov: Messerschmidt hører hjemme hos Konservative Jarlov: Messerschmidt hører hjemme hos Konservative Næste artikel Overblik: Se de 16 nye vækstinitiativer Overblik: Se de 16 nye vækstinitiativer