Fem nye principper skal modvirke overimplementering

RETTESNOR: Regeringen har nedfældet fem principper, der skal sikre, at ny EU-regulering ikke overimplementeres uden grund. Se dem her

Danmark sætter sin konkurrencekraft over styr ved unødigt at overimplementere regler fra EU.

Det mener Venstre-regeringen, der siden sin tiltrædelse har sat overimplementering højt på den politiske dagsorden.

Nu skal fem principper være med til at sikre, at de politiske visioner udleves i praksis.

“Det er en guideline til særligt de ministerier, der har meget EU-lovgivning, og en måde også at gøre ministrene ansvarlige for hver deres område,” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), der også er formand for regeringens EU-implementeringsudvalg.

Blandt principperne er, at den nationale regulering som udgangspunkt ikke bør gå videre end minimumskravene i EU-reguleringen, og at undtagelsesmuligheder bør udnyttes.

Fantastisk eller begrædeligt
Principperne vækker stor glæde i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

“De fem principper vil alt andet lige føre til mindre overimplementering. Det er en fantastisk markering til erhvervslivet og giver os muligheder for at kunne være på det globale marked,” siger administrerende direktør Karen Hækkerup.

I Danmarks Naturfredningsforening er man anderledes kritisk. Her mener man, at hele dagsordenen meget dygtigt er sat af landbruget for at flytte fokus fra deres helt grundlæggende problem, den store gældsbyrde.

“Det er begrædeligt, at vi alle sammen skal blive ved med at diskutere, hvor lidt og hvor sent vi kan leve op til forpligtelserne for natur og miljø, når vi ved, at det slet ikke er vejen til at løse landbrugets problemer,” siger Susanne Herfelt, direktør, miljø & klima, i Danmarks Naturfredningsforening.

Et af principperne er, at byrdefuld EU-regulering bør træde i kraft senest muligt og under hensyntagen til de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Vil stadig være undtagelser

Indsatsen mod overimplementering retter sig mod en lang række områder, der omfatter alt fra transport til revision og forbrugerbeskyttelse. Men miljø- og fødevareområdet har været særligt ramt, mener Troels Lund Poulsen.

“Ikke mindst på miljø- og fødevareområdet har vi valgt at gå meget langt, og det har været en meget stor udfordring for vores konkurrenceevne,” siger Troels Lund Poulsen.

Troels Lund Poulsen understreger, at de fem principper ikke betyder, at Danmark aldrig skal gå videre end minimumskravene.

“Der kan være områder, hvor vi bevidst vælger at gå videre end vores direktivforpligtelser kræver, og det kunne være på områder som miljø og sundhed,” siger han.

Troels Lund Poulsen nævner ftalater og beskyttelse af vores grundvand som mulige eksempler.

Læs hele artiklen på Altinget: Fødevarer (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Minister giver studie-pisken videre til universiteterne Minister giver studie-pisken videre til universiteterne Næste artikel DF: Vi skal lige vænne os til at være den store bjørn DF: Vi skal lige vænne os til at være den store bjørn