Lærere: Cheflønninger er løbet løbsk

LØNSTRID: Afsløringen af lønfråds blandt lederne på de kriseramte erhvervsskoler skaber vrede i lærernes fagforbund, der anklager skolecheferne for at holde lønfest, mens de selv skal vise tilbageholdenhed.

Rigsrevisionens afsløring af erhvervsskolers ureglementerede fråds med lønninger til cheferne skaber voldsom vrede og forargelse blandt lærerne og deres fagforbund, der anklager skolecheferne for at holde lønfest på medarbejdernes bekostning.

For mens erhvervsskoler på stribe har undladt at overholde reglerne og har betalt deres ledelser for høje lønninger, løber lærernes tillidsfolk panden mod en mur, når de har forsøgt at forhandle sig til lokale lønstigninger.

Sådan lyder det fra både Handelsskolernes Lærerforening (HL) og Uddannelsesforbundet, der organiserer lærere på de tekniske skoler og AMU-centre.

”Den dér snak med, at der ikke er nogen penge, lyder noget hul, når de godt kan finde penge til sig selv, som vi ser nu,” lyder det fra Uddannelsesforbundets næstformand, Børge Pedersen.

Størst lønfremgang til cheferne
Han beretter om et aktuelt eksempel fra et AMU-center, hvor lærerne over de seneste fem år har haft en lønfremgang på 5,3 pct, mens cheferne i samme periode havde en fremgang på 22 pct.

"Det ser godt nok ikke kønt ud,” siger Børge Pedersen.

Også formanden for Handelsskolernes Lærerforening, Christoffer Jørgensen, mener, at Rigsrevisionens kulegravning afslører, at cheflønningerne på landets 90 erhvervsskoler er "løbet løbsk."

Dårlig smag i munden
”Desværre får mange af vores tillidsfolk at vide, at der ikke er de midler, de ellers var blevet lovet af finansministeren. Hvis det skyldes, at pengene uberettiget er gået til direktørerne, så må det ærligt talt give nogle en dårlig smag i munden,” siger handelsskolelærernes formand.

Rigsrevisionens afsløring, der blev omtalt i Altinget forleden, kommer midt i en i forvejen turbulent periode for de kriseramte erhvervsskoler, der nu også trues af nye millionbesparelser som følge af regeringens omprioriteringsbidrag, samtidig med at de kæmper for at bremse et voldsomt elevfrafald og skal implementere den store reform af erhvervsuddannelserne.

Men Christoffer Jørgensen understreger, at rapporten fra Rigsrevisionen ikke må give spareivrige politikere det fejlagtige indtryk, at skolerne sagtens kan klare sig med færre midler. Og næstformand i Uddannelsesforbundet, Børge Pedersen, tilføjer:

”Det kan godt være, at det her er småpenge i det store spil, men vi sender et rigtig dårligt signal til omverdenen, når man frådser med pengene på den måde og giver sig selv den slags gaver. Opfindsomheden er jo ret stor,” siger han.

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her

 

Forrige artikel Lykketoft: ”Vi har brug for NGO'er til at holde regeringerne fast på deres løfter” Lykketoft: ”Vi har brug for NGO'er til at holde regeringerne fast på deres løfter” Næste artikel Løkke: Nye globale mål er vigtig milepæl Løkke: Nye globale mål er vigtig milepæl