14. låge i Altingets fotojulekalender: Spion-paranoia i Søborg

Fremmede efterretningstjenester går på jagt efter oplysninger i flere ministerier end tidligere, fortæller kontraspionagechef i PET, Anders Henriksen.

Det er ikke lige til at komme ind i PET's hovedkontor i Søborg.

Da jeg skulle tage billeder af efterretningstjenestens kontraspionagechef Anders Henriksen, skulle jeg aflevere computer, mobil, ur og alt andet elektronisk udstyr. Sikkerhedspersonalet kunne dog se, at jeg havde en fotoaftale, så jeg måtte godt tage mit kameraudstyr med ind.

Jeg var kommet i god tid for at lede efter et egnet sted i nærheden, hvor jeg kunne fotografere Anders Henriksen, der formelt er chef for Center for Terroranalyse (CTA).

Jeg havde udset mig et parkeringshus, hvor PET's bygning kunne ses i baggrunden. Men da vi begyndte at tage opstilling, fik vi at vide, at vi ikke måtte fotografere i retning af PET's vinduer.

Generelt var der mange regler at forholde sig til. Efter at være kommet ind på PET's område, hvor der var mange fotografiske restriktioner, spurgte jeg, om vi ikke kunne komme ud af området, så jeg kunne fotografere lidt friere.

Et par sikkerhedssluser senere stod vi på gaden. Der gik ikke lang tid, før en bil med tilknytning til PET stoppede og påpegede, at de adgangskort, vi gik med, ikke måtte bæres synligt på gaden.

Derfor var min spion paranoia-skruet helt i top, da vi endelig fik taget et par portrætter. Jeg håber, at man kan se det i billederne, der minder mig lidt om æstetikken fra en spionfilm.

{{toplink}}

Forrige artikel "Voldsom højredrejning" og "en udhuling af vores danske værdier": Ny SVM-regering får kritik fra både højre og venstre Næste artikel Sådan gik det, da Venstres hårdtslående mink-kritiker skulle forsvare sit partis løftebrud i Folketinget Sådan gik det, da Venstres hårdtslående mink-kritiker skulle forsvare sit partis løftebrud i Folketinget