Lars Aslan: Spar mig for flæbende "danske syrienkrigere"

KOMMENTAR: Det er svært at mobilisere medfølelsen med de mennesker, der er tog fra Danmark, for at kæmpe for et morderisk islamisk kalifat, men nu alligevel gerne vil hjem til trygge Danmark, mener Lars Aslan.

Der går næsten ikke en dag, hvor vi ikke i radio, tv eller i din skrevne presse, konfronteres med tilfangetagne eller strandede såkaldte ”danske syrienkrigere”, der kommer med den samme lange tåreperser om, at de har sådan fortrudt deres deltagelse på den forkerte side i krigen i syrien - og pludselig savner de Danmark helt vildt.

Først og fremmest er betegnelsen ”danske” helt absurd. De er ikke danskere, men gemene landsforrædere. Det kan godt være at nogle af dem, uheldigvis for os andre, har fået et dansk statsborgerskab. Men danske bliver de aldrig.

Dernæst kommer så ordet ”syrienskriger”, hvilket er ligeså misvisende. Der er tale om en samling ynkelige psykopater der alle som en, har kæmpet for enten Islamisk stat, eller andre islamistiske terrorgrupper i Syrien, der er ligeså vanvittige.

Og lad os lige huske på hvad disse gruppers speciale var og er:
- At gøre helt små piger til sexslaver. 
- Etnisk udrensning og massemord på religiøse mindretal. 
- Systematisk tortur og offentlige henrettelser af politiske modstandere, homoseksuelle og vestlige gidsler. 
- At skabe terror og rædsel i Mellemøsten og i Vesten.

De her ting har alle disse terrorgrupper stået for fra første dag. Det ved alle og det vidste dem der tilsluttede sig disse morderbander også udmærket godt.

De deler alle ideologien om et kalifat, hvor de eneste der er plads til er islamisterne selv, mens alle vi andre skal dø eller gøres til slaver.

At de samme forbrydere nu sidder og flæber overfor den danske offentlighed er selvfølgelig udtryk for bluff, og handler udelukkende om at vinden heldigvis er vendt og, at disse kyniske islamister nu er trængt op i en krog.

Så nu savner de lige pludselig det Danmark, hvis indbyggere de ellers så som vantro, der skulle tvangskonverteres eller slagtes. Derfor bør der ikke gives nogen tilgivelse til disse kolde forbrydere.

Hvis de vil søge om tilgivelse, kan de gøre det hos de titusindvis af ofre for deres forbrydelser. Det kan de bare gøre med det samme, uden at vi andre behøves at blandes ind i deres patetiske selvmedlidenhed.

De danske islamistforbrydere ligger udelukkende som de har redt. Absolut ingen vil savne dem.

---------------

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Hærge den umistelige kulturarv? Ikke tale om Flemming Chr. Nielsen: Hærge den umistelige kulturarv? Ikke tale om Næste artikel Skov-Jakobsen: Idiotikos må ikke knuse noget af det smukkeste vi har skabt Skov-Jakobsen: Idiotikos må ikke knuse noget af det smukkeste vi har skabt