Lars Aslan: Hvornår stopper den trættende københavnerbashing?

KOMMENTAR: Regeringens nedladende kommentarer om hovedstaden tegner et falsk billede af københavnere som nogen, der lever i en boble, uden kontakt til resten af landet.

Forstår jeg og de fleste københavnere, at der er reelle problemer i Udkantsdanmark?

Ja, det gør vi.

Forstår vi, at landet skal hænge sammen, og at der skal være arbejde til alle, uanset hvor man bor?

Ja, det gør vi også.

Jeg kender ikke en eneste københavner, der ønsker, at det går dårligt for provinsen eller ikke er klar over, at der er områder i landet, hvor det er svært at sælge huse, hvor små bysamfund lukker, og hvor der bliver længere til den lokale folkeskole og andre offentlige institutioner. 

Der er fuld forståelse for, at det er en urimelig situation.

Hvad der derimod ikke er den store forståelse for, er den manglende anerkendelse af de problemer, der er i København. Og den evindelige københavnerbashing, som regeringen konsekvent kommer med.

Hvem husker ikke, at Venstres gruppeformand Søren Gade kaldte københavnerne for speltsegmentet, hvilket understreger, hvordan regeringen ser på os, der bor i hovedstaden. Lignende nedladende kommentarer er kommet fra Esben Lunde Larsen (V) og andre ministre i regeringen.

Der tegnes et billede af københavnere som nogen, der lever i en boble, uden kontakt til resten af landet. Det er jo simpelthen faktuelt forkert. Tag rundt i de forskellige kvarterer i København, og I vil opleve et virvar af forskellige mennesker, som ingen andre steder i landet. Vores hovedstad er nemlig meget mere end speltsegment og friværdi.

Havde Venstre talt sådan om København, hvis partiet ikke stod så dårligt vælgermæssigt i storbyerne, som de gør? Næppe.

Ja, der er steder i København, hvor det går godt, hvor friværdien stiger, og hvor der bor en masse mennesker, der har boksen. Men København er andet end indre Østerbro. København er også Tingberg, Bispebjerg, Mjølnerparken og så videre.

Københavnerne udgør 10 procent af befolkningen, men huser 25 procent af landets psykisk syge og 25 procent af landets stofmisbrugere.

Vi har flere områder i hovedstaden, der i indbyggertal sagtens kunne udgøre en stor dansk kommune og i så fald ville være Danmarks fattigste.

København er desuden den kommune, der har sjetteflest indbyggere med flygtningebaggrund.

Skal vi ikke lige slå fast, at København i den grad løfter et ansvar for resten af landet. Det kunne regeringen måske anerkende og vælge at være stolt af hovedstaden og dens borgere. Danmark er et lille land, vi har brug for at stå sammen. Derfor er det regeringens pligt at sørge for, at der tegnes et sandt og retvisende billede af hele Danmark – også af vores dejlige hovedstad.

--------

Lars Aslan er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Jarl Cordua: Løkkes dømmekraft, DF's dobbeltstandard og Gades dropout Jarl Cordua: Løkkes dømmekraft, DF's dobbeltstandard og Gades dropout Næste artikel Bertel Haarder: De nye integrationskrav er for alvor et paradigmeskift Bertel Haarder: De nye integrationskrav er for alvor et paradigmeskift