Cordua: Blå ledere med stålsat impotens

KLUMME: De borgerlige politiske ledere har i deres iver efter at fremstå kompromiløse snart mistet evnen til at kunne føre realpolitik og samtidig bibeholde magten, mener Jarl Cordua.

Der er tilsyneladende kommet skred i forhandlingerne i Finansministeriet. Efter måneders fastlåste fronter, hvor ingen af partierne hverken ville stikke eller bekende i forhold til den af Venstre-regeringen fremlagte helhedsplan, så førte regeringens beslutning om ”udskydelse” af planen pludselig til en helt anden prioritering af forhandlingerne.

Så snart planen var af bordet, ja så åbenbaredes en funklende nyfunden interesse fra Liberal Alliances Anders Samuelsen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl for at komme til forhandlingsbordet, hvor der blev formuleret realistiske krav til en blå finanslovsaftale, der nu pludselig er inden for rækkevidde.

LA vil igen gøre noget mere for friskolerne, og DF har jo et problem med den halve milliard kroner i besparelse på boligydelse, som man var så uforsigtig at nikke ja til ved forrige års finanslovsaftale, men som stadig står ved magt.

En finanslovsaftale er det absolutte minimum for stadig at holde liv i illusionen om det blå regeringsalternativ, som der er blevet trukket store veksler på dette halvår.

Fortsat svæver den permanente trussel fra LA-leder Anders Samuelsen, som for længst har garanteret sit bagland, at man godt kan glæde sig til topskattelettelser på fem procent ”hele vejen op”. I modsat fald er Løkke-regeringen fortid. Indtil videre er deadline for at trække stikket på regeringen sat til 31. december 2016. 

Inden da kan LA godt leve med, at der vedtages finanslov og formentlig også indgås en aftale, der kan finansiere afskaffelsen af den ulovlige PSO-afgift ved at regeringen finder pengene og et flertal, der fjerner udbygningen af de kystnære vindmøller.

Det ser imidlertid også lidt trægt ud, da Konservative er imod. En løsning skal ikke desto mindre findes inden nytår.

Endelig har regeringen også spillet ud med, at man får et ejendomsvurderingssystem på plads før man kigger på selve boligbeskatningen. Det første haster mere end det sidste. For en måned siden spillede regeringen ellers ud med at man ville kigge på begge ting samtidig.

Under alle omstændigheder er den kraftige nedsættelse i ambitionsniveauet med til at understrege, at regeringens køreplan for helhedsplanen er gået i vasken. Regeringen er løbet tør for tid, fordi der mangler vilje blandt de blå partier til at medvirke til en plan, som alle andre end Venstre opfatter som regeringens eget projekt.

Venstre-regeringen har derfor måttet bringe dette sonoffer for at få gang i en forhandlingsproces. Spørgsmålet er, om forhandlinger kunne være kommet i gang tidligere, hvis Lars Løkke Rasmussen noget tidligere havde inddraget partierne og måske fremlagt en plan, der mere afspejlede partiernes ønsker end alene Venstres egen politik?

Problemet er manglende tillid mellem partierne, og dertil kommer en manglende anerkendelse af, at det er Venstre og statsminister Lars Løkke, som er ”alfahunden” i blå blok. Selvbevidstheden er stor hos de succesfulde partier som DF og LA, der er blevet store på bekostning af Venstres – og dets leders – fejl og mangler.

Alle ved, at Venstre ikke behøver at være det største parti i blå blok. Ja, det behøver ikke engang at være et stort parti. I LA's selvforståelse vil Venstre naturligvis skuffe borgerlige vælgere, og derfor vil Samuelsen og co. inden længe vokse ud over den foreløbige målsætning på 10 pct. i vælgeropbakning og med stor sikkerhed overtage rollen som det store liberalt-borgerlige parti, der så vil udkæmpe sværdkampen med det nationalkonservative DF. Det er bare et spørgsmål om tid, forstår man på LA-folket. Det kan lyde af storhedsvanvid, men forestillingen om snarlig storhed på bekostning af Venstre er spillevende i LA.

Den manglende tillid blandt partierne handler om en benhård kamp om stemmerne, hvor et parti som Konservative kæmper en eksistenskamp, hvor der endnu ikke anes selv det mindste tegn på lys for enden af tunnelen. Tværtimod er konkurrencen i blå blok blevet intensiveret med udsigten til, at det nye højrefløjsparti Nye Borgerlige har en pæn chance for at komme i Folketinget, hvis der udskrives valg inden længe.

Bliver Nye Borgerlige ikke repræsenteret, da vil stemmespildet i blå blok formentlig blive så stort, at det helt vil pulverisere mulighederne for en ny borgerlig regering efter et valg. Det vil under alle omstændigheder medvirke til at dæmpe lysten til valg foreløbig.

De blå partiers ledere har i deres iver for at fremstå konsekvente og principfaste hos vælgerne også fået låst sig så fast, at de mangler et politisk handlingsrum til at indgå kompromiser. I gamle dage havde de politiske ledere ofte en politisk kapital hos vælgerne, som de kunne tære på. Man ”førte kampagne i poesi”, mens den politiske ledelse foregik ”i prosa”, som det engang blev formuleret af en amerikansk politiker.

I dag holdes politikere helt anderledes op på, at det, de sagde og lovede vælgerne i valgkampen, skal de også levere ved forhandlingsbordet, ellers kan man slippe faldøksen over deres hoved. Det er den situation, som for eksempel Anders Samuelsen står i. Han har et meget lille råderum at give af. Det har han, fordi LA har besluttet med sig selv, at de ikke bryder sig om de politiske spilleregler, hvor man ved forhandlingsbordet giver og tager, men at man i stedet stiller ultimative krav ved at tage regeringens liv og blå bloks regeringsalternativ som gidsel. Det politiske valg for LA er binært: Enten får vi, hvad vi kræver – eller også dør ”jeres baby”. Vi er ligeglade. Samuelsen har ikke rigtigt andet valg end at levere topskattelettelserne eller blive til grin – ikke mindst hos sine egne meget forventningsfulde vælgere, som han selv har gejlet op.

Venstreregeringen kan sagtens leve med at levere på kravet. Problemet er DF, som i lang tid ikke rigtig har vidst, hvad de vil – bortset fra blankt at afvise topskattelettelser og kræve udlændingestramninger.

For en måned siden stod DF i en langt bedre forhandlingssituation end nu, efter Messerschmidt-sagen med mere, der også har kradset i Kristian Thulesen Dahls troværdighed, hvis politiske kapital hos vælgerne også er indskrænket. Der er ikke rigtigt råd til at gå på kompromis med topskattelettelser.

Så ved juletid kan V-regeringen have leveret en finanslovsaftale og formentlig en aftale om PSO og ejendomsvurdering. Og hvad så? Ja, så er Anders Samuelsen nødt til at vælte regeringen under dramatiske omstændigheder. Det vil dog være helt hovedkulds, hvis Løkke udskriver folketingsvalg. I stedet kunne han gå af, hvorefter der kommer en dronningerunde.

Så bliver det spændende at se, om Anders Samuelsen insisterer på valg (som blå blok og han selv sikkert vil tabe) eller også, igen, peger på en borgerlig regering under ledelse af Lars Løkke, hvor DF og/eller LA indgår.

 ---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Hvordan kan disse danskere støtte Trump? Trads: Hvordan kan disse danskere støtte Trump? Næste artikel Steen Gade: Energipolitik handler jo om mennesker Steen Gade: Energipolitik handler jo om mennesker