Cordua: SO-regeringen er en fantom-regering

Fra tid til anden så popper idéen om ”den store brede hen-over-midten-regering” op i medierne. Lige nu er det S-DF-regeringsperspektivet, der pushes rundt omkring.

Det er en gammel traver i dansk politik, at ”skabhalsene skal forlige sig” og finde sammen i en stor regering, der løser alle problemerne uden snak og de store dikkedarer og fører landet videre i sikker havn. Det er et synspunkt, der både er gangbart på direktionsgangene i erhvervslivet og på ølstuerne rundt omkring. Der er bare ét problem: Det er et fatamorgana.

Vælgerne vil have forskelle
Det var den konservative Erik Ninn-Hansen, der engang sagde, at ”man ikke bør fuske med identiteten”.

Han brugte dette billede: Politik er ligesom et teaterstykke med en stor scene. Konservative kommer ind fra højre, og Socialdemokraterne kommer ind fra venstre. De laver en aftale, men går hvert til sit. Vælgerne vil gerne have et samarbejde, men de vil også gerne kunne se forskel. 

Fornuftsægteskaber
Der peges især på erfaringerne fra tysk politik, hvor store brede koalitioner har vist deres levedygtighed. Her har der dog været tale om rene fornuftsægteskaber, der er blevet indgået også på baggrund af tyske politikeres fælles erkendelse af fortidens bitre erfaringer fra Weimar-republikkens tid, hvor parlamentarisk splittelse førte til en frygtelig katastrofe.

Naturligvis er der undtagelser fra reglen: 1. verdenskrig, hvor alle partierne var inviteret med i R-regeringen som kontrolministre. Og 2. verdenskrig, hvor en samlingsregering samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.

I fredstid er eksperimentet med brede samlingsregeringer kun afprøvet én gang. Det foregik i 14 kaotiske måneder i 1978-79 med SV-regeringen, og som, der er bred enighed om, var en fiasko.

VS-eksperimentet
Internt hos S var det ikke populært at gå i regering med et borgerligt parti, og for Venstre blev oplevelsen en lærestreg, da det kostede dyrt i tilliden hos de øvrige borgerlige partier. Stort set ingen hverken hos S eller V har siden haft lyst til at gentage eksperimentet.

Dansk politik har ændret sig en del siden 70’erne. Fordelingspolitikken er rykket i baggrunden til fordel for indvandringsspørgsmålet, og det har givet grobund for et nyt parti, der med stor succes faktisk formår at jonglere med identiteten, nemlig Dansk Folkeparti.

DF er ikke et borgerligt parti
På den ene side giver man den som det højborgerlige national-konservative parti, der trykker sømmet i bund på temaer som konge og fædreland. Det næste øjeblik hævder man frækt og salvelsesfuldt at være selveste reinkarnationen af Anker Jørgensen og dermed velfærdsstatens sande forsvarere.

Man er heller ikke et egentlig borgerligt parti i den forstand, at DF glad og gerne sælger ud af borgerlige frihedsrettigheder for at opnå populistiske mærkesager. Det kunne eksempelvis være at sortere i folks rettigheder alt afhængig af, hvilken tro de nu har.

Endelig er det så fjernt fra klassisk borgerlighed, man kan komme, at ville kæmpe imod topskattelettelser og kæmpe for at øge det offentlige budget.

Samarbejdet mellem S og DF
Hos Socialdemokraterne har man i snart 20 år ledt efter den hemmelige formel for at pifte DF-ballonen, men indtil videre er alle forsøg slået fejl.

Poul Nyrups udskamning om ”stuerenhed” gjorde kun tingene værre og har indtil videre låst DF til de borgerlige. Med tiden har nye S-ledere lagt afstand til Nyrups udtalelser (som ellers deles af mange rundt omkring) i erkendelse af, at det ødelægger mulighederne for faktisk at lave politik med DF, der som bekendt er blå bloks største parti.

Når det kommer til fordelingspolitik og synet på den offentlige sektor, så er det tydeligt, at S og DF deler en nogenlunde fælles analyse af situationen. Der skal være en rimelig økonomisk lighed og en støt udvikling af den offentlige sektor.

Vandene skilles i det ideologiske
På flygtningeområdet har S nærmest kapituleret og har overhalet regeringspartiet Venstre højre om. En stramning, som V og DF kan leve med, vil S også acceptere.

Der, hvor vandene skilles, er i det ideologiske. Socialdemokratiet er vokset ud af en bevægelse, der er optimistisk på fremtidens vegne, og hvor holdningen er, at gennem politik kan man skabe en bedre verden for alle.

Hos DF er man i defensiven. Her er idealbilledet et Danmark i 50’erne under H.C. Hansen med en homogen befolkning, og hvor landet var fri af alle alliancer bortset fra forsvarssamarbejdet i Nato og det noget løse samarbejde i Nordisk Råd. Det var så også et noget fattigere Danmark end i dag, men det taler DF ikke så meget om.

Et dystert verdenssyn
Der er ingen anerkendelse af, at vores velstandsudvikling bunder i en adgang til frie markeder garanteret af EU.

DF's verdenssyn er generelt dystert, hvor man forudser, at dansk selvbestemmelse overtages af verdensfjerne EU-bureaukrater i Bruxelles og naturligvis af islamistisk indvandring, der på få årtier vil omdanne Dannevang til et kalifat, hvis altså ikke der kommer grænsebomme op snarest muligt og sker en deportation/repatriering af flest mulige, der allerede er kommet til landet.

DF har haft ubetinget succes i at tale til skrækken og angsten for fremtiden både hos gamle borgerlige vælgere og hos tidligere socialdemokrater. Så længe flygtningespørgsmålet ligger højt på dagsordenen, er der næppe udsigt til, at det billede vil ændre sig.

En SO-regering?
Både DF og S har faktisk en interesse i at tale et muligt samarbejde op. For det første, fordi det giver begge partier et langt større manøvrerum. DF er aktuelt udfordret af LA’s ultimatum om at ”give topskattelettelser eller dø”.

Det er derfor behageligt for Thulesen Dahl at kunne flashe, at DF da har andre muligheder end at give efter for Anders Samuelsens trusler om kamikaze-angreb på ”M/S Blå Blok”.

Det er for det andet en kærkommen lejlighed til at berolige DF's mange ”velfærdssocialdemokratiske” vælgere om, at man ikke har glemt dem. Heller ikke i tiden efter, at blå blok er revnet midt over, og magten er gledet af hænde til fordel for Mette Frederiksens socialdemokrater.

S og DF er i konstant konkurrence
Det, som man bare ikke taler så meget om, er, at S og DF er i konstant konkurrence om netop disse vælgere. For S handler det om at tilbyde DF-vælgere, at de kan få omtrent det samme – velfærd, EU-skepsis light og stram udlændingepolitik – i S-butikken som hos Thulesen Dahl, der må trække rundt med Løkke, Samuelsen og resten af den samspilsramte familie. Evt. i et samarbejde med netop DF, men vel at mærke med Mette F. i statsministerstolen.

Hvis nu man leger, at S og DF skulle kunne sidde i regering sammen, som nogle forestiller sig, vil ske inden for en overskuelig tid: Hvem skal være statsminister i en sådan regering?

Jeg kan slet ikke forestille mig, at S vil indgå i nogen som helst regering, uden at de selv får statsministerposten. Det er aldrig sket før, og det vil ikke ske, så længe S har over minimum 20 procent af stemmerne.

Forestiller man sig, at Kristian Thulesen Dahl skal spille andenviolin i et finansministerium, mens de borgerlige partier kan lukrere på det i opposition? Hvilken EU-politik skulle denne regering i øvrigt føre? Ulandsbistand? Miljø? Hvad med S-baglandet? Vil de bare klappe hælene sammen og råbe hurra over udsigten til, hvad mange vil opfatte som en ”rød-brun-regering”? Jeg ser det simpelthen ikke for mig.

Fantom-regeringen
Helt grundlæggende mangler DF at blive testet på regeringsansvaret, og man ved af erfaring – senest med SF's regeringsdeltagelse – at populismen har trange kår under ansvarets åg.

Konklusionen er, SO-regeringen er en til lejligheden opfundet fantom-regering, hvor forestillingen om dette tjener det formål – både for S og DF – at pleje afgørende midtervælgere og vise en potentiel manøvredygtighed som politisk kraft.

At S og DF ville kunne samarbejde mere om mangt og meget i fremtiden. Det er selvindlysende. Det følger af, at vælgerne har gjort DF til Danmarks næststørste parti, og at partierne i stigende grad lægger deres strategi efter, at den størrelse vedbliver DF med at have, lige så langt øjet rækker.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.