Rigsrevisionen: Socialministeriet smøler med hjemløseindsats

HJEMLØSE: For lidt og for langsomt. Sådan lyder den skarpe kritik af Socialministeriet fra Rigsrevisionen, der savner handling på baggrund af tidligere kritik og anbefalinger til hjemløseindsatsen. Kom i gang – det haster, lyder det fra organisationer. 

Det er kun ca. et år siden, at Rigsrevisionen på en lang række områder kritiserede Socialministeriet for en mangelfuld indsats over for hjemløse.

Og nu langer Rigsrevisionen igen ud efter ministeriet. Det er i sig selv utraditionelt.

Men Rigsrevisionen finder simpelthen ikke ministeriets opfølgning på sagen tilfredsstillende. Ministeriet har gjort for lidt og tager sig for god tid, lyder kritikken.

Det slår Rigsrevisionen fast i et nyt notat, der blandt andet kritiserer Socialministeriet for ikke at have taget initiativ til at afdække årsagerne til, at opholdstiderne på forsorgshjem stiger, forholdet mellem antallet af forsorgshjemspladser og antallet af hjemløse samt antallet af alternative opholdssteder til unge hjemløse.

Og kritikken er ”helt berettiget og meget presserende,” lyder det fra hjemløseorganisationen Sand.

”Det haster meget med at få rettet op på området. Socialministeriet forsøger hele tiden at sende aben videre til kommunerne. Men det er dem, der har det overordnede ansvar og skal sikre, at rammerne er i orden,” siger sekretariatsleder Ask Svejstrup.

Absurd
Han mener blandt andet, at der især i storbyer som København og Aarhus er ”desperat” brug for flere pladser til hjemløse. Også Rådet for Socialt Udsatte mener, at der er behov for at lægge pres på ministeriet i sagen.

”Der sker simpelthen for lidt. Men det er absurd, at presset af alle steder skal komme fra Rigsrevisionen i forhold til, hvad der ellers har været den overordnede strategiske prioritering fra den tidligere regering – og også verbalt i hvert fald fra den nuværende regering,” siger formand Jann Sjursen.   

Siden 2009 er antallet af hjemløse vokset uafbrudt i Danmark, så der i 2015 blev talt ca. 6.100 hjemløse, mens det forventes, at ca. 15.000 danskere blev berørt af hjemløshed i løbet af 2015.

Lover handling
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann tager kritikken ”meget, meget alvorligt”:

”Og derfor vil jeg løbende og målrettet følge op på deres opmærksomhedspunkter. Jeg så da gerne, at vi hurtigt så resultater af de initiativer, der er sat i søen. Men det tager tid at få indsamlet de nødvendige erfaringer.”

Læs hele interviewet med ministeren her.

Men samtidig påpeger hun, at der i satspuljen for 2016 er afsat penge til at styrke indsatsen over for hjemløse ved at udbrede og implementere erfaringer fra hjemløsestrategien.

Desuden har Karen Ellemann store forhåbninger til, at man vil udvide Socialstyrelsens hjemløse-rejsehold. Det skal ifølge hende hjælpe op imod 40 kommuner med at få implementeret principperne fra den såkaldte housing first-strategi, så hjemløse hurtigst muligt bliver tilbudt en fast bolig.

Skaber flere hjemløse
Kritikken kommer samtidig med, at regeringen bliver angrebet af blandt andet børneorganisationer og KL for sende flere mennesker ud i hjemløshed på grund det nye kontanthjælpsloft og 225-timers-reglen, som snart skal behandles i Folketinget.

”Regeringen vedtager noget, som åbenlyst giver flere hjemløse. Derfor er der yderligere grund til at give presset på ministeriet i den her sag endnu en spand kul,” siger Jann Sjursen.

Socialordfører i Dansk Folkeparti, Karin Nødgaard, mener, at der er behov for at diskutere kritikken fra Rigsrevisionen med social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

Omvendt noterer hun sig, at der i satspuljen for 2016 blev afsat 4-5 millioner kroner til nødovernatninger.

Afviser kritik
Men hvordan forholder Dansk Folkeparti sig til kritikken om, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, som I støtter op om, skaber flere hjemløse i Danmark?

”Generelt ønsker vi, at der skabes bedre mulighed for at få en billig bolig. Og så må vi tage en drøftelse ud fra, hvordan ministeren ser på den kritik,” siger Karin Nødgaard.

Men Karen Ellemann mener ikke, at det er ”rimeligt at sætte lighedstegn mellem ydelsernes størrelse og antallet af hjemløse".

”For os handler det her grundlæggende om, hvorvidt det skal kunne betale sig at tage et arbejde. Og det står vi ved. Det handler om at skabe job og få folk i uddannelse – det er det, der forebygger hjemløshed, især blandt unge,” siger hun.

Statsrevisorerne mødes først i slutningen af januar for at diskutere notatet fra Rigsrevisionen.

Forrige artikel Minister: Ikke kun billige boliger til flygtninge Minister: Ikke kun billige boliger til flygtninge Næste artikel Ellemann: Frivillige skal bekæmpe ensomhed Ellemann: Frivillige skal bekæmpe ensomhed