Her er folkeskolereformen
DOKUMENTATION: Folkeskolereformen er nu på plads. Læs her, hvad den indeholder.
Den nye folkeskoleaftale blev præsenteret fredag formiddag af børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S). Partierne er blevet enige om, at der fremover bliver en gennemsnitlig skoleuge på 30 timer i børnehaveklassen til 3. klasse, 33 timer i 4.-6. klasse og 35 timer fra 7.-9. klasse.
De omstridte aktivitetstimer er taget ud af aftalen og erstattet af de såkaldte understøttende undervisningsopgaver.
Her er hovedpunkterne i aftalen:
- En lektion med idræt, motion og bevægelse hver dag.
- Flere timer til dansk og matematik fra 4.-9. klasse.
- Eleverne får engelsk allerede fra 1. klasse.
- Eleverne får tysk eller fransk fra 5. klasse.
- Håndværk og design bliver nyt fag og erstatter sløjd og håndarbejde.
- Hjemkundskab fornys til madkundskab.
- Nyt Nationalt videncenter for historie og kulturarv.
- Flere valgfag fra 7. klasse.
- Folkeskolens afgangsprøver skal have øget betydning for optagelse på ungdomsuddannelserne.
- Øget forældreindflydelse og elevinddragelse.
- Styrket klasseledelse og mindsket uro i folkeskolen.
- Mere fleksible holddannelsesregler med tydeligere vægt på stamklassen.
- Alle lærere skal senest i 2020 have undervisningskompetence – svarende til linjefag – i de fag, de underviser i.
- Efteruddannelse af skoleledere, lærere og pædagoger i skolen.
- Et tættere samarbejde mellem lærere, pædagoger og medarbejdere med andre kompetencer.
- Korps af læringskonsulenter.
- Nyt Råd for Børns Læring.
- En række regelforenklinger af folkeskoleloven, så kommunerne og skolerne får større frihed til at tilrettelægge undervisningen i skolen.