Venstre blokerer for ændringer i Nordsøaftale

OLIEPENGE: Eftersynet af Nordsøaftalen vil ikke åbne for store ændringer. Radikale tager afstand fra Enhedslisten, Konservative og DF er åbne for justeringer, mens Venstre helt afviser ændringer af aftalen.

Der er ikke udsigt til store ændringer i Nordsøaftalen. Det slår partierne bag Nordsøaftalen fast, efter regeringen onsdag igangsatte et såkaldt serviceeftesyn, der skal se på, hvilke konsekvenser aftalen har haft for statens indtægter i lyset af olieprisudviklingen.

Prisen på olie er nemlig fire gange højere i dag end i 2003, hvor aftalen mellem VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale blev indgået. Derfor er er der behov for at se på aftalen igen, lyder argumentet. Senest har beregninger fra den grønne tænketank Concito vist, at staten potentielt kan indtjene op mod 10 milliarder kroner om året, hvis kulbrintebeskatningen var højere.

Men ønsket om en højere beskatning af Nordsø-olien får en meget kold skulder fra Venstre.

"Vi vil ikke være med til at ændre på den aftale, der ligger. Vi har noteret os, at regeringen vil lave et serviceeftersyn. Og det kan jo være fint nok. Men vi medvirker på ingen måde til at finde ekstra milliarder fra Nordsøen til Enhedslisten," siger Venstre gruppeformand Kristian Jensen.

Enhedslisten ikke med
Skal der ske ændringer af aftalen, så skal alle aftalepartierne være enige. Ligesom at andre partier ikke bare kan blive en del af aftalen, uden det er godkendt af forligspartierne. Dermed nedlægger Venstre i praksis veto mod de store ændringsforslag, som både Concito og Enhedslisten har foreslået.

Og det gør Radikale i princippet også. Regeringspartiet vil nemlig ikke hoppe fra aftalen, selvom regeringen ønsker et serviceeftersyn. Alle potentielle ændringer af loven skal godkendes i forligskredsen, og der kommer Enhedslisten - trods beskyldninger om det modsatte - ikke til at spille en rolle.

"Enhedslisten var imod aftalen, da den blev indgået. Og de vil formodentlig også synes, vi skal beskatte Nordsøen hårdere, selv hvis vi reviderer aftalen. De er ikke nogen, man kan gøre tilfredse på det område. Så forslaget har simpelthen ikke noget med dem at gøre," siger Radikales energi- og klimaordfører Rasmus Helveg Petersen.

K åben for justeringer
Konservative er overrasket over, at Radikale, der helt indtil for nylig var imod ændringer af Nordsøaftalen, nu kommer med et forslag om et eftersyn. Men det kan der nu alligevel godt være ræson i, lyder det fra partiet. Finansordfører Mike Legarth er i hvert fald åben over for at se på, hvad partierne og virksomhederne kan blive enige om.

"Det kan sagtens være glimrende, at der bliver taget en forhandlingsrunde med olieudvendingsselskaberne, hvor der bliver set på, om der er behov for, at noget bliver justeret eller tilrettet. Men det skal ske inden for aftalens ordlyd og i enighed mellem parterne. Hvis selskaberne og vi politikere kan blive enige om det, så vil vi selvfølgelig gå konstruktivt ind i det," siger Mike Legarth.

DF ønsker større Nordsø-aktivitet
Også Dansk Folkeparti er åben for at se på justeringer af aftalen. Det skal, ligesom Konservative og Radikale foreslår, ske inden for 2003-aftalen.

"Det skal ikke være et spørgsmål om, at staten ud fra en form for misundelse bare går ind og øger beskatningen af olieaktiviteterne, men for om der kan være en fællesinteresse for at justere på nogle ting," siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl.

Derfor bakker Dansk Folkeparti op om et serviceeftersyn af loven og møder gerne op hos ministeren for at se på forbedringer.

"Vi vil meget gerne møde op hos ministeren med forslag til justeringer. Vi mener blandt andet, at det vil give rigtig god mening at se på, om vi kan øge incitamentet til at hente mere olie op. For det vil jo både gavne selskaberne og statskassen," siger Kristian Thulesen Dahl.

Regeringens eftersyn af Nordsøaftalen forventes igangsat i den nærmeste fremtid, og forventes færdig senest 31. august 2012.

Forrige artikel Størst tillid til Thorning på sundhedsområdet Størst tillid til Thorning på sundhedsområdet Næste artikel Flere penge til økologiske køkkener