Nationalpark-møde udsat til efter kommunalvalg

NATIONALPARK: Miljøministeren har udskudt et møde om grænse-dragningen for nationalparken Kongernes Nordsjælland til slutningen af november eller starten af december.

Ordførerne for partierne bag aftalen om nationalparker skulle ellers have været til møde med miljøministeren torsdag aften, hvor man endnu engang skulle drøfte grænserne for nationalparken. Men mødet er nu udskudt til slutningen af november eller begyndelsen af december, erfarer Altinget.dk.

Miljøministeren skriver som begrundelse for at aflyse mødet, at der har vist sig betydelig lokal lodsejer-modstand mod afgrænsningerne, og at der derfor er behov for yderligere tid til dialog med de fem involverede nordsjællandske kommuner.

Den lokale modstand stammer især fra lodsejere i Gribskov Kommune. Den lokale modstand har betydet, at kommunerne i to omgange har foreslået en afgrænsning, der giver en væsentlig mindre nationalpark end den, som oprindeligt var skitseret i pilotprojektet. Flere ordførere har udtalt, at kommunernes forslag ikke er ambitiøst nok, mens politikere fra Gribskov modsat har sagt, at de kaster håndklædet i ringen, hvis Christiansborg-politikerne ikke vil acceptere deres forslag.

Login