Miljøstyrelsen advarer om DMF-fund i cowboybukser

KORT NYT: Miljøstyrelsen advarer mod produkter, der indeholder stoffet DMF, og gør det samtidig klart for branchen, at der ikke ses igennem fingre med overtrædelser af den fastlagte grænse.

Et svensk forbrugerprogram har fundet stoffet DMF (dimethylfumarat) i tre modeller af cowboybukser fra Lee, Wrangler og Nudie. Den fundne koncentration overstiger grænsen i reglerne og kan give allergiske reaktioner.

Miljøstyrelsen kender kun til enkelte tilfælde af hudallergi fremkaldt af DMF i Danmark, men følger området nøje, slår styrelsen fast på hjemmesiden. 

Samtidig skriver Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion nu til branchen om de svenske fund og understreger, at det er producentens ansvar, at produktet lever op til reglerne.

Hvis der viser sig at være ulovlige produkter med DMF på det danske marked, vil Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion sørge for, at produkterne bliver fjernet.

Login