Massiv interesse for Grøn støtteordning til miljøteknologi

KORT NYT: NaturErhvervstyrelsen har modtaget 1.462 ansøgninger om støtte til grøn miljøteknologi fra landmænd og gartnerier.

Ansøgerne, som har søgt støtte til grøn miljøteknologi, har samlet set søgt om støtte for 556 millioner kroner fra styrelsens miljøteknologipulje, der i alt stiller 215 millioner kroner til rådighed. Pengene går til konkrete projekter eller idéer, der kan forbedre og udvikle produktionen hos landmænd og gartnere med ny og miljøvenlig teknologi.

”Miljøteknologipuljen giver støtte til grøn omstilling på markerne, i drivhusene og i svinestaldene, og med næsten dobbelt så mange ansøgere som sidste år, tegner det godt for den udvikling,” siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet. 

Regeringen gav sidste år ekstra 70 millioner kroner om året til miljøteknologipuljen over en treårig periode. De ekstra penge er øremærket projekter og teknologi, der nedbringer sprøjtegifte i natur og drikkevand.

Login