Lone Andersen: Der er brug for flere midler til at skabe viden om naturpleje

KOMMENTAR: Siden 2015 har der været gratis informationsmøder om landdistriktsordningens tilskud til naturpleje, men det stopper nu, fordi midlerne løber ud. Det er ærgerligt, for viden om naturpleje er en forudsætning for bedre natur, skriver Lone Andersen.

2.000 landmænd, naturrådgivere og landbrugskonsulenter har siden 2015 deltaget i informationsmøder og temadage om tilskud til naturpleje og forvaltning af naturarealer med fokus på at fremme biodiversiteten. Det har været en kæmpe succes, men desværre ser det ud til at stoppe med udgangen af 2019, da der ikke er afsat flere penge til indsatsen.

Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre til, at der i Miljø- og Fødevareministeriet afsættes midler til at videreføre denne indsats, så endnu flere landmænd fremover kan blive opdateret både på viden i forhold til tilskudsreglerne og viden om forvaltningen af naturarealerne med fokus på at fremme biodiversiteten.

Omdrejningspunktet på møder og temadage har været landdistriktsordningens tilskud til pleje af græs- og naturarealer – men også mange andre spørgsmål om landbrug, natur og biodiversitet er blevet præsenteret for de mange engagerede deltagere.

Login