Lad os få reparationer ind i et grønt servicefradrag

Tiden er kommet til at opdatere bolig-jobordningen. Dansk Erhverv foreslår et servicefradrag. I det bør der også fradrages for reparationer, så vi får skabt incitament til at smide mindre ud og være mere bæredygtige.

Der er fuld gang i hjulene i Danmark. Det betyder, at vi blandt andet mangler arbejdskraft, og at især byggebranchen buldrer derudaf. Hvis vi justerer på håndværkerfradraget, også kendt som bolig-job-ordningen, så vi i stedet får et servicefradrag, er det en gevinst på flere måder.

Udover de traditionelle ydelser som rengøring, børnepasning og havearbejde, så bør man også have flytteydelser og reparationer med ind i pakken. Vi skaber aktivitet i andre sektorer, og det kan skabe både jobs og incitament til at være mere grønne.

I Sverige er det 47 procent af de ansatte i landets servicefradragsordning (RUT), der har indvandrerbaggrund. Heraf er en stor del (17.000) indvandrerkvinder, som således er kommet ud på arbejdsmarkedet for første gang. Det er én vigtig gevinst. Men hvis vi også inkluderer grønne elementer som eksempelvis fradrag for reparationer, ja, så er vi også med til at drive en omstilling til et mere bæredygtigt samfund. Og det er vigtigt.

Login