Grundfos-fond udskifter direktør
Christian Hartvig stopper øjeblikkeligt som direktør for Poul Due Jensens Fond. Kim Nøhr Skibsted er ny direktør.
Christian Hartvig skal ikke længere bestride direktørposten i Poul Due Jensens Fond, fremgår det af en pressemeddelelse.
Det bliver fondens hidtidige kommunikationsdirektør, Kim Nøhr Skibsted, som fremover skal stå i spidsen for Poul Due Jensens Fond, der ejer Grundfos-koncernen.
"Med Kim Nøhr Skibsted som ny direktør får vi en markant og erfaren profil, som kender fonden og Grundfos særdeles godt. Han er en engageret kulturbærer, som i de seneste ti år har styrket Grundfos' image og sikret respekten for vores værdier og ånd på de indre linjer," siger Estrid Due Hesselholt, formand for Poul Due Jensens Fond.